Forsker: Det officielle Kina undertrykker og censurerer sin egen COVID-forskning
Vi finder nok aldrig ud af, hvor COVID-19 kom fra, men den kinesiske regering er heller ikke til megen hjælp – for at sige det mildt.
Vi finder nok aldrig ud af, hvor COVID-19 kom fra, men den kinesiske regering er heller ikke til megen hjælp – for at sige det mildt.

Som senior-redaktør af et internationalt tidsskrift er jeg ofte i kontakt med en forsker i Kina. Vedkommende skal gennemgå videnskabelige artikler fra dette enorme land for os, specielt for at sikre, at det indsendte materiale kommer fra institutioner, som er anerkendte for deres tidligere publicerede forskning.
Det er normalt ret let at gøre fra ens eget skrivebord, da forskellige databaser opregner, hvor mange publikationer en forfatter har, og hvor de er udgivne.
Man kan endog få udregnet et såkaldt h-index, som sammenfatter publikationer og hvor megen opmærksomhed, de har fået (eksempelvis Scopus).
For kinesiske forskere viser det sig imidlertid ofte, at der kan være over 25 forfattere med samme navn, vel at mærke i samme by, og så det kræver meget detektivarbejde at udrede, om det nu er troværdigt.
Så derfor har det tidsskrift, jeg er redaktør for, den kinesiske screening. Den foretages fra Wuhan af en meget dygtig, internationalt anerkendt forsker.
Han er meget nøgtern i sin afvejning af, om vi på British Journal of Haematology skal se næremere på de kinesiske bidrag, af hvilke vi har op mod 900 (!) om året.
Når det er sagt, så udløser kombinationen af kinesisk forskning og Wuhan for tiden helt andre tanker i den internationale forskningsverden. Og de er ikke behagelige!
Vi ved stadig ikke, hvorfra COVID-19 opstod, og det ville kræve internationalt samarbejde at komme til bunds i det spørgsmål.
De kinesiske myndigheder ser ud til at ville omskrive historien ved at tryne forskere til at trække tidligere forskning tilbage.
Denne politik strider klart imod god videnskabelig redelighed.
Man kan nu afkode genomer meget let og hurtigt, og der er en myriade af databaser, som indeholder gensekvenser fra stort set alt, lige fra zebrafisk til mennesker. Det gælder også mårhundens - et dyr, som ikke hører hjemme i den danske natur, som jægere indædt forsøger at udrydde, og som spiller en særlig rolle i forhold til både Wuhan og COVID-19.
COVID-19 udbruddet, som kom på alle forsider i begyndelsen af 2020, startede i Wuhan - det er almindligt accepteret.
Hvornår det startede, og hvorfra virus kom, er derimod stadig helt uafklaret.
De to mest kendte teorier går på, at det enten var overførsel fra dyr til mennesker, eller at det var udslip fra et laboratorium. Der er ikke klar evidens for nogen af disse teorier.
Hvad der derimod er ganske klart, er at bidraget til at opklare dette fra kinesiske forskere er meget stærkt aftagende, tilsyneladende efter ordre helt oppe i deres regeringsapparat.
Dette er selvsagt meget bekymrende og er eksemplificeret ved det, som er bredt omtalt de seneste måneder internationalt, først i magasinet The Atlantic og senere fint opsummeret på TV2.
Det har vist sig, at sekvenser fra prøver i Wuhans marked på bure og redskaber indeholdt DNA, som tydeligt kommer fra mårhunden, hvilket modsiger kinesiske påstande om, at disse dyr aldrig har været på markedet.
Dette antyder dels, at kinesiske udmeldinger skal tages med et endog stort gran salt, men også at sandsynligheden for, at COVID-19 kan stamme fra dyr, er tilsvarende store.
Hvis man et øjeblik ser bort fra COVID-19’s oprindelse og koncentrerer sig om, hvordan de førnævnte data kom til offentlighedens søgelys, afdækkes et måske endnu mere skræmmende aspekt af forskningsformidling i Kina.
De franske forskere, som opdagede mårhund-sekvenserne, gjorde det ved opslag i en af de mange omtalte databaser, som kan frit tilgås på nettet.
Det kunne se ud, som om disse prøver var over tre år gamle, og altså fra endog meget tidligt i pandemien, men det er ikke klart, hvor længe de havde ligget i databasen (men sikkert ikke ret længe).
Helt sikkert er det dog, at de efter intens international opmærksomhed blev fjernet igen. Dette kan tilsyneladende kun ske fra kinesisk side, da siden administreres derfra.
Går man du fra, at disse data også blev lagt i databasen af kinesiske forskere, er der tale om et klart brud på skrevne og uskrevne etiske standarder for, at forskningsdata skal være tilgængelige for alle.
Her er der ikke kun tale om de data, man kan læse i videnskabelige publikationer, som har været gennem såkaldte fagfællebedømmelser - det, der på engelsk kaldes peer review.
Hvis vi bliver ved virussygdomme, så vil en fagfællebedømt videnskabelig artikel om effekten af et nyt stof til at bekæmpe en virus kun indeholde de nødvendigste data om patienterne, i modsætning til de store databaser, der eksempelvis indeholder oplysninger om andre blodprøver end de, som er relavante for artiklens budskab.
