Den første skriftlige beskrivelse af epileptiske anfald stammer fra Mesopotamien, omkring 1.000 år før vor tidsregning.
Siden da er sygdommen blevet omtalt af alle lige fra videnskabsmanden Hippokrates til forfatterne af ‘Heksehammeren‘ – inkvisitionens berygtede og bloddryppende instruktionsbog om hekseri og trolddom.
Fælles for dem alle var selvfølgelig, at ingen havde den fjerneste anelse om, hvad der forårsagede epilepsi. Men de havde imidlertid mange hypoteser og overbevisninger.
Ud fra disse ideer udsprang et forbløffende antal behandlingsformer. Alt fra mærkværdige ritualer – som at servere urin fra sko – til de mest brutale overgreb.
»Forestillinger, der for os forekommer mærkelige, har præget synet på epilepsi gennem vores historie,« skrev forskerne Mia Tuft og Karl Nakken i Tidsskriftet for den norske lægeforening i 2014. I 2019 udgav de bogen: ‘Epilepsi, et vindue ind i hjernen’ .
Underverden, guder – og jinn
Det er måske ikke så overraskende, at netop epilepsi har været genstand for særlig opmærksomhed gennem årene. Det er en sygdom, der er svær at forstå:
En tilsyneladende rask og normal person får pludselig et skræmmende anfald med kramper, bevidsthedstab eller mærkelig adfærd, men personen vender hurtigt tilbage til at være normal igen.
I lang tid troede de fleste, at epilepsi måtte have overnaturlige årsager. I Norge fik undergrunden ofte skylden, mens både guder, djævle og ånder var populære andre steder.
I ‘Malleus Maleficarum’ eller ‘Heksehammeren’, den mest kendte ‘instruktionsbog’ i heksesager fra middelalderen fra 1486, hedder det, at epileptiske anfald er et sikkert tegn på hekseri.
Mange steder i verden eksisterer sådanne myter stadig.
I en undersøgelse blandt lærere og elever i Saudi-Arabien i 2012 svarede halvdelen, at epilepsi kunne være forårsaget af besættelse af jinn – åndevæsener nævnt i Koranen.
Et studie fra Kina i 2019 viste, at en stor del af sundhedspersonalet i landdistrikterne mente, at spiritus kan forårsage epilepsi.
Og ifølge Epilepsy Foundation blev en 80-årig kvinde dræbt i Slovakiet i 2001, fordi en ældre mand troede, hun havde givet hans barnebarn epilepsi gennem troldom.
Åndeuddrivelser og huller i naturen
Når årsagen anses for overnaturlig, er behandlingen i overensstemmelse hermed.
I tidligere tider forsøgte man sig for eksempel med åndeuddrivelser og læsning fra Bibelen, skriver Karl Nakken og Mia Tuft.
Eller man fortog forskellige ritualer. Hvis et barn fik et epileptisk anfald, smed man barnets skjorte på bålet og læset Fadervor, mens tøjet brændte.
Et andet mærkeligt ritual var såkaldt ‘smyging’, som gik ud på at trække patienten gennem et snævert sted i naturen, som eksempelvis et hul i en træstamme eller en åbning mellem to kampesten. Pointen var at slippe af med sygdommen, forklarer Karl Nakken og Mia Tuft.
Borede hul i hovedet
Heldigvis var mange af ritualerne mod epilepsi relativt harmløse, men langt værre behandlingsformer fandtes. Trepaning, for eksempel.
Denne behandling gik slet og ret ud på at bore hul i kraniet, normalt for at frigive onde ånder.
»Kvaksalvere, der hævdede, at de kunne helbrede epilepsi eller sindssyge, lod som om de fjernede en sten efter at have skåret hul i hovedet. De holdt en sten i hånden og viste den frem som bevis bagefter,« fortæller Mia Tuft til forskning.no., Videnskab.dk‘s norske søstersite.
Det er også sandsynligt, at kvinder med epilepsi blev taget for at være hekse og udsat for både tortur og henrettelse.
Kraniepulver på apoteket
Ud over de rent overnaturlige behandlingsformer kom en række metoder fra gråzonen mellem magi og medicin.
Personer med epilepsi fik forskellige naturlægemidler. De kunne være sengeliggende eller få brækmidler og afføringsmidler. Eller blod eller kropsdele fra døde mennesker.
»Det ville for eksempel hjælpe at drikke blodet af en henrettet kriminel eller at spise en pulveriseret hovedskal.«
»Det var angivelig særligt effektivt, hvis kraniet kom fra én, der havde lidt en voldsom død,« ifølge Mia Tuft.
I 1600-tallet solgte apoteker i både Norge og Danmark pulvere og salver, der indeholdt ingredienser fra lig, som skulle hjælpe mod epilepsi.
Klemmer og kemiske stoffer
Ud over 1700-tallet kom oplysningstiden, og folk fik en stærkere tro på videnskaben. Men de nye hypoteser om årsagerne til epilepsi var stadig helt nede på jorden, og de nye behandlingsmetoder ligeså.
