Akupunktøren bag et nyt studie hævder, at resultatet viser, akupunktur kan gavne småbørn med astma. Problemet er bare, at studiet, ifølge danske forskere, indeholder så mange fejlkilder, at man ikke kan konkludere noget som helst på resultaterne.
Gert Karlson, der selv er praktiserende akupunktør, har netop fået studiet udgivet i et tidsskrift om alternativ medicin. Han mener selv, at studiet påviser en effekt.
»Efter 3 måneder havde de børn, der havde modtaget akupunkturbehandling, det signifikant bedre, end de, der ikke fik behandlingen,« fortæller Gert Karlson, der selv er akupunktør og har stået bag studiet.
Hans Bisgaard og Klaus Bønnelykke fra Dansk BørneAstma Center, mener dog ikke, at man kan drage den konklusion ud fra studiets resultater.
»Der er ikke brugt de rigtige videnskabelige metoder i studiet, og derfor kan man ikke konkludere noget ud fra resultaterne,« lyder meldingen fra Hans Bisgaard, der er leder af Dansk BørneAstma Center.
Seniorforsker Klaus Bønnelykke er enig:
»Der er rigtig mange fejlkilder i studiet, og derfor er det meget begrænset, hvad man kan bruge det til. Man kan ikke konkludere noget ud fra det, og man kan i hvert fald ikke anbefale noget ud fra det. Det egner sig ikke til at komme i pressen, fordi mange fejlagtigt vil tro, at det beviser en effekt af akupunktur mod astma,« mener Klaus Bønnelykke.
Men vi har valgt at tage det med alligevel. For hvordan gennemskuer man egentlig et videnskabeligt studie, og hvilke metoder skal man benytte sig af, for at man kan konkludere noget?
Det kigger Videnskab.dk nærmere på.
Ingen placebobehandling i forsøget
Normalt opdeler man forsøgspersoner i to grupper:
- Den ene gruppe får den behandling, man gerne vil afprøve
- Den anden gruppe modtager en placebobehandling, der ikke i sig selv har nogen effekt
Det gør man for at sikre, at effekten af den behandling, man tester, rent faktisk skyldes selve behandlingen og ikke nogle andre omstændigheder.
Læs også: Vi har placebo-effekten på rygmarven
I Gert Karlsons studie har forsøgspersonerne været delt op i to grupper: En interventionsgruppe der modtog akupunkturbehandlinger, og en kontrolgruppe, der ikke gjorde. Kontrolgruppen modtog ikke nogen placebobehandling.
Ifølge Klaus Bønnelykke er den manglende placebobehandling klart den største fejlkilde i studiet.
»Uden placebobehandling af kontrolgruppen kan man ikke vide, om akupunkturen har en effekt i sig selv, eller om det er en placeboeffekt. For eksempel er det sandsynligt, at forældrene til de børn, der fik akupunktur, i højere grad syntes, der var en bedring i symptomerne, fordi de vidste, at barnet havde fået akupunktur,« forklarer Klaus Bønnelykke.
Studiets resultater er baseret på spørgeskemaer, som forældrene skulle svare på, og derfor mener Klaus Bønnelykke, at det er vigtigt, at de to grupper forældre har haft lige vilkår at bedømme ud fra.
\ Fakta
Forsøget kort De 26 børn i interventionsgruppen modtog 10 akupunkturbehandlinger i løbet af tre måneder, hvorefter de blev observeret i otte måneder. Kontrolgruppen modtog ingen behandlinger. Forældrene til begge børnegrupper skulle udfylde 2-ugers dagbøger før behandlingen, efter tre måneders behandling og efter hele observationsperioden. Studiets resultater viste en forbedring hos både den gruppe, der modtog behandling, og hos den gruppe, som ingen behandling fik. Forbedringen var dog større hos den førstnævnte gruppe efter tre måneder, men den varede ikke ved, da forløbet var slut.
»Man kan også forestille sig, at de forældre, der svarede på spørgeskemaet, især var de forældre, der oplevede en effekt af behandlingen og derfor synes, det var vigtigt at svare. Sådanne fejkilder er set i mange tidligere undersøgelser uden placebo-behandling,« tilføjer han.
Gert Karlson er dog ikke enig i, at han kunne have foretaget placebo-behandling indenfor akupunktur.
»Akupunktøren vil aldrig være i tvivl om, hvilken behandling, der gives, og placebo-gruppen vil falde fra, når de opdager at behandlingen er virkningsløs, derudover kan man ikke lave en 'snyde-behandling', da andre akupunkturpunkter også har en effekt,« siger han.
Forældrene skulle vurdere effekten
Studiet omhandler småbørn i alderen seks måneder til seks år, og her kan man ikke rigtigt teste akupunkturens virkning på astma rent fysiologisk. Derfor fik forældrene til opgave at udfylde dagbøger ad tre omgange om, hvordan barnet havde det før behandlingerne, under behandlingerne og 8 måneder efter behandlingerne.
»De helt små kan ikke blæse i de instrumenter, man ellers bruger, og det ville være noget rod at gøre det med nogle og ikke med andre,« forklarer Gert Karlson.
Her er Klaus Bønnelykke enig, men han mener dog stadig, at der er et par ting, man burde have taget højde for.
»Forældrenes oplevelse af symptomerne og beslutning om brug af astma-medicin er subjektiv, og derfor burde man have gjort det sådan, at de ikke vidste, om deres barn fik behandling eller ej, for bare det, at de ved, der bliver gjort noget, kan have en indflydelse på deres svar. Måske kunne man have sat en skærm op under behandlingerne, så de ikke kunne vide, om deres barn reelt fik en behandling,« siger Klaus Bønnelykke.
Derudover mener han, at der er et for stort spring i aldersgruppen. Den astma, som børn mellem seks måneder og tre år lider af, er nemlig anderledes end den fra tre til seks år.
For lille forsøgsgruppe
Oprindeligt var der 122 børn med i studiet, men efterhånden, som det skred frem, faldt flere og flere fra. Det endte med, at der kun var 52 børn, der havde gennemført hele forløbet: 26 børn i interventionsgruppen og 26 børn i kontrolgruppen.
»Når man tager de andre fejlkilder i betragtning, så mener jeg ikke, at der er nok forsøgspersoner med i studiet,« siger Klaus Bønnelykke.
Gert Karlson forklarer det med, at der var flere forsøgsdeltagere, der fik det bedre, og derfor så de ikke nogen grund til at fortsætte med behandlingerne.
Men er det så videnskab?
Selvom man måske ikke kan konkludere noget ud fra studiet, så mener Klaus Bønnelykke stadig, at det skal betragtes som videnskab.
»Det kan godt være, at man ikke kan anbefale noget ud fra studiet, men der er jo stadig en hypotese, som hverken er blevet bekræftet eller afkræftet. Det kræver dog, at man laver flere studier med færre fejlkilder, hvis man vil kunne konkludere noget,« slutter Klaus Bønnelykke.
Efter artiklens offentliggørelse har Pressenævnet udtalt kritik af Videnskab.dk for, at ovenstående artikel lå publiceret i flere timer på sitet, uden at Gert Karlson havde haft mulighed for som lovet at tjekke sine citater og svare på kritikken.
\ Kilder
- Klaus Bønnelykkes profil (Dansk BørneAstma Center)
- Hans Bisgaards profil (Dansk BørneAstma Center)
- Gert Karlsons klinik
- Acupuncture in Asthmatic Children: A Prospective, Randomized, Controlled Clinical Trial of Efficacy, Gert Karlson (kræver betaling)
- Resumé af den videnskabelige artikel fra det digitale bibliotek Scribd

































