Jeg har længe været fascineret af ændrede bevidsthedstilstande som ud af kroppen-oplevelser, paranormale fænomener og religiøse syner og åbenbaringer.
Jeg studerede psykologi og neurovidenskab for at få en bedre forståelse af, hvordan disse oplevelser opstår, og i min videnskabelige karriere har jeg fokuseret på spørgsmålet om, hvorfor nogle af os er mere tilbøjelige til at have disse oplevelser end andre.
Da jeg stødte på psykedelisk forskning for et par år siden, vakte dette felt naturligvis også min akademiske interesse. Her var en mulighed for at studere mennesker, der havde haft en psykedelisk oplevelse, og som hævdede at have fået et glimt af den ultimative virkelighed.
Begejstret begyndelse
Jeg begyndte at forske i psykedeliske oplevelser ved Leiden Universitet i Holland og grundlagde PRSM-laboratoriet, som er en gruppe forskere med forskellige akademiske baggrunde, som studerer psykedeliske, religiøse, spirituelle og mystiske oplevelser.
Til at begynde med var jeg begejstret for de psykedeliske, bevidsthedsudvidende stoffers (psykedelika) transformerende potentiale for sindet. Når de psykedeliske stoffer bliver administreret korrekt, lader de til at forbedre vores mentale og fysiske trivsel og velvære. De øger også følelsen af tilknytning til og interesse for miljøet.
Brugen af psykedelika lod til at have et stort potentiale i behandlingen af en lang række lidelser, blandt andet depression, angst, afhængighed og posttraumatisk stresslidelse.
Empirisk evidens er langt fra klar
Begejstringen for de psykedeliske stoffers potentielt transformative effekt er afspejlet i de seneste års positive mediebevågenhed. Den amerikanske forfatter og journalist Michael Pollan har med sin bog og Netflix-dokumentar præsenteret psykedelika for et kæmpe publikum.
Min indledende optimisme for de forskellige psykedelika og deres potentiale har dog ændret sig til skepsis over for forskningen bag en stor del af den ekstraordinært store interesse og medieomtale. Det skyldes en nærmere granskning af empirien.
Ved første øjekast ser det ud til, at psykedelisk behandling kan helbrede psykiske sygdomme. Men ved nærmere eftersyn er det hele knap så ligetil.
Hovedårsagen? At empirisk evidens for behandlingens effektivitet samt de mekanismer, der ligger til grund for og bag psykedelisk behandling, langtfra er entydig.
To problemer
Jeg skrev en kritisk artikel med min kollega Eiko Fried, hvor vi oplistede problemerne ved de nuværende kliniske forsøg med psykedelisk behandling.
Den største bekymring er det såkaldte 'blind-breaking'-problem, altså at undersøgelsens testpersoner selv gætter, hvilken gruppe de tilhører, eksempelvis ud fra de bivirkninger, de oplever under forsøget.
I psykedeliske studier kan patienterne let finde ud af, om de er er tilfældigt udvalgt til placebogruppen eller til gruppen, der får psykedelika, som følge de af psykedeliske stoffers store indvirkning på sindet.
Denne 'blind-breaking'-effekt kan faktisk resultere i en placeboeffekt hos patienterne i den psykedeliske gruppe: De modtager endelig den behandling, de ønskede, og nu begynder de at få det bedre.
Men det kan også resultere i frustration og skuffelse hos patienterne, der er endt i kontrolgruppen. De håbede på at få en mirakelkur, men finder nu ud af, at de bliver nødt til at bruge seks timer på en placebopille med deres terapeut.
Som konsekvens er alle forskelle i de terapeutiske resultater mellem placebogruppen og gruppen, der får psykedelika, i høj grad drevet af disse placebo- og nocebo-effekter. (En nocebo-effekt er, når en harmløs behandling forårsager bivirkninger eller forværring af symptomer, fordi personen tror, de kan opstå eller forventer, at de opstår).
Det kan også påvirke terapeuterne, at de ved, hvem der modtog hvad, for de kan blive opsatte på at få mere ud af terapisessionen, hvis deres patient fik den 'rigtige vare'.
Dette problem er umuligt at kontrollere for i såkaldte randomiserede kontrollerede forsøg, som stadig er guldstandarden inden for evaluering af effektiviteten af lægemidler og behandlinger.
Langt mere kompliceret
Også ikke-klinisk forskning i psykedelika står over for problemer.
Måske kan du huske grafikken af en hjerne på psilocybin sammenlignet med en hjerne på en placebo (se nedenfor). Psilocybin øger forbindelserne mellem forskellige hjerneområder, som er repræsenteret i en række farverige, forbundne linjer.
Det er blevet kaldt den 'entropiske hjernehypotese'. Psykedelika gør hjernen mere fleksibel, så den vender tilbage til en barnlig tilstand af åbenhed, nyskabelse og overraskelse.
Denne mekanisme ligger angiveligt til grund for den psykedelisk terapis effektivitet: Ved at 'befri' hjernen kan psykedelika ændre fastlåste og utilpassede mønstre og adfærd. Det viser sig dog, at billedet er langt mere kompliceret end som så.
Psykedelika får blodkarrene i kroppen og hjernen til at trække sig sammen, og det volder problemer, når man skal måle signaler i hjernen med en MR-skanner.
Grafikken af den entropiske hjerne kan simpelthen afspejle det faktum, at blodgennemstrømningen i hjernen er drastisk ændret af psilocybin. Desuden er det langt fra klart, hvad entropi præcis betyder - endsige hvordan det kan måles i hjernen.
Et nyligt psilocybin-studie, som endnu ikke er blevet fagfællebedømt, fandt, at blot 4 ud af 12 entropi-målinger kunne gentages med samme resultat, hvilket sår yderligere tvivl om, hvor anvendelig denne effektmekanisme er.
For god eller for enkel til at være sand?
Selvom fortællingen om psykedelika, der frigør sindet, er overbevisende, stemmer den endnu ikke godt overens med nuværende empirisk evidens.
Dette er blot to eksempler, der illustrerer, hvorfor det er vigtigt at være virkelig forsigtig, når vi vurderer empiriske studier i psykedelisk forskning. Tag ikke resultaterne for pålydende, men spørg dig selv: Er det simpelthen for godt eller for enkelt til at være sandt?
Personligt har jeg udviklet en sund dosis skepsis, når det kommer til psykedelisk forskning. Jeg er stadig fascineret af psykedelikas potentiale.
Stofferne er gode værktøjer til at studere ændringer i bevidstheden. Det er dog for tidligt at konkludere noget med sikkerhed om deres mekanismer eller terapeutiske potentiale. Til det har vi brug for mere forskning. Og jeg glæder mig til at bidrage til denne indsats.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
