Tendensen går kun en vej: Vi bliver i gennemsnit ældre og ældre på verdensplan.
Det har forbedrede arbejds- og leveforhold samt medicinske fremskridt igennem en årrække sørget for.
Herhjemme har forskerne vist, at vores ekstra leveår i især er 'gode leveår', altså sunde år, og i mindre grad 'dårlige leveår'. Det kan du læse mere om i artiklen Livstilfredshed og alderdom går hånd i hånd i Danmark.
\ 'Gode leveår'
Defineres på baggrund af tre faktorer:
- Andel af middellevetiden med fremragende, vældig godt eller godt selvvurderet helbred
- Andel uden langvarig sygdom
- Andel med godt mentalt helbred
Metoden er udviklet og anvendes af Statens Institut for Folkesundhed (SIF), der siden 1987 har gennemført sundheds- og sygelighedsundersøgelser af den danske befolkning.
Men ikke alle steder går sunde leveår og længere alderdom hånd i hånd. Internationalt set er billedet langt mere uklart.
De forskellige lande måler sund alderdom på forskellige måder, og derfor diskuterer man internationalt, hvilken måde det er bedst at måle sunde eller gode leveår på, når man skal omsætte individuelle historier til statistik.
Videnskab.dk tager dig med bag om forskningen i sunde leveår, så du er klædt på med kritisk sans, næste gang du bliver konfronteret med en national eller international statistik om sundhed og levetid.
To forskningstraditioner indenfor sund alderdom
Herhjemme forskes der blandt andet i alderdom på Center for Sund Aldring på Københavns Universitet.
Forskerne på Center for Sund Aldring undersøger mange forskellige aspekter af alderdommen, og et emne, der får større og større betydning, er, hvordan vi får en successfuld alderdom.
Indenfor dette område skriver Center for Sund Aldring sig grundlæggende ind i en bestemt tradition indenfor aldersforskning. For der er to overordnede og forskellige måder, at gribe emnet an på.
Det mener i hvert fald Sasmita Kusumastuti, som er postdoc ved Institut for Folkesundhedsvidenskab og Center for Sund Aldring på Københavns Universitet.
Sammen med sine kollegaer har hun lavet et oversigtsstudie over forskningen indenfor sund aldring, og det tegner et billede af to forskellige forskningsmetoder. Studiet blev udgivet i det videnskabelige tidsskrift Maturitas i 2016.
»Den ene er den gammeldags tradition, hvor forskere baserer sund alderdom på objektive parametre, såsom om du stadig kan gå, komme op ad trappen og vaske dig, eller om du har eksempelvis kroniske sygdomme eller forhøjet blodtryk,« siger Sasmita Kusumastuti til Videnskab.dk.
»Den anden tradition undersøger, hvordan de ældre føler og oplever tilfredshed med deres helbred og deres liv,« siger hun.
LÆS OGSÅ: Manifest: Få styr på tal og statistik
Den 'nye' tradition
Den sidstnævnte af traditionerne tager således udgangspunkt i de ældres egen subjektive oplevelse af deres helbred, og Sasmita Kusumastuti beskriver den som mere moderne end den såkaldte 'gammeldags' måde.
Den 'nye' måde at måle på tager højde for, at ældre kan have en række sygdomme eller diagnoser, som ikke nødvendigvis begrænser deres evne til at leve et almindeligt liv eller være tilfredse med tilværelsen.
På den måde er der plads til stor forskellighed blandt de ældre.
»Der er mere variation indenfor ældres fysiske tilstand end blandt unge. Alle på 30 kan gå op af en trappe, mens nogle ældre kan klare det, og andre ikke kan, på grund af en tilfældig kombination af genetik, miljø og skader,« fortæller Sasmita Kusumastuti.
Eurostat benytter den nye metode
En af de store organisationer, som overvåger europæernes sundhedstilstand er Eurostat. De hører under EU, og analyserer data om og udgiver store statusopgørelser over en række emner, der har med EU-borgeres liv og levned at gøre, herunder vores sundhedstilstand. Eksempelvis har de fokus på ældres sundhed i denne præsentation.
