Den oprindelige SARS-virus forsvandt, men sådan kommer det ikke til at gå med den nye coronavirus
KOMMENTAR: De tiltag, der fungerede godt i forbindelse med SARS, kan ikke inddæmme COVID-19. Derfor er den eneste mulighed at undertrykke coronavirussen så længe som muligt - indtil en sikker og effektiv vaccine er tilgængelig for de fleste, skriver forsker.
Coronavirus COVID-19 dø ud af sig selv

SARS-CoV-1 døde ikke ud af sig selv. Udbruddet blev bragt under kontrol gennem enkle sundhedsmæssige tiltag og foranstaltninger. (Foto: Shutterstock)

SARS-CoV-1 døde ikke ud af sig selv. Udbruddet blev bragt under kontrol gennem enkle sundhedsmæssige tiltag og foranstaltninger. (Foto: Shutterstock)

Partner The Conversation

Videnskab.dk oversætter artikler fra The Conversation, hvor forskere fra hele verden selv skriver nyheder og bringer holdninger til torvs

Den britiske kræftlæge Karol Sikora hævdede for nylig, at den nuværende COVID-19-pandemi vil 'dø ud af sig selv'. 

Hans teori lyder, at der har været flere smittede, end vi er klar over, og at disse mildere, ikke-registrerede smittetilfælde har resulteret i udbredt immunitet, hvilket hurtigt vil føre til 'flokimmunitet'. 

Desuden er der ifølge den teori ingen anden mulighed for virussen end at dø ud.

Men teorien om, at virussen bare skal have lov til at løbe løbsk, er sandsynligvis ikke begrundet. 

Meget langt fra at opnå flokimmunitet

Resultaterne fra tests for antistoffer er begyndt at tikke ind, og de indikerer, at det kun er en lille andel af befolkningen, som er blevet smittet med SARS-CoV-2. 

  • I Storbritannien estimerer man, at 6,8 procent af befolkningen er blevet smittet med virussen. 
  • I Frankrig er det samme tal blot 4,4 procent

Det betyder, at vi er meget langt fra at opnå flokimmunitet. 

Det indikerer desuden, at virussen har en forholdsvis høj dødelighed, som vi har beregnet

Kan vi leve side om side med SARS-CoV-2?

Det stiller spørgsmålstegn ved, om det er fornuftigt, sikkert og etisk korrekt at lade virussen dø ud af sig selv. 

Måske er det mere sikkert at forestille sig en verden, hvor vi lever side om side med ny coronavirus, SARS-CoV-2. 

Den virus, som var skyld i den første SARS-sygdom, SARS-CoV-1, eksisterer ikke længere. 

Hvad kan SARS-virussens forsvinden fortælle os om sandsynligheden for en verden uden ny coronavirus? 

Fakta
Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.

Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Hvordan forsvandt SARS? 

Allerede I begyndelsen af 2004 var det tydeligt at se, at SARS-udbruddet var forbi

SARS-epidemien, som startede i 2002 og varede i 18 måneder, smittede mindst 8.000 personer, hvoraf 10 procent døde. 

Selvom Østasien var hårdest ramt, spredte SARS sig til hele verden. 

Da det stod værst til, var det frygt for, at SARS ville udvikle sig til en alvorlig pandemi. 

Virussen smittede gennem væskedråber eller direkte kontakt. Den spredte sig til hele verden og gav anledning til alvorlige sygdomstilfælde. 

Til sidst sprang udbruddet frem og tilbage mellem mennesker og dyr i de såkaldte 'wet markets' i Kina. 

Der var efterfølgende enkelte mindre udbrud koblet til laboratorie-virus, men disse udbrud var ikke skyld i dødsfald. 

Stopper for den første SARS-epidemi

Hvordan blev der sat en stopper for den første SARS-epidemi?

SARS-CoV-1 døde ikke ud af sig selv. Udbruddet blev bragt under kontrol gennem enkle sundhedsmæssige tiltag og foranstaltninger:

  • Test af personer med symptomer (feber og åndedrætsbesvær)
  • Isolation og karantæne af mistænkte smittetilfælde
  • Begrænsning af rejser

SARS-CoV-1 var mest smitsom, mens patienten var syg, så gennem isolation af personer med symptomer blev smitten inddæmmet effektivt. 

Praktisk taget alle på kloden er smittemodtagelige overfor SARS i adskillige årtier, efter virussen forsvandt. 

COVID-19 dukker op

Det er tydeligt, at vores respons på SARS-CoV-1 førte til udryddelsen af lige denne virus i mennesker, men vi ved, at meget lignende virusser stadig florerer i flagermus.

Det er muligt, at en meget nært beslægtet SARS-virus kan dukke op i den nærmeste fremtid.

Det var netop, hvad der skete i 2019, da SARS-CoV-2 sprang fra dyr til mennesker.

I løbet af ganske få måneder havde det udviklet sig til en pandemi. Millioner af mennesker er blevet smittet. Cirka 1 procent af de smittede omkom.

Beslægtede, men forskellige

Selvom den nye coronavirus adskiller sig fra SARS-virussen, er de beslægtede.

Ligesom den oprindelige SARS-virus, er den nye coronavirus, SARS-CoV-2, mere smitsom, men mindre dødelig, end dens slægtning var for knap 20 år siden.

Men - og det er afgørende - den nye coronavirus spreder sig effektivt, før de smittede bliver syge.

Det betyder, at de traditionelle symptomatisk-baserede sundhedsmæssige foranstaltninger og tiltag, der fungerede godt i forbindelse med SARS, ikke kan inddæmme COVID-19.

Langt større udfordring at styre ny coronavirus

Smitteoverføringen betyder i bund og grund, at det er en langt større udfordring at styre den nye coronavirus.

Vi ved desuden ikke meget om, hvorvidt tidligere smitte og bedring afværger ny smitte og smitteoverførsel.

Samlet set betyder det, at ny coronavirus højst sandsynligt vil sætte sig til rette i befolkningen og blive en endemisk virus (stabil, sædvanlig forekomst i modsætning til en epidemisk virus, red.) ligesom dens coronavirus-slægtninge, der hver vinter er årsag til store sygdomsudbrud.

Selvom vi ikke har været i stand til at se dette 'post-pandemiske'-scenarie udfolde sig i forbindelse med andre humane coronavirusser (på trods af, at vi har en stærk mistanke om, at det har fundet sted for ikke så lang tid siden), har vi rigelig evidens for, at det sker for andre virale infektioner.

Der er meget, vi ikke ved om COVID-19

I løbet af de seneste 100 år eller deromkring har vi set fem influenza-pandemier, og efterkommerne af den mest nylige pandemiske influenzavirus (H1N1 fra 2009) cirkulerer i befolkningen mere end 10 år senere.

Vi ved ikke, hvor lang tid den naturlige immunitet mod COVID-19 varer, eller om den helt er i stand til at afværge smitte eller kun symptomer, så vi ved ikke, om den nye coronavirus, SARS-CoV-2, nogensinde vil dø ud af sig selv.

Derfor er den eneste mulighed at undertrykke coronavirussen så længe som muligt - lige indtil en sikker og effektiv vaccine er tilgængelig for de fleste.

Connor Bamford modtager støtte fra Wellcome Trust. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

The Conversation

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.