Dansk mand bøvlede med dårlig lugtesans: Havde tand i næsen
Kirurgen bag det mærkværdige fund fortæller historien til Videnskab.dk.

Tand på afveje. Tanden her har sandsynligvis siddet i den 59-årige mand, siden han blev født. (Copyright 2019 BMJ Case Reports)

Vi befinder os i Aarhus. Året er 2017. En tilfældig mand i 50’erne mærker en irritation i sit venstre næsebor. Det virker tilstoppet, og lugtesansen er forringet.

Efter 2 år med forskellige behandlingsforsøg opsøger han endelig Øre-Næse-Halsafdelingen på Aarhus Universitetshospital.

Her står Jesper Højager Fabech Bille, klinisk lektor og øre-næse-hals-læge ved Universitetshospitalet, klar til at tage imod patienten.

Han foretager som det første en kikkertundersøgelse - en normal indledende procedure i sådan et tilfælde.

Allerede efter kikkertundersøgelsen kunne Jesper Højager Fabech Bille se, at noget var helt galt. (Copyright 2019 BMJ Case Reports)

Det er tydeligt at se, at noget ser forkert ud, forklarer Jesper Højager Fabech Bille. Næste naturlige skridt er derfor en CT-skanning.

Patienten lægger sig til rette i skanneren, og hovedet køres ind i den store hvide donut af et apparat, der bipper, snurrer og blinker.

Skanningsbillederne afslørede den præcise årsag til lidelserne: En tand på afveje var vokset dybt op i mandens næse.

»Efter skanningen kunne vi se tanden, og på billedet kan man endda se rodkanalen i tanden. Den sad længere oppe end fingeren har kunnet række,« fortæller Jesper Højager Fabech Bille til Videnskab.dk.

Den mærkelige opdagelse er publiceret i det lægevidenskabelige tidsskrift BMJ Case Reports. Milos Fuglsang, øre-næse-hals-læge ved Aarhus Universitetshospital, og Marie Louise Møller, øre-næse-hals-læge ved Aarhus Universitetshospital, er medforfattere.

CT-skanningen afslørede, at det sandsynligvis var en tand, der havde sat sig på tværs dybt oppe i næseregionen. (Copyright 2019 BMJ Case Reports)

»Ikke noget, jeg selv havde set før«

Tanden er på størrelse med spidsen af en kuglepen, og den har formentlig siddet i næseregionen på manden det meste af hans 59-årige liv.

Det var først, da han oplevede en betændelse i næsevævet, at han blev gjort opmærksom på, at der var noget helt vejen.

»Man kan have tilstoppet næse af mange årsager, og det her var en sjælden årsag. Det var ikke noget, jeg har selv havde set før,« siger Jesper Højager Fabech Bille.

Og hvad gør man så som kirurg?

»Så graver man i sin kirurgiske erfaring og overvejer, hvad kan ske, når man piller den ud. Vi var for eksempel særligt opmærksomme på, at man kan risikere et hul i ganen, når man skulle pille tanden ud,« siger han.

Da de endelig fik tanden ud, blev den sendt forbi hospitalets patologer, før de med 100 procents sikkerhed kunne slå fundet fast.

LÆS OGSÅ: 10 bizarre hverdagsulykker fra virkeligheden

Må have været medfødt

Det er svært at sige, hvordan og hvorfor tanden helt præcist er endt i venstre næsebor på den 59-årige mand. Jesper Højager Fabech Bille og hans kolleger konkluderer også i deres artikel, at »der ikke var nogen åbenlyse forklaringer«.

Manden havde ansigtsskader, fra da han var yngre, og både hans kæbe og næse havde været brækket, men lægerne mener ikke, at det kunne være årsagen, skriver de.

»Det må have været medfødt og noget, der er sket i et udviklingsstadie. I det at tænderne vokser frem, kan det være, at fortænderne ikke er faldet ud, og så forskubber det de andre tænder, så det kan være, at det stadig var mælketænder, han havde,« forklarer Jesper Højager Fabech Bille.

