Dine tænder kan få dig uretfærdigt dømt for mord

I december 1957 blev en norsk kvinde, Rigmor Johnsen, fundet død i et nedbrændt hus. Nærmere undersøgelser viste, at kvinden formentlig havde været udsat for voldtægt. Hun havde syv tandmærker rundt om den ene brystvorte.

Bidmærket blev brugt som fældende bevis for, at det var en mand ved navn Fredrik Torgersen, der havde begået forbrydelsen.

I løbet af de næste 50 år rullede sagen frem og tilbage mellem hænderne på forskellige tandlæger. I 2001 havde fem tandlæger erklæret, at mærkerne definitivt stammede fra Torgersen – fire andre mente det modsatte.

I 2006 blev en genåbning af sagen afvist, da de oprindelige beviser var bortkommet, men da havde Fredrik Torgersen nået at afsone sin dom på 14 år. Om bidmærket var hans, vil formentlig aldrig blive opklaret – sikkert er det til gengæld, at tandlægerne ikke var i nærheden af at nå til enighed.

Sagen er langt fra enestående. Til gengæld er dens lige forhåbentlig en saga blot.

»Vi har manglet metoder til at vurdere bidspor«

»Der har været meget opmærksomhed på de her sager i udlandet, hvor såkaldte eksperter, specielt i USA, har været inddraget i retssager og ikke har holdt sig tilbage med at komme med deres uvidenskabelige og meget personlige mening. Det har ulykkeligvis ført til nogle lemfældige domfældelser gennem tiden, hvilket gennem de senere år er blevet fremhævet i oversigtsartikler i videnskabelige fagtidsskrifter.«

Ordene er Dorthe Bindslevs, Danmarks første adjungerede professor i retsodontologi.

En retsodontolog er en specialuddannet tandlæge, som for eksempel arbejder med at identificere ofre efter ulykker. Arbejdet kan også bestå i at analysere bidmærker og ikke mindst deres ejermænd – og det er netop et af de hjørner, Dorthe Bindslevs forskning skal koncentrere sig om i de kommende år.

»Når jeg har fundet det oplagt at arbejde med bidmærkeproblematikken, er det inspireret af konkrete sager, hvor vi i den grad har manglet metoder til at imødekomme de spørgsmål, vi som retsodontologer kan blive stillet i relation til spor, der kan stamme fra bid.«

Har været tandlæge for Grauballemanden og 'Dronning Gunhild'

Dorthe Bindslev har arbejdet med tænder i over 30 år. Hun ligner uskyldigheden selv, som hun sidder der på sit kontor på Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet, iført en ulden trøje med høj hals, dekoreret med store, farverige blomster, en løs knold i nakken og et varmt smil.

Hun byder på kaffe og chokolade fra det hemmelige slikskab (for hvis en tandlæge ikke skulle kunne håndtere 'sådan noget' rigtigt, hvem skulle så?)

Men lad dig ikke narre; Dorthe Bindslev har set flere menneskeskæbner, end de fleste af os nogensinde kommer til.

Som en del af Rigspolitiets såkaldte 'identifikationsberedskab' har hun identificeret flere hundrede lemlæstede ofre for ulykker eller forbrydelser og blandt andet været i Thailand for at identificere ofre efter tsunamien i julen 2004. Hun har også brugt sine evner til at trække viden ud af tænderne på moselig. Grauballemanden, Tollundmanden og Haraldskærkvinden / 'Dronning Gundhild' for at nævne et par eksempler.

Identifikationer er retsodontologens vigtigste opgave. Men fra 1. september 2015 har opgaven fået en ny indpakning. Som den allerførste i Danmark har Dorthe Bindslev nemlig fået titel som 'adjungeret professor i retsodontologi', og den stilling har hun blandt andet planer om at bruge til at videreudvikle og forfine teknikkerne til at identificere gerningsmændene i sager om bidmærker.

3D-teknik giver helt nye muligheder ift. 2D-billeder

»Fra mit arbejde som specialtandlæge inden for tandregulering, har jeg tæt relation til den rivende digitale udvikling inden for brug af 3D-skanning til visualisering og videre bearbejdning af detaljer i tænder og tandstilling. Netop inden for bidmærker er der et oplagt behov for 3D-dokumentation frem for 2D-gengivelser, som hidtil har været fremherskende. Derfor har det med min baggrund været meget naturligt at begynde at kombinere disse avancerede 3D-teknikker til metoder, hvor der kan leveres et objektivt materiale til brug ved bevisførelse.«

Hvor man tidligere i høj grad har benyttet sig af flade 2D-billeder – som de falmede familiefotos, du selv har stående hjemme på hylden – er det med tiden blevet mere og mere evident, at der er behov for noget mere. Noget mere nøjagtigt, for at være præcis.

»Du kan se, at så snart du laver et bidmærke om til et fladt billede, mister du en masse nuancer. Højdeforskellene i tænderne eksempelvis. Det er meget upræcist og rummer mange fejlkilder at sammenligne et fladt tandsæt med et fladt bidmærke. Det er en utroligt subjektiv måde at vurdere det på.«

Eksemplerne på usikre kendelser som den i Torgersen-sagen er mange – en amerikansk mand nåede eksempelvis at sidde 11 år på dødsgangen, før han ved hjælp af DNA-analyser blev frifundet for at have begået et mord, han var blevet dømt for på baggrund af analyser af et bidmærke.

