Min hypotese er dristig og lyder umiddelbart langt ude, så den kræver en grundig bevisførelse.
Vi skal tilbage til håndboldens begyndelse i 1920'erne, hvor man i Danmark, Sverige, Tyskland og en række centraleuropæiske lande var begyndt at dyrke håndbold i foreningsregi. Imidlertid var der langtfra enighed om reglerne.
Mens man i Danmark og Sverige hovedsageligt spillede 7-mands salshåndbold som i dag, var det foretrukne spil i Tyskland anderledes. Her var udendørs markhåndbold med 11-mand på banen mest udbredt.
Dette spil mindede mere om fodbold med hænderne end om moderne håndbold. Også lande som Østrig, Ungarn, Schweiz, Tjekkoslovakiet, Rumænien og Holland foretrak markhåndbolden.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Håndbolden bliver international
I Europa betød den fælles interesse for holdboldspil, at man begyndte at tale sammen på tværs af landene, og i 1928 blev der oprettet et internationalt håndboldforbund (International Amateur Handball Federation).
Allerede i 1930 havde dette forbund 20 medlemslande, men der var flere forskellige holdboldspil i porteføljen.
Den store opgave blev derfor at udfærdige fælles regler, så man kunne afholde landskampe og få mulighed for at komme på OL-programmet.
Tyskerne får taktstokken
Ledelsen af det internationale håndboldforbund blev i begyndelsen varetaget af de to tyskere F.G. Lang og Fritz Haβler, der fungerede som henholdsvis præsident og generalsekretær.
De var på god fod med de andre landes repræsentanter og havde forståelse for, at der skulle være plads til både salshåndbold og markhåndbold.
Sverige og Danmark koncentrerede sig om at arbejde på indendørsreglerne, hvor uenigheden stod om driblingen, som danskerne var modstandere af. Tyskerne tog sig af markhåndbold, der tillod løb med bold.
Men på det overordnede plan var det tyskerne, der havde taktstokken i forbundet.
Nazister overtager magtfulde poster i håndboldforbundene
Efter Adolf Hitlers magtovertagelse i 1933 blev alle idrætsforbund i Tyskland organiseret efter fører- og enhedsprincippet, som betød en afdemokratisering og centralisering af idrætten. Det gjaldt også to konkurrerende tyske håndboldforbund, der hidtil havde været organiseret under henholdsvis et konkurrencesportsligt atletikforbund og et folkeligt gymnastikforbund.
De blev i 1934 samlet i en statslig organisation ved navn Factamt Handball ledet af nazister, der ikke havde meget forstand på håndbold eller lyst til internationalt samarbejde.
Øverst i det nye tyske håndboldforbund stod SA Brigadeführer Richard Herrmann.
Han afløste tillige i 1938 den senere Reichssportführer Karl Ritter von Halt, der var blevet valgt tilbage i 1934 som præsident for det internationale håndboldforbund.
Det internationale håndboldforbund blev hermed ligesom det tyske forbund nazificeret. Herrmann endte sine dage ved Østfronten i 1941 som generalmajor i nazistpartiets militære eliteenhed Waffen SS.
Markhåndbold er på OL-programmet 1936
Ved OL i Berlin i 1936 var markhåndbold på programmet, og til propagandaminister Joseph Goebbels' store glæde vandt Tyskland guld for øjnene af 100.000 begejstrede tilskuere på Olympia Stadion.
Østrig, Schweiz, Ungarn, Rumænien og USA endte på de næste pladser, mens Danmark og Sverige ikke deltog af såvel sportslige som økonomiske og politiske grunde. Goebbels noterede efter sejren i sin dagbog:
»I håndbold får vi også guldmedalje. Vi ligger dermed klart i spidsen. Verdens bedste sportsnation.«
Håndbolden havde en særlig betydning for nazisterne, da spillet blev opfattet som et autentisk tysk alternativ til det engelske (fjendens) fodboldspil.
Den danske håndboldleder C.F. Sørensen, der mødte de nazistiske håndboldledere i det internationale håndboldforbund, var dog ikke overbevist om denne tolkning:
»Det var nærmest tragikomisk at høre, hvordan de – uden baggrund – med ildhu snakkede om 'Unser urdeutsches Handballspiel' (vores ur-tyske håndboldspil). Det var som om de i deres propaganda mod England søgte at finde et modstykke til briternes veludviklede fodboldspil.«
Markhåndbold blev spillet på en fodboldbane med fodboldmål og målfelt. Man brugte bare hænderne i stedet for fødderne.
\ Læs mere
\ For de OL-interesserede
Hvis du følger begejstret med i sommerens OL, har vi en interessant artikelserie på vej til dig. Her tager forskerne dig med ind i forskningen bag OL's daglige discipliner og svarer på spørgsmål som:
Hvorfor må kuglestøderen gerne have ekstra spæk på kroppen? Virker kogte kartofler lige så godt som energi-gels for cykelrytteren? Hvad betyder det for skateboard-disciplinen, at den begyndte som en livsstil? Og hvorfor er Danmark så stærk en badminton-nation?
Følg med fra 24. juli til 8. august på Videnskab.dk’s Forskerzonen.
Markhåndbold er særligt velegnet til det nazistiske menneske
Blandt nazistiske idrætsledere fandt man håndbold særligt velegnet til at bidrage til opbygningen af det nazistiske menneske.
Spillet krævede stor fysisk styrke og udholdenhed og gav masser af frisk luft, som blev værdsat af sundhedshygiejniske grunde frem for indendørsidræt.
Markhåndbold var et spil for rigtige mænd, mente man, mens det mindre fysiske håndboldspil indendørs blev opfattet som en pigeidræt.