Han slår samtidig fast, at manden aldrig var i fare.

»Det er ikke farligt. De symptomer, man skal være opmærksom på her, er, at hvis man oplever blødning, kunne det for eksempel være et symptom på kræft,« forklarer han.

LÆS OGSÅ: Læger bag nyt studie: Hold dig ikke for næsen, mens du nyser

23 tilfælde er rapporteret på verdensplan

Der er ifølge artiklen kun rapporteret 23 lignende tilfælde på verdensplan.

Fænomenet er, ikke så overraskende, ret sjældent, og lægerne anslår desuden i artiklen, at det må findes i omkring 0,1 til 1 procent af verdens befolkning.   

Christian von Buchwald, der er overlæge klinisk professor på Øre-næse-halskirurgisk Klinik på Hovedortocentret på Rigshospitalet, og som ikke var involveret i operationen i Aarhus, medgiver overfor Videnskab.dk, at »det er en sjælden tilstand«.

Men han slår samtidig fast, at antallet af tilfælde med stor sikkerhed er højere end de 23 tilfælde, der er rapporteret i artiklen.

Christian von Buchwald har selv opereret én ud senest for et år siden i 2018, og har også prøvet det en håndfuld gange tidligere, men han har aldrig rapporteret det til et tidsskrift.

LÆS OGSÅ: Snegl levede under huden på 11-årig dreng efter strandtur

Kan tjene som erfaring

Jesper Højager Fabech Bille har, med den nyeste artikel inkluderet, siden 2015 sendt 4 forskellige kirurgiske tilfælde af sted til BMJ Case Reports.

»Når man finder noget så sjældent som det her, som man på verdensplan kun har set få gange, så handler det om at dele det, så ens kolleger kan se, hvordan man behandler det her, hvis de skulle støde på det,« forklarer han.

Han medgiver samtidig, at artiklerne ikke er så forskningsmæssigt relevante.

»Det er én case, og man kan ikke foretage kliniske forsøg, hvor man har ti personer med tænder i næsen, fordi det er så sjældent,« siger Jesper Højager Fabech Bille.

LÆS OGSÅ: Forskere måtte opfinde mini-lasso for at fjerne 58 cm lang dildo i mands endetarm

En 'god historie'

Christian von Buchwald har som nævnt ikke delt det i tidsskrifter, når han som kirurg er stødt på en tand, som han har været med til operere bort fra næsen.

Det skyldes, at han mener, at det ikke har den store lægevidenskabelige værdi.

»Det er ikke noget helt specielt ud over en 'god historie',« siger Christian von Buchwald.

Hvis det noget stort og vigtigt, så var det kommet i et af de store tidsskrifter som The Lancet, slår han desuden fast.

Han mener, at historien kun kan bruges til at overveje differentialdiagnoser, som er en sekundær hypotese på en diagnose, men derudover mener han, at det er mest interessant for patienten selv.

»Historien i tidsskriftet kan gøre én opmærksom på, at det er et fænomen, der findes. Men det er jo ikke noget, man som patient eller læge skal gå og tænke på i det daglige,« vurderer Christian von Buchwald.

LÆS OGSÅ: Kvindes overdrevne brug af tandtråd gav infektion i knæet

Læs om flere mærkelige tilfælde

Videnskab.dk har flere historier om flere bizarre patienthistorier.

Du kan for eksempel læse om en mand, der havde havde så meget fedt i sit blod, at det blev hvidt som mælk

Eller du kan læse om en britisk kvinde, der vendte hjem fra ferie med larve i panden.

Hvis det ikke fanger din interesse, så er der også historien om kvinden, der fik fjernet 27 kg tung tumor fra livmoderen.

LÆS OGSÅ: Læger troede, mand havde kræft: Fandt legetøj, han havde slugt 40 år før

LÆS OGSÅ: Kvindes kontaktlinse var groet fast i øjet: Opdagede det først efter 28 år

LÆS OGSÅ: Forskere måtte opfinde mini-lasso for at fjerne 58 cm lang dildo i mands endetarm

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.