Tænderne er det mest bestandige på kroppen

Egentlig er tanken om at vurdere en gerningsmand ud fra tænderne i sig selv dog god. Tænderne er nemlig individuelle for os alle og udgør sammen med fingeraftryk og DNA den eneste objektive identifikationsmarkører for et menneske.

Derfor kan de også bruges som bevismateriale i retssager – og til identifikation af ofre i forbindelse med ulykker eller forbrydelser, som Dorthe Bindslev altså har været indkaldt til et utal af gange.

Til forskel fra de to andre markører bliver tænderne især brugt som identifikation i en særlig type sager - de værste. Når man er nødt til at bruge tænderne til at identificere et menneske, er det ofte, når forholdene gør, at andre metoder er usikre eller slet ikke kan anvendes.

»Tænderne udgøres af de væv i kroppen, der er mest bestandige over for kemiske og fysiske påvirkninger. Det er tænderne, der oftest bliver bevaret og i længst tid, uanset hvad et menneske måtte blive udsat for. Om det er ofre for brande, nedgravning, standvaskere eller moselig, der har ligget i syreholdigt mosemiljø i århundreder, hører tænderne til det sidste, der forgår.«

»Det er altid et rigtigt menneske, der er gået bort«

Det er en underdrivelse at sige, at jobbet som retsodontolog er for sarte sjæle. Man skal konstant forholde sig til død og ødelæggelse, og det kan ikke undgås, at de mange konfrontationer sliber kanterne en anelse til med tiden.

Alligevel bliver døden aldrig ubetydelig for Dorthe Bindslev. Det er virkelige mennesker, der ligger foran hende. Eller, det var det i hvert fald engang.

Samme tankegang forsøger hun altid at give videre til sine studerende, når de sammen kigger på tænderne fra eksempelvis et næsten forkullet lig fra en mordbrand.

»Jeg fortæller altid mine studerende, at uanset hvor lemlæstet og ugenkendeligt det ser ud, det, der er tilbage, så er det altid en skæbne, der er slut. Det er altid et rigtigt menneske, der er gået bort under dramatiske hændelser. Det skal man have respekt for,« siger hun og fortsætter stille:

»Jeg tænker altid over det. Det er bare vigtigt, at man ikke tager det med sig hjem. Så går man i stykker.«

Én type sager er sværere at slippe end andre

Generelt er Dorthe Bindslev god til at lade tænderne ligge, når hun går hjem fra arbejdet. Men én type sager er alligevel sværere at slippe end andre.

I samme nu går computeren på pauseskærm og frem toner et billede af Dorthe selv og en lille dreng. De går hånd i hånd. Det er et af hendes børnebørn.

»Der var på et tidspunkt en tysk dreng, som blev fundet nær Viborg – der var nogle, der var ude at gå en tur i en plantage, og så ser de pludselig en arm, der stak op af jorden.«

Hun illustrerer den akavede håndstilling med sin højre hånd. Den dingler lidt, før hun fortsætter.

»På daværende tidspunkt var en af mine egne drenge omkring samme alder.«

Det var sensommeren 1995. Takket være et stort efterforskningsarbejde, herunder tandsignalement og aldersbestemmelser, blandt andet ud fra tænderne, blev den otteårige dreng identificeret, og politiet fandt snart efter ud af, at han kom fra et børnehjem i Tyskland. Han var forsvundet sporløst fra en teltlejr i Tyskland 14 dage tidligere, og teorien gik på, at han var blevet dræbt der i nærheden, før hans lig blev fragtet til Danmark. Der skulle dog gå en årrække, før gerningsmanden blev afsløret.

»Der gik 16 år, før de fangede ham. Det føltes som meget lang tid, hvor den sag lå omme i baghovedet og rumsterede. Den var svær at slippe.«

Dit tandsæt er fuldstændig unikt og kan identificere dig lige så sikkert som dit DNA - hvis det bruges rigtigt. Et fladt 2D-billede af et tandsæt holdt op imod et fladt 2D-billede af et bidmærke kan derimod ikke bruges som sikker identifikation af eksempelvis en gerningsmand - som det har været tilfældet i nogle retssager, særligt i USA. (Foto: Colourbox)

Her ses bidemærket fra en drabssag - i de følgende to billeder ses tandsættene fra to mistænkte for at give en ide om, hvor svært det kan være at sammenligne på basis af et 2D-billede.

”Gammeldags” 2D overlay gengivelse af tandstilling på mistænkt 1.

”Gammeldags” 2D overlay gengivelse af tandstilling på mistænkt 2.

Sammenlignende 2D af tandstilling og tandbuedimensioner hos begge mistænkte.

Screendump af 3D foto-scanning af et udsnit af et voksent tandsæt. De digitale gengivelser af tænderne og tandstillingen kan vendes og drejes, analyseres og kombineres på forskellige måder.

Overkæbe.

Underkæbe.

2D foto af bidmærke i chokolade.

Screendump af 3D fotoscanning af bidmærke i chokolade.

Bidmærke fra drabssag 3D screendump.

Screendump af 3D-scannet bidmærke og digital model af mistænktes underkæbetandbue.

Screendump i anden vinkling. Digitale gengivelser af tænder og bidmærket kan på skærm flyttes rundt i forhold til hinanden.

1 / 13