Fedme-epidemi skyldes hverken gener eller livsstil

Forskerne er for længst blevet enige om, at fedme ikke kun skyldes, at vi spiser for meget og sidder for meget ned.

Nogle af os har nemlig uheldige genvarianter, som øger vores risiko for at blive fede.

Et nyt studie viser dog, at det ikke nytter noget kun at fokusere på de overvægtiges gener, hvis forskerne skal finde de oprindelige årsager til den fedmeepidemi, som har slået igennem i Vesten og som efterhånden også har nået resten af verden, selv det afrikanske kontinent.

»Vi troede, at dem der var genetisk stærkest disponerede for at blive overvægtige, ville have haft en større risiko for at blive fede under den fedmeepidemi, som tog fart i begyndelsen af 1970erne. Men det der dengang igangsatte fedmeepidemien har ikke kun påvirket dem med de mest skrøbelige gener. Risikoen for fedme er steget lige meget for alle,« forklarer ph.d. Teresa Adeltoft Ajslev fra Institut for Sygdomsforebyggelse, Frederiksberg og Bispebjerg Hospital.
Hun står bag det nye studie, der netop er udkommet i tidsskriftet Obesity.

Teresa Adeltoft Ajslev forklarer, at gener derfor ikke alene kan forklare fedmeepidemien, men at der også er andre miljømæssige faktorer på spil, som ikke kun handler om, at vi sidder mere stille og spiser mere.

Den første stigning i fedme forekomsten blev observeret allerede blandt børn født i 1940erne. Efter en fortsat stigning gennem de følgende ca. 10 år, var forekomsten af fedme stabil indtil en endnu stejlere stigning sås blandt fødselsårgange fra 1970erne. Dengang var det endnu ikke blevet en udbredt livsstil at ligge eller sidde stille mange timer om dagen, spise burgere og drikke Coca Cola.

Genernes rolle uændret under fedmeepidemien

Tidligere studier har vist, at fedmens forekomst hos børn især steg i to faser – først fra 1942 og derefter fra ca. 1972. Læs mere om faserne i artiklen: Mysteriet om vores fede maver.

I det nye studie undersøgte forskerne om et fedmefremmende miljø kan have ansporet fedmerelaterede genvarianter til at folde sig ud hos de børn, som bærer på dem. Det vil sige, om gener hos årgangene født efter 1971 kan være forklaringen på, at disse årgange havde større risiko for at blive fede end generationerne før dem.

1. Forskerne gjorde sig først klart, hvordan det så ud med arveligheden af fedme før og efter begyndelsen af 1970’erne. De undersøgte via body mass index (BMI) som pejlemærke, om der var specifikke fedme-genevarianter hos børn født i 1952 og frem til 1989. Det gjorde forskerne ved at beregne børnenes forældres BMI-tal fra forældrenes barndom i 1930’erne og 1940’erne.
   
2. Forskerne brugte derefter forældrenes BMI-tal fra barndommen som et pejlemærke for, om familien bar på fedmerelaterede genvarianter ved at inddele de 10 procent mest overvægtige i en gruppe for sig.
   
3. Dernæst analyserede forskerne, hvor stor risikoen var for, at de 10 procent mest overvægtige forældre fik børn, som i deres egen årgang var blandt de 10 procent mest overvægtige. Risikoen blev sammenlignet med risikoen for at få overvægtige børn hos de øvrige 90 procent.

Det viste sig, at sammenhængen var stabil over tid. Den steg ikke i begyndelsen af 1970’erne og frem.

Teresa Adeltoft Ajslev har gjort brug af ca. 400.000 skolelægejournaler og har sammenkørt tallene med informationer fra CPR-registeret i Danmarks Statistik. Hendes resultater er baseret på mere end 20.000 familier hvor begge generationer har været bosiddende i København. Dvs. både forældre og børn fået målt deres højde og vægt hos skolelægen eller sundhedsplejersken.

Fedme-genvarianterer til stede, men kan ikke forklare epidemi

Forskerne kunne bekræfte, at fedme er arveligt.

Faktisk havde børn med én eller to forældre, der havde været overvægtige som børn, en henholdsvis tre gange og 8-9 gange større risiko for selv at blive overvægtige som børn. Risikoen blev fastsat ved hjælp af en beregningsmetode, forskerne kalder odds ratio (se faktaboks). Og tallene bekræfter tidligere studier af adopterede børn og tvillinger, som viser, at fedmen ikke skyldes et fælles miljø med forældrene, men derimod fælles gener.

De fælles gener er dog ikke skyld i, at fedme er blevet voldsom epidemi siden 1970’erne.

