Kræft har vi kendt til længe, men årsagen til, hvordan den kan opstå, går ikke mere end nogle få årtier tilbage. Jeg taler ikke her om de udløsende årsager, hvoraf nogle er særdeles velkendte, så som radioaktiv stråling og cigaretrøg, men om det, som på gen-niveau fører til den abnorme vækst.
Der skulle en deltidsansat mor med interesse for Downs syndrom (mongolisme) til for at en af de allervæsentligste mekanismer blev afsløret.
Mens hun var med sin mand, som også var læge, på et sabbat ophold i Oxford i 1960'erne fattede lægen Janet Rowley fra Chicago interesse for at undersøge de kromosomer, som indeholder DNA, det molekyle, som Watson og Crick kun 10 år forinden havde fundet at indeholde vores genetiske kode.
Hun sagde ofte selv, at det ikke var 'rocket science', hun udførte ved at se på kromosomer i sit mikroskop, men det var det nu nok alligevel den gang, for det krævede ganske specielle farvemetoder at se de bånd på kromosomerne, som man lige havde fundet ud af at kunne bruges til at kende dem fra hinanden med.
Janet opdagede den såkaldte balancerede translokation
Da ægteparret kom hjem til Chicago var Janets (når man havde mødt hende én gang, var man på fornavn med hende) lønkrav til universitetet på niveau med en babysitters, for det var nemlig en sådan, hun manglede.
Hun fik en, men alligevel fortsatte hun også sit arbejde hjemme på spisebordet, hvor billeder af kromosomer blev klippet ud, og hvor dem fra normale blev sammenlignet med leukæmipatienters.
Børnene fik at vide, at de ikke måtte nyse, hvis de lavede lektier ved siden af hende, og under sådan en session fandt hun hos en patient, at det, som var på et abnormt kromosom nummer 8 stammede fra nummer 21. Ydermere at det manglende fra nummer 8 var 'flyttet' til nummer 21.
Hun havde opdaget den såkaldte balancerede translokation, nemlig det at der kan ske en ombytning af materiale mellem kromosomer uden at der går genmateriale tabt i processen.
Hun fandt Rosetta stenen for kræftforandringer
Kort efter fandt hun adskillige andre lignende ombytninger (men med andre kromosomer) ved andre former for leukæmi, og i dag ved vi, at der er mindst 70 af disse, ikke alene ved leukæmi, men også andre kræftformer. For de flestes vedkommende kommer gener, som er fremmede for hinanden til at sidde tæt sammen, og vi kender nu i detaljer, hvilke syge enzymer og proteiner, de der koder for.
Det er blevet sagt, at hun fandt Rosetta stenen for kræftforandringer. Fundet var en i hvert fald et aha-øjeblik for mange, og i sin yderste konsekvens har det betydet, at vi kræftlæger til vores rådighed nu har adskillige effektive lægemidler, som er rettet imod de abnorme proteiner og enzymer.
Det er med andre ord forløberen for personlig kræftbehandling, vel at mærke uden den kemoterapi, som rammer alt for bredt og derfor har for mange bivirkninger.
Janet var både 'rock star' og den moderne genetiks moder
Selvfølgelig blev Janet heltidsansat professor ved Chicago universitetet. Hun fik adskillige tilnavne: New York Times kaldte hende den moderne genetiks moder, en anden avis kaldte hende en rock star, hvilket skulle betyde, at hendes berømmelse var enestående blandt forskere. Begge dele er rigtigt.
Hun blev - med rette – beskyldt for at være for ydmyg over for sin indsats. Hun sagde også, at hun ikke havde lavet betydningsfuld forskning før hun blev 50. Det sidste kan nok være, men så tog det til gengæld også fart. Hun blev ofte citeret for at råde unge forskere til at forfølge det usædvanlige, og hun var i det hele taget en mentor for mange.
For undertegnede, som mødte hende ved adskillige lejligheder, havde hun altid et godt råd til overs, vel at mærke efter jeg havde fortalt om mine nyeste eksperimenter. Jeg har aldrig selv set på kromosomer, men nærmet mig leukæmiens gåde andre steder fra.
Hun er den højest dekorerede forsker i USA
Janet var interesseret i alle vinkler, og da jeg mødte hende sidste gang i oktober i år i hendes hjem i Chicago i cykelafstand fra Universitet (hun cyklede på arbejde indtil for et år siden), havde hun også et par rå kommentarer til vore seneste observationer ved en af de sygdomme, hun afdækkede baggrunden for. Hun havde selv kræft, og selvfølgelig undersøgte hendes unge forskere svulsten.
Janet Rowley døde den 17. december i sit hjem, 88 år gammel. Hun er den højst dekorerede forsker i USA (blandt med The Presidential Medal of Freedom, se billedet), men Nobel prisen nåede hun ikke.
Vi var mange, der hver på vores måde indstillede hende til den. Selv skrev jeg blandt andet en uformel mail til et af medlemmerne i komiteen om, at man »ikke skulle lave en Astrid Lindgren på Janet.«
Det er så sket nu – desværre.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