Eurostat bruger den nye måde til at måle med, hvilket betyder, at de ældre selv vurderer, hvordan de opfatter deres sundhedsniveau mentalt og fysisk via standardiserede spørgeskemaundersøgelser.
»Eurostat har en model, de kalder ‘European Minimum Health Model’. Den indeholder tre generelle spørgsmål, der dækker tre forskellige aspekter af sundhed: Selvvurderet helbred, selvrapoprtering af langvarig sygdom og af aktivitetsbegrænsninger ved langvarig sygdom,« fortæller Bernard Jeune, der er lektor emeritus ved Epidemiologi, Biostatistik og Biodemografi på Syddansk Universitet, til Videnskab.dk.
Han fortæller, at det er det første og det sidste af de tre spørgsmål, som er vigtigst. Det midsterste, selvrapportering af lanvarig sygdom, afhænger nemlig ofte af, hvornår man får sygdomsdiagnosen.
»Da diagnosticeringen finder sted tidligere i dag end før, vil ældre tilsyneladende have haft langvarig sygdom i flere år end tidligere, men uden at det har ført til længerevarende aktivitetsbegrænsninger end tidligere,« siger Bernard Jeune.
Med de faste spørgsmål er dataindsamlingen meget standadiseret, men hvert land står selv for at indsamle data, og det gør de enten via postomdelt spørgeskema, telefoninterview eller ansigt til ansigt med en repræsentativ gruppe af borgere - i dette tilfælde ældre.
LÆS OGSÅ: Guide: 8 spørgsmål du bør stille til statistik
Forskningsprojektet CHALLENGE stod i april 2019 bag arrangementet Smart Aldring. Både projektet og arrangementet var støttet af Novo Nordisk Fonden.
Videnskab.dk var arrangementets mediepartner og satte i den forbindelse fokus på aldring og sundhedsdata.
Læs mere i artiklen 'Tør du dele dine data med forskerne?'
Læs også artiklerne Tør du dele dine data med forskerne? samt Løbeure og skridttællere hitter: Her er fordelene og faldgruberne ved selvmåling
Kulturforskelle udfordrer den nye metode
Sasmita Kusumastuti har fremhævet fordelene ved den nye metode, hvor man beder de ældre selv om at vurdere deres eget helbred, og hvad de kan og ikke kan.
Men metoden er ikke fejlfri, mener Bernard Jeune. Han peger på kulturforskelle som en udfordring for selvrapportering.
»Svarkategorierne på spørgsmålene om selvvurderet helbred kan eksempelvis være navngivet forskelligt. I USA hedder den bedste svarmulighed eksempelvis ‘excellent’, og i Europa kaldes den ‘meget godt’,« fortæller Bernard Jeune.
Her bliver det centralt, om folk forstår det samme ved ‘excellent’ som ved ‘meget godt’ i forskellige lande.
Oveni kommer også udfordringen med, at folk fra forskellige kulturer, både internt i et land og på globalt plan, ikke altid forstår det samme ved svarkategorier som ‘meget godt’, og at nogle grupper vil have tendens til at vurdere sig selv mere positivt end andre, selvom de ikke har det bedre, påpeger Bernard Jeune.
»Selvom man bruger de samme måleinstrumenter, så kan forskelle i svarkategorier og den måde, man indsamler data på, give forskellige resultater, selvom der faktisk ikke er forskelle,« fortæller Bernard Jeune.
»Eller man kan få de næsten samme resultater, selvom der faktisk er forskelle. Hertil kommer, at deltagelsesprocenterne ofte varierer meget fra land til land og fra år til år,« siger han.
Det gør det svært at sammenligne på tværs af grænser og over tid.