Da Teresa Adeltoft Ajslev sammenlignede BMI-tallene med de internationale standarder for overvægt hos børn (IOTF) viste det sig nemlig, at alle børns risiko for at blive overvægtige var steget fra begyndelsen af 1970’erne og fremefter uafhængigt af, om deres forældre havde været tykke i barndommen eller ej.

Forklaringen på fedme findes måske i vores tidligste liv

Dermed står forskerne altså stadig på bar fod, når det gælder mysteriet om vores fedme.

»Jeg har ikke forklaringen på, hvilke miljømæssige faktorer der er årsagen, men der selvfølgelig hypoteser,« siger Teresa Adeltoft Ajslev og fortsætter:

»Det kan meget vel skyldes faktorer, som optræder tidligt i livet. Det mener vi at kunne sige på baggrund af fedmeepidemiens udvikling som så ud til at ramme specifikke fødselsårgange, samtidig med at fedme tendensen var til stede allerede i den tidlige barndom. Der er mange muligheder, men en af dem interesserer mig særligt, nemlig betydningen af bakteriesammensætningen i tarmen, som måske har ændret sig over tid: Brug af antibiotika tidligt i livet fødsel ved kejsersnit vides at påvirke tarmbakterie sammensætningen, som måske kan føre til fedme.«

Ændrede vaner i forhold til stress, rygning, kost og motion under graviditeten, amning og brug af modermælkserstatning, overgangskosten, hormonforstyrrende stoffer m.m. er også i forskernes søgelys.

Andre gener end fedmegenerne

Et lille forbehold fra hovedkonklusionen i resultaterne er, ifølge Teresa Adeltoft Ajslev, at de bygger på en periode, hvor fedmeforekomsten blandt forældrene generelt var lav, selvom den begyndte at stige.

»Når sammenhængene så er stabile, mener vi ikke, at vi skal lede i de ’traditionelle fedme gener’ som forklaring på fedme epidemien,« siger Teresa Adeltoft Ajslev og fortsætter:

»Der kan dog være andre gener, som ikke er kendt som fedmegener, der gennem en påvirkning fra miljøet, pludselig får en betydning. Men hvis der har været sådanne ændringer i genernes betydning eller udtryk, ser det altså ud til, at de skal findes blandt alle individer, og ikke kun blandt de familier, som historisk set har haft størst tendens til sul på sidebenene.«

Forskeren ville gerne have kunnet medtage historiske informationer fra eksempelvis fødselsjournaler eller sundhedsplejerskers journaler fra det første leveår, men da disse journaler endnu ikke ligger i en database, har det ikke været muligt.
Det skal, ifølge forskeren, et enormt stykke arbejde til for at udarbejde en brugbar database, som den forskerne har over skolelægejournalerne. Det har taget mere end 20 år at oprette databasen over informationerne i de 400.000 skolelægejournaler, som faktisk ifølge arkivreglerne skulle have været smidt ud.

Vurdering: Solidt studie

PhD og systembiolog, Tune Pers, ansat som postdoc ved Boston Children’s Hospital og Broad Institute of Harvard University and Massachusetts Institute of Technology, har ikke været en del af studiet men vil gerne komme med en uvildig vurdering af det.

»Det virker til at være et yderst elegant studie, de har lavet, især fordi der ligger så stærkt et datamateriale bag. Konceptuelt virker deres arbejde meget vel gennemtænkt og solidt,« siger Tune Pers og henviser til de 400.000 skolelægejournaler.
Harvard-forskeren vil ikke kalde studiet overraskende, fordi forskerne længe har vist, at normal fedme i befolkningen ikke kun skyldes gener eller miljø men sandsynligvis er forårsaget af et kompleks samspil mellem de to faktorer. Men nu er der altså et endnu bedre grundlag for at forstå fedmeepidemiens kompleksitet.

»Studiet tydeliggør, at vi er nødt til at forstå, hvordan miljøet interagerer med genetik og for eksempel påvirker den udpakning og indpakning i gener, som foregår i kroppen. Der findes nemlig ikke en enkel genvariant eller anden forstyrrelse i kroppen, som kan forklare samtlige fedme-tilfælde,« siger Tune Pers.

Han fortæller, at der formentlig ikke er nogen andre lande end Danmark, hvor man ville kunne gentage studiet og dermed få dets resultater bekræftet i samme størrelsesorden, da Danmark i forskningsverden er kendt for at ligge inde med omfattende sundhedsdata grundet vores CPR-system. I hælene på Danmark er de andre skandinaviske lande, hvor forskerne også har tilgang til omfattende databaser.