Kløende øjne, løbende næse, en gaffel i ganen og utallige nys. Forår- og sommersæsonen indebærer for nogle den totale høfebertortur.
Mange bruger derfor de seneste pollental til at finde ud af, om det overhovedet kan betale sig at bevæge sig uden for en dør.
Pollental bliver målt efter, hvor meget pollen der er i luften, men en ny metode måler i stedet niveauet af allergener, og det kan komme de høfeber-lidende til gode.
Den nye metode er blevet præsenteret af en gruppe forskere i deres nye studie, der er blevet publiceret i tidsskriftet The Journal of Allergy and Clinical Immunology.
Problemet ved kun at måle pollental er ifølge forskerne, at hvert enkelt pollenkorn kan sprede et forskelligt niveau af allergener fra dag til dag - og det er selve allergenerne, der udløser symptomerne.
Studiet er baseret på en undersøgelse med 93 voksne forsøgsdeltagere, der indrapporterede daglige symptomer og medicinbrug.
Samtidig målte forskerne både pollental og allergental i forbindelse med græsallergi.
Resultatet var, at allergentalene stemte mere overens med symptomerne, som forsøgsdeltagerne meldte ind, sammenlignet med pollentallene.
Det fortæller en af forskerne bag studiet Stephen Till, der er professor i allergi på Guy's and St Thomas' Hospitals and King's College i London.
»Det kan potentielt gøre folk med allergi bedre i stand til at forberede sig på pollensæsonen,« siger Stephen Till til Science Daily.
Forskerne er i øjeblikket i gang med at undersøge, om den nye metode kan gøres til standarden i England.
jso

































