Knap havde jeg uploadet mit seneste bidrag til bloggen, før jeg hørte, at den nye sundhedsminister, Nick Hækkerup, vil behandle og opfølge højt uddannede mindre og lavt uddannede mere (sådan mener jeg i hvert fald, at det blev fremstillet i tv-avisen).
Baggrunden skulle være, at de lavt uddannede ofte har brug for en mere intensiv behandling og orientering om deres situation (var det noget med øget brug af videoer for de, som ikke læste så godt?). Der var allerede politikere, som opponerede mod dette og sagde, at de højt uddannede jo (alt andet lige) skulle have noget for deres skattekroner (min fortolkning).
Nu hvor dønningerne har lagt sig, er jeg ikke i tvivl om, at forslaget er velment (og heller ikke, at ministeren gerne vil signalere initiativ), men jeg har svært ved at se dets nyhedsværdi.
Sagen er jo den, at i det danske hospitalsvæsen, hvor vi giver alle patienter en meget ens behandling (som vi kan være stolte over), er vi allerede på forkant med at lægge behandlings niveauer efter patientens vilkår. Nej, ikke social status i sig selv, men efter det, man på fagsprog kalder komorbiditet, på dansk svært at oversætte, men vel nærmest konkurrerende sygdomme.
Rygning kan føre til svær invalidering
Lad mig tage det eksempel, som jeg oftest bruger for de medicinstuderende: Rygning!
Her er der en klar sammenhæng mellem social status og rygning: de lavere uddannede ryger mere og har flere rygerrelaterede sygdomme. Indtil for kort tid siden var denne diskussion oftest noget med lungekræft, men heldigvis er fokus nu skiftet til kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL), som er – efter min mening – en meget større svøbe for det danske samfund end lungekræft.
Ikke alene kan rygning føre til svær invalidering og førtidspension på grund af lungeproblemer, men der er en række sygdomme, som følger med rygningen (udover de nævnte). Lad mig i flæng nævne kronisk åreforkalkning (i sin yderste konsekvens skinnebenssår og amputation på grund dårlig blodgennemstrømning), øget risiko for sukkersyge og andre kræftformer end lungekræft.
Inden for mit eget felt er der desuden øget produktion af røde blodlegemer, som kan give forhøjet blodtryk, hovedpine og besvimelser (omtalt i bloggen for to gange siden).
Nogle kemokure tør man ikke give til KOL patienter
Jeg mener at kunne sige, at der i det danske sundhedsvæsen allerede tages hensyn til rygning. For KOLs vedkommende er der gode initiativer, som indebærer udvidet hjælp i hjemmet og løbende samtaletilbud til de, som stadig ryger. Lige så vigtigt er det, at der bliver der taget udpræget hensyn til dette, når en ryger får konstateret en anden sygdom.
Stadig inden for mit eget felt vil rygerrelaterede sygdomme således blive taget med i betragtning, når en patient får konstateret leukæmi eller lymfekræft. Der er kemokure, som vi simpelt hen ikke tør give til en KOL patient, da vedkommende vil få forværring i sygdommen, som kan være dødelig.
Nu kommer min pointe: Denne individualisering institueres vel at mærke uanset uddannelsesniveau eller social indplacering.
Jeg kan således huske adskillige højt uddannede patienter, som ikke desto mindre led af flere rygerrelaterede sygdomme, som gjorde, at de måtte følges med en mindre aggressiv behandling, men med hyppigere kontroller end de fleste patienter i lignende situation, netop fordi det er de konkurrerende sygdomme og ikke uddannelsesniveau, som er afgørende for deres kontakt til sundhedsvæsenet.
Mange patienter passer på ministerens signalement
Omvendt kan jeg også huske en specialarbejder, som trods mange hårde kemoterapi kure kunne tåle yderligere, da han førte et meget fornuftigt liv, blandt andet med 3-4 besøg på helsecentre ugentligt lige så snart han havde udskilt sin kemoterapi. Hans muskelmasse var imponerende og meget større end de fleste 'raske' rygeres.
Men selvfølgelig er der mange patienter, som passer med ministerens signalement, fx den 70-årige pedel med forstadier til leukæmi, massivt cigaretforbrug og heraf følgende åreforkalkning og amputation af det ene ben under knæet. Ikke alene kræver han ekstra omsorg, men vi må insistere på, at hans børn kommer til de vigtige samtaler, da han også har svært ved at huske.
Summa summarum: ministerens forslag viser socialt engagement, men med mindre jeg helt har misforstået det, er det allerede vidtgående udmøntet.
Rygning koster både penge og liv
Hvad jeg derimod ikke forstår er, hvorfor ministeren går på listefødder med at begrænse rygning, dels ved at forbyde den endnu flere steder og ydermere vise dristighed i at begrænse udbredningen af e-cigaretter.
Talsmanden for Bodega 'Den Gule Negl' i At Tænke Sig i Politiken, som ofte protesterer mod lignende indskrænkninger, er et typisk eksempel på den lavt uddannede, som stadig ikke mener, at rygerne i virkeligheden lægger penge i kassen snarere end at koste samfundet med de mange kontakter til sundhedsvæsenet (ATS 9. april).
Den brik har vi for længst taget ud af spillet, for rygning koster ikke alene penge, men også liv.
Kære hr. Sundhedsminister: Var det ikke en idé at lægge en langsigtet plan frem for, hvordan rygning på offentlige steder (også uden dørs!) kunne forbydes. Gerne med en væsentlig prisøgning på røgvarer i mellemtiden. Så skal vi behandlere fortsat tage vare på at differentiere både informations- og behandlingsniveau tilpasset den enkelte patients behov!
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