Den gammeldags metode fokuserer på fysisk formåen fremfor mental sundhed
Den førstnævnte metode, som ifølge Sasmita Kusumastuti kan kan kaldes den ‘gammeldags’ metode, går helt tilbage til 1902, og er især udbredt i USA og Asien, selvom den også er at finde i Europa.
Det grundlæggende princip bag metoden er, at et panel af forskere definerer en række kriterier for en sund og god alderdom. De definerer eksempelvis, hvilken funktionsnedsættelse bestemte sygdomme og kroniske tilstande medfører, selvom dette kan variere betydeligt hos den enkelte ældre.
Især før i tiden rummede den 'gammeldags' metode også en udpræget tendens til udelukkende at fokusere på den fysiske formåen fremfor det mentale velbefindende, fortæller Sasmita Kusumastuti.
Men siden er metoden blevet videreudviklet, så den nu også handler om, hvorvidt den ældre kan varetage sin egen økonomi samt selv kan lave mad og skabe sociale relationer.
Både Sasmita Kusumastuti og Bernard Jeune mener dog, at den gammeldags metodes objektive målinger af ældres funktionskapacitet, eksempelvis målinger af gribestyrke, ganghastighed eller kognitive funktioner, er ligeså vigtige som den nye metode med selvvurderede og selvrapporterede målinger.
De to metoder komplementerer hinanden, i vurderingen af hvad de ældre oplever og kan.
LÆS OGSÅ: Sådan sjusker forskere med statistik
WHO bruger den 'gammeldags' metode
Udover Eurostat er Verdenssundhedsorganisationen (WHO) også en markant organisation indenfor indsamling og analyse af sundhedsdata.
WHO udgiver årligt en statusrapport på verdensbefolkningens sundhedstilstand og udgav derudover deres første rapport med specielt fokus på alderdom og sundhed i 2015.
Der er dog en del kritikere af WHO’s måde at indsamle data, fordi WHO primært bruger den ‘gammeldags’ metode, som ikke inddrager ældres egen opfattelse af deres helbred.
»I en WHO-rapport fra 2015 diskuterer organisationen også selv, at deres måleinstrumenter ikke er helt dækkende,« siger Bernard Jeune.
Kritikken fra forskerne kan sammenfattes i tre punkter:
- WHO måler ikke på ældres egen opfattelse af helbred
- WHO tager ikke i tilstrækkelig grad højde for funktionsevne
- WHO beregner ‘år tabt til sygdom’ skævt
Måler ikke på ældres egen opfattelse af helbred
Selvom WHO er en stor kilde til informationer om sundhedstilstande globalt, så er det et problem, at WHO ikke måler på befolkningernes selvrapporterede sundhedstilstand og ikke foretager objektive målinger af hver enkelte ældres funktionsevne, eksempelvis gribestyrke eller ganghastighed, mener Bernard Jeune.
»Hos WHO har de et panel af eksperter, der definerer, hvilken påvirkning en given sygdom har på en persons funktionsevne, selvom denne kan variere meget fra person til person,« siger han.
Det betyder blandt andet, at hvis man har en langvarig sygdom, men er i behandling og ellers lever godt, så fremgår man stadig som syg, i den grad som ekspertpanelet nu har bestemt.
Sasmita Kusumastuti er enig i kritikken.
»Måske kan du som ældre ikke længere gå op ad en trappe, men du kan stadig lave leve uafhængigt af andre hjælp, og måske er det det, der er vigtigst for dig. Måske er din definition på en succesfuld alderdom, at du stadig kan leve uafhængigt af andre og være sammen med familien,« siger hun.
Det er jo ikke sikkert, at WHO-forskernes definition af sund aldring stemmer overens med den ældres egen definition, påpeger Sasmita Kusumastuti.
LÆS OGSÅ: Statistiske faldgruber: Derfor er det afgørende at fortælle, hvad man vil undersøge
WHO's metode tager ikke højde for folks funktionsevne
Bernard Jeune ser problemet med WHO’s målemetode således:
»WHO-traditionen siger ikke noget om folks faktiske funktionsevne - kun om sygdomsbyrden (hvordan en lang række sygdomme/diagnoser belaster danskernes sundhed og sundhedssystemet, red.),« siger han.
