Det er ikke alle dyr, der har en hjerne, men selv de, der ikke har en hjerne, kan tilsyneladende lære.
I et nyt studie, der er blevet publiceret i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences, har en gruppe forskere undersøgt nældecelledyr, der blandt andet tæller arter som søanemoner og gopler.
I et eksperiment med elektricitet og lys kunne forskerne, der er fra University of Fribourg i Schweiz og University of Barcelona i Spanien, observere, at en art søanemone (Nematostella vectensis) var i stand til at lære overraskende godt uden en hjerne.
Forskerne foretog to forskellige eksperimenter. I det ene blev en gruppe søanemoner udsat for strøm og lys samtidigt, og i det andet kom det forskudt.
Når forskerne gav søanemonerne et lille elektrisk stød, trak de deres tentakler til sig.
De dyr, der havde oplevet stød og lys samtidig, reagerede efterfølgende på lys af sig selv 72 procent af tiden. De, der havde oplevet det forskudt, reagerede kun på lyset 30 procent af tiden.
Søanemonerne havde altså lært, at der var en sammenhæng mellem det elektriske stød og lyset.
Forskerne konkluderer derfor i studiet, at søanemonerne er i stand til at lære, og at det må hænge sammen med deres nervesystem, nu når de ikke er i besiddelse af en hjerne.
»Det her er, hvad der kaldes associativ læring, og er et bevis på, at selv dyr uden hjerner er i stand til at udvise kompleks opførsel takket være deres nervesystem,« siger Simon Sprecher, der er neurobiolog og en af forfatterne bag studiet, til ScienceAlert.
Hvad der sker i deres nervesystem, og hvordan hukommelse kan eksistere i organismer uden hjerne, skal fremtidig forskning være med til at undersøge.

jso

