Læger forsøgte for eksempel at behandle anfald med klemmer, der skuille reducere blodtilførslen til arme eller ben, der rykkede. Eller til hjernen. Amputation af arme eller ben forekom også.
Derudover testede lægerne en imponerende række af kemiske stoffer, skriver Karl Nakken og Mia Tuft.
Alt fra giftige stoffer som sølvnitrat, fortyndet svovlsyre og arsen, til mere ‘festlige’ stoffer som kokain og cannabis.
Eller som den engelske neurolog Edward Sieveking siges at have udtalt i 1857:
»Der findes næppe et eneste indtageligt stof, som ikke på et eller andet tidspunkt er blevet påstået at virke mod epilepsi.«
Indtil da havde intet virket. Stofferne var i bedste fald harmløse. Men netop dengang – i 1857 – kom der noget, der ville ændre behandlingen af epilepsi for altid:
Den allerførste effektive medicin. En kemisk forbindelse – afprøvet på grund af endnu en bommert af en hypotese.
Skulle fjerne sexlyst
En af de ideer, der herskede i det 19. århundrede, var, at epilepsi skyldtes seksuelle følelser og aktiviteter – især onani.
Tanken var, at det trak blodet væk fra hjernen, skriver Karl Nakken og Mia Tuft i deres bog.
Drenge med epilepsi blev forsøgt behandlet med en slags kyskhedsbælte, der forhindrede dem i at røre ved deres kønsorganer.
Fascinerende nok var det også denne idé, der fik videnskaben til uforvarende at snuble over den allerførste effektive behandling mod epilepsi.
Det var dronning Victorias læge Charles Locock, der var ansvarlig for opdagelsen. Han havde sat sig for at behandle 18 kvinder med såkaldt hysterisk epilepsi, angiveligt epileptiske anfald i forbindelse med menstruation.
Færre anfald – men mange bivirkninger
Charles Lockock havde selv eksperimenteret med stoffet kaliumbromid og observeret, at det gjorde ham impotent, ifølge en artikel i tidsskriftet Neurology.
Så nu var planen at dæmpe sexlysten hos de epileptiske damer. Og ganske rigtigt, det virkede!
Kvinderne oplevede et dramatisk fald i antallet af anfald. Ud over en lang række bivirkninger, som hudproblemer, sløvhed – og nedsat sexlyst.
Noget Charles Locock selvfølgelig tog som bevis på, at det faktisk var sexlysten, der havde forårsaget anfaldene i første omgang.
Sandheden er, at vi stadig ikke er helt sikre på, hvorfor kaliumbromid virkede.
Det står dog klart klart, at det reducerer antallet af epileptiske anfald.
»Ved epilepsi, som er svær at behandle, forsøger man i sjældne tilfælde at behandle med små doser kaliumbromid, hvis anden medicin ikke har virket,« siger Mia Tuft.
Ville sove om natten – opdagede medicin
Kaliumbromid blev hurtigt en hjørnesten i behandlingen.
Bromidsalte blev ofte bagt ind i brød, skriver Erlend Hem i en artikel i Tidsskriftet for den norske lægeforening.
Kaliumbromidbrød blev serveret på Specialhospitalet for Epilepsi helt frem til 1960’erne.
Det skulle dog vise sig, at kaliumbromid kun var det første af flere epilepsilægemidler, som forskere og læger ved et tilfælde faldt over, som eksempelvis sovepillen phenobarbital, opdaget i 1912.
Historien lyder, at psykiateren Alfred Hauptmann boede på etagen over en gruppe patienter med epilepsi og psykiske lidelser, som holdt ham vågen om natten. Heldigvis.
Alfred Hauptmann besluttede at løse sine egne søvnproblemer ved at give sine patienter phenobarbital. Til alles store overraskelse fik epilepsipatienterne det meget bedre. En del slap helt af med deres anfald.
Stoffet blev et meget vigtigt middel mod epilepsi og er stadig i brug mange steder i verden.
Mere viden, men stadig dårlig behandling
I begyndelsen af det 20. århundrede skete der store fremskridt inden for epilepsiforskningen.
Ud over begyndelsen af det 20. århundrede skete der store fremskridt inden for epilepsiforskningen.
Forskere fandt flere effektive lægemidler. Og i 1925 opdagede psykiateren Hans Berger, at det var muligt at måle den elektriske aktivitet i hjernen.
Han opfandt EEG, som gør det muligt at se, at der er forstyrrelser i de elektriske signaler under epileptiske anfald.
Men på trods af disse fremskridt var den dårlige behandling af epilepsipatienter langt fra overstået.
Tværtimod. I store dele af det 20. århundrede bidrog forskningen til fordomme og frygtelig behandling af mange med epilepsi.
Et af de mørkeste kapitler i epilepsiens historie var stadig tilbage. Det kan du læse mere om her.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