En persons funktionsevne har betydning for, hvor længe man lever, og hvor længe man kan klare sig uden hjælp. Begrænset funktionsevne kan eksempelvis betyde, at man har svært ved daglige aktiviteter som at tage tøj på, gå i bad og købe ind.
Det er dog ikke nødvendigvis sådan, at bare fordi man er syg, så er man også begrænset af sygdommen og ude af stand til at klare sig uden hjælp. Det tager WHO ikke i tilstrækkelig grad højde for, påpeger Bernard Jeune.
Fortvivl ej - nu er du bedre klædt på
Nu tænker du måske: Men hvad skal jeg så overhovedet stole på, hvis der er fejl og mangler ved både den ene og den anden måde at måle sunde eller gode leveår? Burde man ikke bare droppe at måle på det?
Bare rolig, så slemt er det altså ikke.
Sasmita Kusumastuti mener, at WHO er begyndt at bevæge sig væk fra de rigide definitioner af sund aldring og i højere grad bestræber sig på at følge de subjektive principper.
Derudover er WHO stadig en vigtig statistisk kilde til oplysninger om levetid og sygdomsbyrde, som man, trods kritikken, ikke skal afskrive, påpeger Bernard Jeune.
»Man kan i høj grad bruge WHO’s statistikker om levetid til for eksempel at sammenligne høj- og lavindkomstlande, men jeg mener ikke, at deres data er tilstrækkeligt gode til at sige noget om udviklingen indenfor sund aldring,« siger Bernard Jeune.
Pointen, der står tilbage, er altså, at hvis man forholder sig kritisk overfor statistikker, der behandler gode og sunde leveår, og er opmærksom på, at det kan være svært at sammenligne fra land til land, så er man godt klædt på til at bruge informationerne.
\ WHO optæller antal tabte leveår skævt
WHO har opfundet en metode til at beregne sund aldring via en beregningsmodel, de kalder HALE (Healthy Life Expectancy-model).
Modellen vejer sygdom og funktionsnedsættelse op imod sundhed og beregner på den måde det antal år, man kan forvente at have et godt helbred.
Eller sagt på en anden måde: WHO bruger HALE til at beregne, hvor stor en del af de ekstra år, der gradvist bliver føjet til vores liv i takt med den højere og højere levealder, men som ‘går tabt’ på grund af følgende problemer forbundet med kronisk sygdom.
Men Sasmita Kusumastuti og Bernard Jeune mener dog ikke, at årene nødvendigvis er ‘gået tabt’, fordi man har en af ovenstående sygdomme.
»WHO’s definition af sundhed er ret bred og forsøger at favne mange aspekter, men jeg mener stadig, at de overordnet definerer sundhed objektivt. Vi bør hellere lytte til de ældre end selv at drage konklusionerne,« siger Sasmita Kusumastuti.
Om et leveår er ‘gået tabt’ afhænger ikke kun af, om man har fået en sygdomsdiagnose, men også af, hvordan man lever med diagnosen, mener de to forskere.
LÆS OGSÅ: Ældre frygter livet mere end døden
‘Disability paradokset’
En anden grund til, at vi ikke uden videre bør tro, at livet er gået tabt for de ældre, der rammes af sygdom, er det såkaldte ‘disability paradoks’.
‘Disability paradokset’ er tendensen til, at folk, der lever med alvorlige og kroniske handicap alligevel ofte angiver at have en høj livskvalitet, til trods for at de, i de fleste udenforståendes øjne, lever en trist tilværelse.
Denne tendens er første gang dokumenteret af forskere i 1999 i tidsskriftet Social Science and Medicine.
Siden er det blevet fundet i flere studier, eksempelvis dette schweiziske studie fra 2012, udgivet i det videnskabelige tidsskrift BMC Public Health.
