Er knoglebrud virkelig noget, man ’slipper med’?

»Han slap med et brækket ben.«

Den formulering har vi vel alle mødt i forbindelse med en trafikulykke eller et fald på et glat fortov.

Men spørgsmålet er, hvilke konsekvenser knoglebrud i virkeligheden har for menneskers arbejdsliv og livsglæde?

Netop dét har en gruppe forskere fra Professionshøjskolen Absalon – inklusiv én af os (Marianne) – undersøgt i et stort forskningsprojekt. Vores resultater er udgivet hér, hér, hér og hér.

I alt fulgte vi 164 patienter med forskellige knoglebrud fra deres indlæggelse og seks måneder frem.

Helt overordnet tegner undersøgelsen et billede af, at konsekvenserne kan være ganske betydelige. Efter seks måneder var det således kun 15 procent af patienterne, der syntes, at de havde det fint.

Samtidig rapporterede hele 28 procent, at de ikke var kommet sig særlig godt, eller ligefrem var kommet sig dårligt.

Da tidsrammen for vores undersøgelse var seks måneder, er det derfor stadig et åbent spørgsmål, hvordan patienterne oplever, at et knoglebrud har ændret deres tilværelse på længere sigt.

Arbejdet kan være en kamp

En ting er dog sikkert: Et knoglebrud kan have stor betydning for patienternes arbejdsliv.

Knap 40 procent fortalte, at de havde problemer med at arbejde – på trods af at de var vendt tilbage på jobbet. Med andre ord kæmpede de med at klare deres arbejde.

Blandt alle deltagere var der efter seks måneder fortsat 36 procent, der var sygemeldte. Særligt patienter med brud på ben og bækken kan opleve betydelige konsekvenser. Når det er tilfældet, har patienterne nemlig længere sygefravær, end hvis det var hænder eller arme, der var brækket.

Skadens alvor viste sig overraskende nok ikke at have betydning for varigheden af sygefraværet. Dét havde derimod arbejdes karakter, idet patienter med et manuelt arbejde var sygemeldt i længere tid end dem med overvejende stillesiddende arbejde.

Her viser det sig, at fleksibiliteten i ens arbejdsopgaver er vigtig for at komme godt tilbage på arbejde. Hvis patienterne til en vis grad selv kunne tilrettelægge deres arbejdsopgaver, var der større sandsynlighed, for at de vendte tilbage til arbejdet inden for to måneder – også selv om arbejdet var manuelt.

Dét tyder på, at arbejdsgiverne spiller en nøglerolle for at understøtte en hurtig tilbagevenden.

Aktivitet bliver til inaktivitet

Knoglebrud påvirker muligheden for at være fysisk aktiv – også når det er arme eller hænder, der er skadet – og over halvdelen, helt præcist 54 procent, af patienterne havde problemer med sport og fritidsaktiviteter efter seks måneder.

Men det ér jo faktisk en mulighed at omlægge sine fysiske aktiviteter til andre former, som kan lade sig gøre på trods af skadens lokalisering. Selv med et brækket ben kan man stadig træne arme, overkrop og det raske ben.

Alligevel var kun 27 procent af patienterne vendt tilbage til deres tidligere fysiske aktivitetsniveau seks måneder efter deres skade.

Det havde ingen betydning, om de før ulykken havde været meget fysisk aktive.

Noget kan således tyde på, at patienterne har behov for vejledning i, hvilken form for fysisk aktivitet de kan og ’må’ deltage i på trods af skaden.

Livskvaliteten smuldrer

Når vi sammenlignede med data fra Den Nationale Sundhedsprofil, kunne vi se, at deltagerne også havde ringere livskvalitet end normalen.

Deltagerne rapporterede betydeligt nedsat helbredsrelateret livskvalitet seks måneder efter ulykken sammenlignet med normalen. Det gælder især for underkategorier som fysisk og mentalt helbred, vitalitet samt social funktion, men ikke generelt helbred.

Ifølge vores undersøgelse var det særligt de yngste patienter mellem 18 og 24 år, der oplevede betydelig forringelse af livskvaliteten sammenlignet med undersøgelsens øvrige aldersgrupper og med Sundhedsprofilens tilsvarende aldersgruppe.

Resultaterne tyder på, at det er en aldersgruppe, der kan have brug for særlig opmærksomhed og hjælp til at bibeholde socialt netværk i forbindelse med et knoglebrud.

Et brud på livets mening

Undersøgelsen viste, at 28 procent havde problemer med at mestre situationen. Dette blev målt ved at spørge om oplevelsen af sammenhæng (på engelsk: sense of coherence).

Oplevelsen af sammenhæng er et udtryk for mestring, det vil sig robusthed overfor livets stress og udfordringer.

Det afspejler dermed en grundlæggende opfattelse af, at tilværelsen er mere eller mindre meningsfuld, håndterbar og begribelig. Oplevelsen af sammenhæng anses for at være stabil fra de unge år og frem og ikke ændre sig væsentligt gennem livet. Men det skete imidlertid for denne gruppe af knoglebrudspatienter.

Vi observerede, at nogle patienter faktisk udviklede en større oplevelse af sammenhæng. Det kan være udtryk for, at de kunne klare mere, end de selv havde troet, hvilket er kendt som ’Survivor’s Pride’.

For andre havde deres skade dog en negativ påvirkning, som kan være udtryk for, at nogle så at sige mistede grebet om tilværelsen.

Det kan hænge sammen med, at forventningerne til forløbet ikke var til at forudsige, noget vi vil komme mere ind på om lidt.

Overraskende nok viste undersøgelsen, at ændringer i oplevelsen af sammenhæng ikke hang sammen med hverken skadens alvor eller lokalisation. Heller ikke alder, køn eller indkomst havde en effekt.

Overoptimistiske patienter

Det mest betydningsfulde fund i undersøgelsen handlede om patienternes forventninger til konsekvenserne af knoglebruddet.

Patienterne var gennemgående alt for optimistiske. De overvurderede, hvor hurtigt de kunne vende tilbage til både arbejde og sport. Samtidig undervurderede de skadens betydning for hverdagslivet samt tidsrammen for at blive helt frisk igen.

Det betyder, at de på et eller andet tidspunkt må se i øjnene, at deres forløb tager længere tid og er vanskeligere at håndtere, end de indledningsvist havde regnet med.

Patienter med knoglebrud er som oftest kun indlagt i ganske få dage, og undersøgelsen tyder på, at informationen om konsekvenserne af et knoglebrud med fordel kan styrkes.

Hvis vi inddrager patienternes egne refleksioner om deres kommende dagligdag på kort og lang sigt, kan det medvirke til at ruste dem til de problemer, der kan vise sig, og hvordan de kan håndteres.

Udenlandske undersøgelser viser i øvrigt, at patienter med knoglebrud på længere sigt har en øget risiko for at udvikle depression og posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD), hvilket blandt andet kan være begrundet i den uforudsigelighed, de efterlades med.

Undersøgelsen har med al tydelighed vist, at knoglebrud har konsekvenser både fysisk, psykisk og socialt. For mange skadede er knoglebrud altså ikke noget, man bare ’slipper med’.