Desuden er det nu kutyme, at alle andre data i relation til gennemprøvningen skal ligge på nettet eller at kunne deles af forfatterne ved henvendelse til dem.
Med mårhundenes DNA fra Wuhan skete der bare det stik det modsatte.
Fra kinesisk side var man tidligere (tilsyneladende) åbne over for samarbejde om pandemiens opståen i Wuhan, som beskrevet i professor Thea Kølsen Fischers bog "Virusdetektiven" fra 2021.
Nu er den kinesiske holdning, måske drevet af international politik, gået durk imod deling af forskningsresultater.
I bagklogskabens lys kunne man måske have forudset det allerede for 3 år siden. Det skete efter at et internationalt anerkendt tidsskrift med forfattere fra både inde- og uden for Kina havde publiceret de første resultater for et større antal patienter over, hvor alvorligt en COVID-infektion kunne forløbe.
Kort tid efter blev arbejdet trukket tilbage af den kinesiske sidsteforfatter (man kalder det også seniorforfatteren, altså den, som anses for overordnet ansvarlig for data).
Som du kan se på screenshottet herunder fra hans udtalelse, der blev bragt i New York Times, var begrundelsen noget ulden, men han lovede at vende tilbage med en opdatering af resultaterne.
Det er ikke sket, selv efter godt 3 år!

På British Journal of Haematology, hvor jeg altså er senior-redaktør, er tilbagetrækning af videnskabelige resultater en meget alvorlig sag.
Jeg har – heldigvis – i mine over 10 år kun været involveret i ét tilfælde.
Det drejede sig om et arbejde, hvor forfatterne mente, at de havde fundet en ny genetisk variant af en medfødt knoglesygdom. Efter udgivelsen fik vi en henvendelse fra en forsker, der mente, at der var tale om en fejl i afkodningen af DNA-materialet fra barnet.
Jeg fik ved henvendelse til to af mine tidligere PhD studerende bekræftet denne mistanke.
Da jeg spurgte forfatterne om dette, henviste de til, at afkodningen var foretaget et firma, som blev sat på at undersøge sagen.
Det vendte så ikke tilbage, men i fællesskab (og efter konsultation med forlagets advokater) konkluderede vi, at arbejdet måtte trækkes.
Dette blev vel at mærke gjort, så det på min foranledning blev tilføjet, at der ikke var mistanke om uærlig forskning. Sådan en anklage kan have alvorlige negative konsekvenser for forskerne bag artiklen, og de havde (så vidt vi ved) handlet i god tro.
Hvad der sker med kinesisk forskning synes både helt anderledes og så alligevel ikke.
I 15 ud af 19 tilbagetrukne videnskabelige artikler om COVID-19 er der tilsyneladende tale om reel og troværdig forskning om forskellige aspekter af COVID-19, lige fra effekten hos børn, til hvordan sygepleje personale i en intensiv COVID-19 afdeling går ned psykisk.
Forskning, hvor der ikke er en åbenlys grund til tilbagetrækning af de videnskabelige artikler.
Jeg har tidligere skrevet om, at vi i de tidlige faser af sygdommen fik mange indsendte arbejder som var små og overfladiske, men for de 15 artikler er der tale om ofte besynderlige grunde til, at tilsyneladende ærlig forskning trækkes.
Det er i den videnskabelige verden klart, at det er den kinesiske regering, som har strammet grebet om COVID-forskere.
Dette kan ses af adskillige lækkede dokumenter, som kun findes på nettet på mandarin-sproget, som fastslår, at videnskabelige arbejder skal gennemses af administratorer på en række forskellige universiteter.
Eksempelvis referer en artikel i New York Times til denne side som en autentisk kinesisk hjemmeside.
Det strider -igen – imod alle gode skrevne og uskrevne regler for at bedrive forskning.
Der er tilmed tilfælde, hvor kinesiske forfattere ikke kun har fået trukket artikler tilbage, men også har fået et vestligt tidsskrift til at ændre kliniske prøvetagnings-tidspunkter, så det bedre passede ind i den officielle kinesiske holdning til, hvornår pandemien startede.
Som nævnt tyder alt på, at man fra myndighederne i Kina prøver at omskrive COVID-19 pandemiens opståen.
Det gøres ved at påvirke ikke alene nuværende, men så sandelig også tidligere forskning om denne virus, som vi nu heldigvis synes at være kommet igennem, for så vidt angår svær sygdom.
Vi har alle været vidne til, hvordan de samme kinesiske myndigheder på mange områder har svigtet sin befolkning i deres måde at håndtere pandemien, både ved at komme for sent i gang, men også ved at åbne (efter offentlige protester) tilsvarende for sent.
Den samme regering, som så faktisk lige har åbnet landet op, har nu lukket for tilgangen til en stor national database for udenlandske forskere.
Samtidig har man opfordret til, at kinesiske forskere så vidt muligt offentliggør deres fund i kinesiske tidsskrifter.
Ydermere har man i stadig stigende grad forsøgt – nationalt såvel som internationalt – at mere end antyde, at COVID-19 startede andre steder i verden end Kina.
Det mærker jeg selvfølgelig ikke personligt som redaktør for et tidsskrift for blodsygdomme, og vi har publiceret mange gode og vægtige forskningsfund derfra.
Jeg kan kun håbe på, at det fortsætter uden indblanding.