Danmark deltager i VM i markhåndbold året inden 2. verdenskrig
Ved det første VM i markhåndbold i Berlin i 1938 gentog Tyskland bedriften fra OL med en knusende sejr på 23-0 over Schweiz i finalen foran 30.000 tilskuere og med danskeren Aksel Pedersen som dommer.
Mesterskabet skulle egentligt have været afholdt i Østrig, men efter indlemmelsen af landet i Stortyskland flyttedes det til Berlin.
Danmark deltog ved dette VM, men måtte tage til takke med en ottendeplads. For at lokke danskerne med til mesterskabet havde de tyske værter givet det danske hold 700 rigsmark i rejsetilskud.
De danske håndboldledere vurderede samtidig, at det var nødvendigt at deltage for at beholde deres indflydelse i det internationale håndboldsamarbejde, der var domineret af Tyskland og markhåndbold.
Danskernes holdning var således kendetegnet ved pragmatisme og modvilligt samarbejde. En linje, der blev fortsat under besættelsen.
Herefter satte 2. verdenskrig en stopper for yderligere internationale mesterskaber.
Danmark og Sverige kupper ledende poster i håndboldforbundet
Under krigen spillede Danmark nødtvungent landskampe mod besættelsesmagten Tyskland. Primært for at få lov til at tage over Øresund og spille mod Sverige. Her kunne de danske og svenske håndboldledere i fortrolighed diskutere muligheden for at danne et nyt internationalt håndboldforbund efter krigen.
Det skulle være et forbund befriet for tysk dominans og den nazistiske dødvægt. Det blev til virkelighed i København i 1946, hvor International Amateur Handball Federation blev nedlagt til fordel for oprettelsen af International Handball Federation, der stadig eksisterer i dag.
Svenskeren Gösta Björk blev formand, mens tyskerne ikke fik nogen af de ledende poster. Med Danmark og Sverige i spidsen vandt salshåndbold nu frem på bekostning af markhåndbold.
I begyndelsen afholdte det nye internationale håndboldforbund både verdensmesterskaber i markhåndbold og salshåndbold, men interessen for den tyske udendørs variant blev mindre og mindre.
I 1966 blev det sidste VM afholdt med Vesttyskland og Østtyskland på de øverste pladser, mens 7-mandshåndbold nu blev udbredt i store dele af verden både indendørs og udendørs.
\ Læs mere
Markhåndboldens endeligt og hallernes triumf
Mens markhåndbold dominerede internationalt i håndboldens tidlige fase fra 1920'erne til 2. verdenskrig, var den aldrig for alvor slået igennem i Danmark, hvor hverken lysten, ressourcerne (stor bane, mange spillere) eller vejrliget var til fordel for den tyske variant.
Dog stillede danskerne med et hold til verdensmesterskaberne og kårede en danmarksmester indtil 1959.
I Danmark spillede langt de fleste efter reglerne i 7-mands salshåndbold også udendørs.
Særligt i mindre byer var den eneste mulighed at spille håndbold udenfor, da de færreste indendørsfaciliteter var store nok til at huse en håndboldbane.
Dette ændrede sig imidlertid afgørende i 1960'erne og 1970'erne, hvor der blev bygget op mod 1.000 idrætshaller i Danmark.
De skød op i provinsens landsbyer som sejsmonumenter over velfærdsstaten og det frivillige foreningsliv.
Håndboldbanen er et idrætsarkitektonisk særkende for Danmark
Hallerne var forbløffende ens med plads til lige netop en håndboldbane på 40 x 20 meter og fire badmintonbaner, hvilket er et idrætsarkitektonisk særkende for Danmark.
Hermed var fundamentet støbt til Danmarks succes inden for netop disse to idrætsgrene, der stadig hører til blandt de mest populære i landet.
Efter nogle magre år internationalt fra 2. verdenskrig til 1980'erne, hvor de danske amatører havde svært ved at begå sig mod de østeuropæiske statsprofessionelle, blev den enorme talentmasse fra håndboldhallerne endeligt forløst gennem et systematisk talentprogram fra 1990'erne, hvor håndbolden også blev professionaliseret og kommercialiseret.
Det resulterede i ikke mindre end syv EM-, VM- og OL-titler til damelandsholdet fra 1994 til 2004 og fem til herrelandsholdet fra 2008 til 2021.
Fra Hitler til VM i håndbold i 2021
Nu kan vi igen vende blikket mod hypotesen om, at Danmark ikke havde vundet VM i håndbold i 2021 uden Hitler og nazismen.
Hvis ikke tyskerne på grund af deres nazificering af håndbolden i 1930'erne var blevet kuppet af danskerne og svenskerne ved håndboldkongressen i 1946, så var markhåndbold formodentligt forblevet den dominerende form for håndbold internationalt, som den var før 2. verdenskrig.
Den internationale harmonisering af de forskellige idrætsgrene i 1950'erne og 1960'erne betød færre variationer af samme sportsgren og derfor ville den danske 7-mands salshåndbold med stor sandsynlighed have tabt kampen til markhåndbold. Også i Danmark. Og markhåndbold ville være normen i internationale konkurrencer.
Så ville der ikke være blevet bygget haller i tusindvis med målene 40 x 20 meter, der passede perfekt til håndbold, og Danmarks fordel ville ikke have været til stede.
Derfor ville det have været usandsynligt, at Danmark havde vundet VM i håndbold i 2021.
Det ville med god sandsynlighed være blevet spillet på et udendørs stadion med 11 spillere på hvert hold, og Tyskland ville nok have vundet over Østrig eller Ungarn i finalen.
Dette er selvfølgelig et tankeeksperiment. Men det er interessant at se på, hvordan vores liv kunne have set ud, hvis verdenshistorien havde taget en anden drejning, end den gjorde. Historien er ikke forudbestemt og alting kunne have været anderledes.
