Særlig medicin kan give længere levetid, lyder det. Men resultaterne gælder primært mus og orme, understreger to aldringsforskere, som her vurderer nogle af de mest populære præparater i longevity-bølgen.
I filmen Det sidste korstog skal Indiana Jones vælge ét blandt mange gyldne bægre for at finde frem til den hellige gral.
Finder han kilden til et evigt liv? Eller vælger han forkert og dør?
»Der er kun én måde at finde ud af det på,« siger han og træder frem mod hylden med bægre.
Markedet for medicin mod aldring kan minde om scenen med Harrison Ford i den mystiske grotte. Ikke fordi risikoen ved at vælge forkert er den sikre død. Men overalt på nettet kan man finde behandlinger med lovord om et længere liv, som der ikke er særlig stærk evidens for.
»Det er det vilde vesten,« siger Morten Scheibye-Knudsen om udbuddet af medicin og kosttilskud mod aldring.
Han er læge, og så tager han i øvrigt selv nogle af de mest omtalte præparater på daglig basis. Mere om det senere.
Morten Scheibye-Knudsen forsker i alderdom og genetik ved Center for Sund Aldring på Københavns Universitet, og sammen med Kaare Christensen, leder af Dansk Center for Aldringsforskning på Syddansk Universitet, har han indvilget i at vurdere evidensen bag de mest omtalte piller mod aldring.
Og begge forskere understreger over for Videnskab.dk, at der faktisk er noget at hænge de løfterige påstande op på. Det gælder bare ikke forsøg med mennesker. Optimismen er baseret på forsøg med bananfluer, mus, rotter og orme.
»Der er lovende resultater fra forsøg med dyr,« siger Kaare Christensen.
»Men vi er ikke i mål endnu. Vi er stadig langt fra at have effektiv medicin mod aldring, som opfylder de krav, læger normalt stiller til medicin,« understreger han.
Men hvor langt er vi så? Og hvilke behandlinger er der tale om?
I en nye serie af artikler sætter Videnskab.dk fokus på forskning i aldring, et af tidens mest omtalte emner inden for sundhedsvidenskab. Se hele temaet her.
Både læger, forskere og influencere taler om det; hvordan får man et længere liv med et godt helbred?
Det spørgsmål søger vi svaret på her, samtidig med at vi faktatjekker de mange påstande om positive effekter – om alt fra periodisk faste til blå zoner, hvor mennesker når en særlig høj alder.
Serien er støttet økonomisk af forskningsprojektet Challenge om sund aldring, og der afholdes en konference kaldet LANGE LIV, som finder sted på Københavns Universitet den 23. april 2024. Forskningsprojektet er støttet af Novo Nordisk Fonden. Arrangementet er allerede udsolgt.
Videnskab.dk har redaktionel frihed i forhold til seriens indhold.
Vi udgiver en artikel i serien hver uge op til konferencen. Tilmeld dig vores sundhedsnyhedsbrev, hvis du vil være sikker på ikke at gå glip af artiklerne.
Hvis Indiana Jones i sin søgen efter en livseliksir stod over for en hylde med pilleglas, så ville han formentlig vælge et glas med et af de her tre navne på:
I hvert fald hvis han havde læst nyheder og fulgt med i den lægefaglige longevity-debat.
Fra internationale kendislæger som Peter Attia og Andrew Huberman til den danske influencer Emil Thorup – piller mod alderdom fylder i mediebilledet, og de er især blevet populære blandt mænd som en del af den såkaldte 'longevity'-bølge.
Det er den bølge af interesse, der er opstået for at få et længere liv.
Rapamycin er et de molekyler, som har fået mest omtale. Et stof, som oprindeligt stammer fra Påskeøen – eller Rapa Nui, som øen i Stillehavet også bliver kaldt, deraf navnet på medicinen.
Stoffet er udvundet fra en bakterie, og det blev egentlig udset til at skulle bekæmpe svampeinfektioner ved organtransplantationer.
Men nu har forsøg vist, at rapamycin også har en særlig evne til at påvirke et molekyle kaldet mTOR, et molekyle, som er centralt for reguleringen af celleprocesser, herunder deres vækst, stofskifte og levetid.
»Rapamycin er det molekyle, der har vist størst potentiale i forhold til at udsætte aldring,« siger Morten Scheibye-Knudsen, der er førsteforfatter til en ny videnskabelig gennemgang af forskning i medicin til at udskyde alderdom.
For eksempel har et studie publiceret i Science vist, at rapamycin kan øge middellevetiden for mus med 10 procent. Men det er kun ét af mange studier, og andre undersøgelser har vist, at stoffet kan øge musenes forventede levetid med op mod 60 procent.
»Man har set en positiv effekt på mange forskellige dyr og gærceller, og det tyder på, at rapamycin påvirker noget fundamentalt ved nedbrydningen af celler,« forklarer Morten Scheibye-Knudsen og henviser til næste skridt:
Lige nu er der omkring 20 kliniske forsøg på mennesker i gang med rapamycin. Vi kan endnu ikke vide, om de vil påvise den samme effekt, som man har set på dyrene.
»Men det ville da være mærkeligt, at det ikke også skulle virke til at forlænge levetiden hos mennesker,« tilføjer aldringsforskeren fra Københavns Universitet.
Kaare Christensen fra Syddansk Universitet understreger, at han »ikke er ekspert i molekylære mekanismer«. Men han er blandt andet professor i epidemiologi, et forskningsfelt med fokus på sygdomme og helbredsforhold i samfundet, og han undrer sig generelt over 'longevity'-bølgen blandt unge, raske mennesker.
Særligt i forhold til det næste stof på listen, metformin.
