Øst, vest, syd eller nord.
Ligegyldigt hvor du retter blikket hen i dag, vil du med stor sandsynlighed se det rød-hvide Dannebrog danse i vinden.
I dag afholdes Flagdagen for Danmarks udsendte nemlig for 10. gang, siden den blev indført i 2009.
Formålet er at hædre personer, der er eller har været udsendt i nationens tjeneste.
I skyggen af festen, hæderen, æren og det blafrende Dannebrog giver mærkedagen også anledning til at sætte fokus på de mørkere sider af de udsendtes liv - ikke mindst når de vender hjem igen.
En rapport fra Veterancentret, der blev udgivet i februar 2017, viser for eksempel, at næsten 1 ud af 3 Afghanistan-veteraner har et moderat eller højt niveau af PTSD-symptomer 6,5 år efter hjemkomsten.
I anledning Flagdagen zoomer vi derfor ind på de artikler, vi har bragt om forskning i krigstraumer og behandling.
\ Om Flagdagen
Flagdagen omfatter alle, der er eller har været sendt ud fra Udenrigsministeriet, Forsvaret, Redningsberedskabet, Politi og Sundhedsvæsenet.
I København markeres Flagdagen officielt med kransenedlæggelse ved monumentet i Kastellet, mindegudstjeneste for Danmarks Faldne i Holmens Kirke og en parade for årets udsendte på Christiansborgs Slotsplads med efterfølgende reception afholdt af Folketinget.
Kilde: Forsvaret.dk
Krigstraumer og PTSD har været kendt siden middelalderen
PTSD - eller posttraumatisk stresslidelse - er en vanskelig sygdom, der især forbindes med krig, tortur og andre ødelæggende oplevelser.
Diagnosen blev først opfundet af det amerikanske psykiatriforbund i 1980, men meget tyder på, at symptomerne har været anerkendt i lang tid, og at de også tidligere har været forbundet med krig.
Helt tilbage i middelalderen frygtede voldelige riddere for eksempel at blive ramt af PTSD - eller noget der minder om - viser forskning fra Københavns Universitet.
Kan måske spores inden krig
PTSD bliver typisk opfattet som en reaktion på en traumatisk hændelse - for eksempel er det tidligere påvist, at psykiske krigsskader udløses direkte af kampsituationer.
Men et dansk studie fra 2015 har vist, at forestillinger om frygtelige oplevelser i fremtiden også kan være en del af PTSD.
Denne viden kan bruges til at screene, hvilke soldater der er i risiko for senere at udvikle lidelsen.
Stærk psyke er ingen garanti mod PTSD
Det taler dog imod en undersøgelse fra 2010, foretaget af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Her konkluderede man, at screening af soldater ikke hjælper, da en stærk psyke ikke er en garanti mod PTSD.
PTSD kan altså ramme alle, men det rammer især kvinder, viser et amerikansk studie fra 2010.

Haveterapi og ecstasy kan hjælpe
Der findes et hav af initiativer og behandlinger, der skal hjælpe PTSD-ramte veteraner, og som man kan opsøge her.
På Videnskab.dk har vi skrevet om nogle af de mere overraskende behandlingsmetoder, som forskellige forskere har undersøgt.
For eksempel fandt en ph.d.-studerende ved Københavns Universitet i 2016 ud af, at traumatiserede krigsveteraner kunne have godt af haveterapi.
Andre internationale studier har påvist i, at ecstasy kan have en lindrende effekt på sygdommen.
En forsker kritiserer flagdagen
Flagdagen for Danmarks udsendte blev indført i 2008, og for mange soldater og pårørende er det en festdag.
Men ikke alle er lige begejstret for den.
I 2010 efterlyste en dansk forsker overfor Videnskab.dk en bredere demokratisk relevans for Flagdagen.
Læs kritikken, og tag stilling til, om hun har en pointe.

































