Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Dårlig mental sundhed øger risiko for tidlig død

Annonce:

Danskere, som har det dårligt mentalt, lever kortere end de danskere, der trives, viser en ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed, SDU. Det skriver SDU i en pressemeddelelse.

Mere præcist viser undersøgelsen, at danskere mellem 45 og 64 år, der ikke trives, har mere end halvanden gang så stor risiko for at dø end deres mentalt sunde landsmænd.

Det gælder også, selvom der er taget højde for forskelle i uddannelsesniveau, langvarig sygdom, rygning, alkohol, BMI og fysisk inaktivitet.

»Vi var godt klar over, at mental sundhed og død hang sammen, men vi var ikke klar over, at sammenhængen var så tydelig,« siger forsker på Statens Institut for Folkesundhed Anne Illemann Christensen i pressemeddelelsen. Hun tilføjer:

»Vi konkluderer i undersøgelsen, at en forklaring kan være, at en del personer med dårlig mental sundhed lever mere usundt, samtidig med, at de trives dårligere på grund af helbredsmæssige problemer. Det er dog ikke hele forklaringen, og mental sundhed ser derfor ud til at have en selvstændig betydning for død.«

Grafen viser den relative risiko (RR) for død blandt deltagerne i undersøgelsen. De er delt op efter mentalt sundheds-niveau og køn (Graf: Statens Instiut for Folkesundhed, SDU)

De danskere, der er har dårlig mental sundhed, har også dobbelt så stor risiko for at blive skilt og tre gange større risiko for at miste arbejdet, viser undersøgelsen. Det gælder alle aldersgrupper.

130.000 personer mellem 16 og 64 år har deltaget i undersøgelsen ved at svare på spørgsmål om deres hverdag, deres følelsesliv og deres helbred. Forskerne har også haft adgang til relevant data på deltagerne, og de har fulgt deltagerne i fire år.

Annonce:

Mental sundhed handler ikke kun om at være glad. Det er ifølge WHO et spørgsmål om trivsel, om man kan håndtere belastninger, og om man har mulighed for at udfolde sine evner og indgå i sociale relationer, skriver SDU i pressemeddelelsen.

Undersøgelsen er udgivet i rapporten 'Betydning af dårlig mental sundhed for helbred og socialt liv' og er baseret på data fra Den Nationale Sundhedsprofil 2010.

sbl