Metformin er et lægemiddel, der allerede bliver anvendt, primært til behandling af type 2 diabetes.
Stoffet fungerer først og fremmest ved at forbedre kontrol med blodsukkeret. Men nogle undersøgelser antyder, at det også kan forsinke kroppens aldringsproces, blandt andet ved at virke antiinflammatorisk.
Man forstår endnu ikke, hvordan stoffet præcis virker på raske mennesker. Men nogle studier antyder, at metformin for eksempel kan aktivere enzymet AMP-aktiveret protein kinase (AMPK), det kan regulere visse immunceller og reducere frigivelsen af bestemte cytokiner – altsammen processer, der kan dæmpe inflammation i kroppen.
Forsøg med dyr har dog også vist, at effekten virker til at være betinget af, hvilke gener man har – og det kan altså være afgørende for, om behandlingen enten bliver gavnlig eller farlig for modtageren.
Det antyder især forsøg med orme. Rundormen Caenorhabditis elegans er en af de mest anvendte modelorganismer inden for aldringsforskning, fordi de er relativt enkle at fremavle, studere – og så deler de tilmed flere biologiske træk med mennesker.
I studiet fra tidsskriftet Aging Cell ser man, at metformin øger levetiden for nogle arter af rundorme, mens andre faktisk tager skade af stoffet og dør tidligere end forventet.
Og netop derfor er det mærkeligt, at metformin er blevet så populært, især blandt unge raske mænd, mener Kaare Christensen.
»Der er tale om raske mennesker, som tager noget medicin, som om de var syge, og uden at de med sikkerhed ved, om det har en positiv eller potentiel skadelig effekt på længere sigt,« siger han og tilføjer:
»Jeg forstår det ikke.«
Morten Scheibye-Knudsen er en af dem, som tager metformin uden at være syg. Aldringsforskeren fra Københavns Universitet er i skrivende stund 44 år, og til flere medier har han fortalt, at han indtager diabetesmedicinen i håb om at kunne forlænge sin levetid.
»Jeg har bare været åben omkring mine vaner,« siger han.
Men hvordan forholder du dig til, at du som aldringsforsker kan være med til at tillægge troværdighed til et præparat, som der ikke er evidens for, kan forlænge levetiden for raske mennesker?
»Jeg har aldrig anbefalet andre at gøre det samme som mig, og jeg har ingen økonomiske interesser i det (metformin, red.). Jeg har en familiehistorie med både Alzheimers og Parkinsons, så jeg har mine personlige årsager til, hvorfor jeg gør, som jeg gør – jeg vil gerne undgå selv at få en af de her hjernesygdomme.«
Morten Scheibye-Knudsen fortæller, at han som læge kan udskrive metformin til sig selv – et præparat, der normalt kræver en diabetesdiagnose og en recept. Andre hverken kan eller bør altså gøre ham kunsten efter, siger han og understreger, at hans egenbehandling er »eksperimentel«, og at det da godt kan være, at han »dør af det på et tidspunkt.«
Alligevel fortsætter han. Hvorfor?
»På grund af de foreløbige resultater,« svarer han.
Flere studier af patienter med type 2-diabetes har vist, at metformin har en potentiel effekt mod både Alzheimers (her) og Parkinsons sygdom (her).
Samtidig påpeger både Morten Scheibye-Knudsen og Kaare Christensen, at der ikke er foretaget større kliniske forsøg på raske mennesker, som understøtter resultaterne.
Det gælder også den sidste behandlingsform på listen, siger Morten Scheibye-Knudsen.
Senolytisk medicin er en tilgang til behandling snarere end et specifikt præparat. Behandlingen indebærer brugen af forskellige molekyler, som har evnen til at finde og fjerne gamle og forstyrrende celler fra kroppen.
Senescente celler, hedder de. De opstår naturligt med alderen, og de har en tendens til at akkumulere sig over tid. Problemet er, at de kan skade omkringliggende væv og sunde celler, og derfor har man udviklet en behandling til at kunne rense kroppen for dem.
En slags ny skraldemetode.
Senolytika er foreløbig kun blevet undersøgt på dyr som mus og rotter, og behandlingen har vist en potentiel effekt i kampen mod forskellige aldersrelaterede lidelser såsom kræft eller hjerne- og hjertesygdomme.
»Og det er man relativt langt med,« siger Morten Scheibye-Knudsen.
»Fra dyreforsøg ved vi, at hvis man fjerner de gamle celler med senolytisk medicin, ser det ud til, at dyrene bliver sundere og lever længere. Nu venter vi på at finde ud af, hvordan det kommer til at virke på mennesker.«
Lige nu er der omkring 40 igangværende forsøg med senolytika til mennesker. Men der er altså stadig ingen solid evidens for en positiv effekt – og generelt stammer de lovende resultater i forhold til medicin mod aldring fra forsøg med dyr.
Derfor vil det også være en dårlig idé for især unge raske mennesker at forsøge sig med noget af det, der allerede er blevet populært på nettet, for eksempel rapamycin eller metformin.
Det mener Kaare Christensen fra Syddansk Universitet.
»Vi er i en situation, hvor det er svært at begrunde medicin mod aldring lægefagligt, ud fra en formodning om at det kan give flere leveår.«
»Desuden kender vi stadig ikke nok til eventuelle bivirkninger ved at tage nogle af de her piller,« tilføjer han.
Sagt med andre ord ville Indiana Jones og hans søgen efter en livseliksir også være risikabel i virkeligheden. I hvert fald for nu.
Få en ugentlig dosis sund viden om kost, motion, sygdomme, behandlinger og kroppens mysterier.
