Som Videnskab.dk tidligere har dækket i forbindelse med vores endeløse fascination af ansigter-i-ting, så har menneskehjernen en tendens til at se ansigter, hvor der ingen er.
Eksempelvis har vi afdækket hvorfor Jesus viser sig i din pizza, eller hvorfor du ser en kvinde i dette billede fra Mars.
Fænomenet hedder pareidolia, og forskere længe har mistænkt, at fænomenet har ophav i menneskets socialt-tunede hjerne.
Nu har et forskerhold fra University of New South Wales Sydney kortlagt de nøjagtige mekanismer, som er i spil i hjernen, når du ser en glad væg på billedet ovenover.
Det skriver universitetet i en pressemeddelelse.
Forskernes fokus har været på, at vi ikke kun genkender de basale strukturer i et ansigt, som øjnene og munden, men at vi også automatisk fortolker de ansigtsudtryk og pålægger dem hensigt.
»Ansigtsgenkendelse handler ikke kun om at bemærke tilstedeværelsen af et ansigt. Vi er også nødt til at genkende, hvem personen er, og læse informationen i deres ansigt,« forklarer hjerneforsker Colin Palmer, som leder projektet, i pressemeddelelsen.
Forskerne afprøvede, gennem en proces kaldet ’sensory adaptation’, hvorvidt de samme socialt fortolkende mekanismer i hjernen aktiveres, når vi ser et andet menneske, som når vi oplever pareidolia. Og det gør de altså.
At pareidolia er et udbredt fænomen blandt os mennesker, er der ifølge forskerne en god grund til:
»Der er en evolutionær fordel i være god, eller virkelig effektiv, til at genkende ansigter. Det er vigtigt for os rent socialt,« siger Colin Palmer i pressemeddelelsen.
»Det er bedre at have et system, som er overfølsomt, når det registrerer ansigter, end et, som ikke er følsomt nok,«
Colin Palmers håb er, at en større forståelse for ansigtsgenkendelse gør os bedre rustede til forstå tilstande såsom visse former for autisme, hvor evnen til ansigtstolkning er hæmmet:
»På længere sigt er målet med denne slags forskning at forstå, hvordan vanskeligheder i ansigtsgenkendelse og social funktion i hverdagen opstår.«
\ Læs mere
cll
