De ord, der står i denne artikel, er ikke et bevidst valg. De er besluttet på forhånd. Længe inden fingrene er placeret på de relevante taster, har impulser i hjernen arbejdet på højtryk med at beslutte, hvad der skal stå.
»Sat på spidsen er det, det som foregår,« siger hjerneforsker Thomas Z. Ramsøy fra Copenhagen Business School, CBS.
»Nogle går så langt som til at sige, at det er en illusion, at vi har en fri vilje og langt hen ad vejen har de ret,« siger han.
Neurofysiologen Benjamin Libet opdagede først effekten i 80’erne og siden har flere forsøg vist, at der er impulser i hjernen forud for beslutninger.
I 2008 viste et forsøg offentliggjort i Nature, at der var aktivitet i hjernen 8 sekunder inden forsøgspersonerne besluttede, om de ville trykke på en knap med venstre eller højre hånd.
Det tolker hjerneforskere til, at når forsøgspersonen beslutter, hvilken hånd han eller hun vil trykke på knappen med, så er beslutningen allerede truffet ubevidst af hjernen.
Ved at måle hjernens aktivitet kunne forskerne forudse, hvilken hånd forsøgspersonerne ville bruge til at trykke på knappen. Forskerne viste altså, hvilken hånd personen ville bruge.
Dermed er beslutningen truffet på forhånd, og vi har ikke selv en fri vilje. Men hvis vi ikke har en fri vilje, hvordan kan vi så stilles til ansvar for noget som helst i vores liv?
Troen på fri vilje
Det spørgsmål forsøger Shaun Nichols, der kalder sig eksperimenterende filosof, at besvare i tidsskriftet Science.
Han har undersøgt, om vi dybest set betragter verden som deterministisk, altså at alt er et resultat af foregående handlinger, eller om vi tror på fri vilje.
Derfor har han spurgt tre-årige børn i fire verdensdele, om en bold, der ruller ned ad en sliske, kunne have gjort noget andet end at rulle ned. Det svarer de samstemmende nej til.
Men når han spørger om en hånd, der tager bolden op af en kasse, kunne have gjort noget andet, så svarer de ligeså samstemmende ja.
Det mener Nichols betyder, at vi har en grundlæggende universel tro på den fri vilje.
Det er væsentligt.
For et andet eksperiment, der netop er offentliggjort, viser, at når folk bliver konfronteret med de fakta, hjerneforskerne har opdaget, om at hjernen træffer vores beslutninger på forhånd, så opfører de sig langt mere tøjlesløst.
Hvis alt er givet på forhånd, og vi alligevel ikke kan gøre fra eller til, så gør vi os ikke umage, og vi snyder mere end kontrolgruppen, der ikke er orienteret om den nyeste hjerneforskning.
»Hvis vi ikke troede på fri vilje, så ville vores politiske og sociale verden bryde sammen. Man kan godt lave en naturvidenskabelig konstatering af, at vi ikke har fri vilje. Men vi kan ikke acceptere det,« som filosoffen Arno Victor Nielsen siger.
Og Shaun Nichols andet forsøg tyder på, at Arno Victor Nielsens synspunkt er lige så universelt som troen på fri vilje.
Her bad Nichols voksne forsøgspersoner fra forskellige verdensdele om at forestille sig et udelukkende deterministisk univers, hvor alt var styret af tidligere begivenheder, og mennesket derfor ikke besidder fri vilje.
Når Nichols spurgte, om personen X selv var ansvarlig for, at han tog en blå trøje på, eller personen Y var ansvarlig for, at han endnu engang snød i skat, så svarede forsøgspersonerne nej.
De mente, at i et univers, hvor man ikke selv har indflydelse på sine handlinger, kan man heller ikke stå til regnskab for sine handlinger.
Ansvar for skæbnen
Men når Nichols spurgte om en mand, der havde besluttet sig for at få hele sin familie dræbt, for at kunne leve sammen med sin elskerinde, var ansvarlig for sine handlinger, så mente flertallet af forsøgspersonerne pludselig, at manden var ansvarlig for sin families død.
Det vil sige, at hvis beslutningerne ikke som sådan var samfunds- eller mennesketruende og dermed acceptable, så kunne forsøgspersonerne fastholde en konsistens i tankerækken.
Men når det drejede sig om udslettelse af en hel familie for egen vindings skyld, så forlod de det deterministiske univers og tillagde personen en fri vilje, som gjorde ham ansvarlig for sine handlinger.
Men hvorfor?
Principielt var alle tre personers handlinger styret af tidligere begivenheder, der førte frem til det øjeblik, hvor beslutningerne om en blå trøje, skattesnyd og mord blev truffet.
»Spørgsmålet er, hvordan vi forliger os med vores normale forståelse af kausalitet, med denne intuition vi har om at vores beslutninger ikke bare er resultatet af kausale begivenheder. Umiddelbart udelukket det ene det andet. Enten tror vi, at vi har en fri vilje, eller også tror vi, at alle begivenheder er konsekvensen af tidligere begivenheder,« siger Nichols.
Ifølge Nichols er forklaringen, at vi mentalt tror på et enten-eller, men i hjertet tror på et både-og.
Verden er ikke enten deterministisk eller styret af fri vilje. Den er i stedet begge dele.
Den forståelse kaldes kombatilisme og starter hos filosoffen Schopenhauer. Den siger, at vi har et valg, men vi træffer aldrig andet end det rigtige valg.
Dermed kan vi både leve i en deterministisk verden, hvor alt er tilrettelagt på forhånd og samtidig vælge.
Men Arno Victor Nielsen mener, at det hele dybest set er noget sludder.
»Schopenhauers tanker giver ikke meget fri vilje på et individuelt plan, og man kan sagtens forestille sig, at vi rent naturvidenskabeligt kan beskrive verden som deterministisk som gen- og hjerneforskning antyder. Men det har ingen betydning for vores socialitet. For det er ikke konkurrerende virkeligheder. Vi kan ikke nå ind til en absolut sand virkelighed. I stedet konstruerer vi virkeligheder, og de afhænger af dem, der konstruerer dem. Hvis man kun har en hammer, ser man kun søm,« siger Arno Victor Nielsen.
Kvinden han fravalgte
Heller ikke Torben E. Andreasen fra filosofi på Århus Universitet giver meget for den virkelighed, hjerneforskerne viser os eksisterer.
Han mener, at når hjerneforskerne registrerer de impulser i hjernen, der går forud for beslutninger, så er det netop impulser og ikke beslutninger, de måler.
»Hjerneforskerne siger, at den fri vilje er som det skum, der er på toppen af bølger. Vi kan ikke forhindre bølgerne i at slå ind over stranden. Men dermed gør man alt til kausalitet. Jeg kan ikke træffe valg, for hjernen har truffet dem på forhånd. Hvis kemien i min hjerne er tiltrukket af en kvinde, så går jeg med hende hjem. Men jeg kan vælge at lade være. Jeg er gift og ønsker ikke at være min kone utro, så jeg trodser min hjernes kemi ved at fravælge kvinden,« siger Torben E. Andreasen.
Han fortæller, at forsøg med munke, der kommer i dyb trancetilstand, viser, at de ikke føler smerte, selv om hjernen registrer smerte.
»Man kan ikke slutte, at fordi jeg er i en tilstand med smerte, så føler jeg også smerte. Man kan heller ikke slutte, at fordi der foregår nogle processor i hjernen, så træffer den en beslutning. Man kan kun slutte, at der foregår nogle processor i hjernen,« siger Torben E. Andreasen.
