Klimaforandringer, krig, terror, finanskriser, stress og sammenbrud.
Kriserne er uundgåelige, og nu skal vi ikke længere forebygge dem. I stedet skal vi gøre os modstandsdygtige og robuste. Vi skal opbygge resiliens, som det hedder med et fint ord.
- Medarbejdere skal være resiliente, så de ikke får stress af øgede arbejdsmængder eller organisatoriske ændringer.
- Byer skal være resiliente, så de kan holde til ekstremt vejr.
- Soldater skal være resiliente, så de kan gå i krig uden at få traumer.
- Lande, finansmarkeder … you name it … alt skal være resilient.
For hvis man er resilient, kan man komme helskindet, og måske endda styrket, gennem en krise.
Kommune har lavet resiliensstrategi
Et resilient samfund eller system kan overleve, gendanne sig selv og skabe en ny balance, efter det er blevet rystet af en naturkatastrofe, en finanskrise eller en krig.
Så resiliens er hot. Begrebet bliver brugt i alt fra virksomhedsstrategier og selvhjælpsbøger til miljørapporter, videnskabelige artikler og politiske taler.
For eksempel har Vejle Kommune for nyligt formuleret en resiliens-strategi. ‘Vi gør udfordringer til muligheder’, er dens undertitel.
»Resiliens er kapaciteten af enkeltpersoner, samfund, institutioner, virksomheder og systemer til at overleve, tilpasse og vokse uanset, hvilke former for kroniske stressfaktorer og akutte chok de oplever,« fremgår det af strategien.
Resiliens er hot, fordi verden er kaotisk
Resiliensbegrebet kommer oprindeligt fra biologien, hvor det betegner økosystemers evne til at gendanne sig eller genopstå i en ny form, efter at de er blevet ødelagt af noget udefrakommende.
Siden har begrebet spredt sig fra psykologi til økonomi, fra fredsforskning til virksomhedsstudier og nu altså til kommunestrategier.
Det er sket, fordi verden i stigende grad bliver opfattet som uforudsigelig, usikker og kaotisk, forklarer Stefan Gaarsmand Jacobsen, der er postdoc på Copenhagen Business School (CBS), Afdeling for Management, Politik og Filosofi.
»Når man ikke kan overskue verden, kan man prøve at gøre sig selv og samfundet modstandsdygtig, så man kan overleve de uforudsete kriser og katastrofer, der måtte komme,« siger Stefan Gaarsmand Jacobsen.
Overordnet betegner resiliens i videnskabelig sammenhæng et system eller en enhed, der kan tilpasse sig eksterne såvel som interne forandringer, påvirkninger og udfordringer uden at ‘knække’, dvs. uden at miste de grundlæggende egenskaber og kvaliteter, som fandes før udfordringen
Stefan Gaarsmand Jacobsen & Eva Krause Jørgensen i tidsskriftet Slagmark
Bæredygtighed er ikke nok
Stefan Gaarsmand Jacobsen er en af flere forskere, der er skeptiske overfor den måde, begrebet resiliens bliver brugt videnskabeligt og politisk. Han er redaktør på det idehistoriske tidsskrift, Slagmark.
Det seneste nummer, som netop er udkommet, sætter et kritisk fokus på tidens resiliens-trang.
Især i klimadebatten er resiliens blevet det nye buzzword, fremgår det. Bæredygtighed er ikke længere nok.
»Bæredygtighed indebærer, at man vil skabe en grøn verden. I ordet er et håb om, at man kan nå at ændre tingenes tilstand. Men nyere klimamodeller peger på, at klimaforandringerne er uundgåelige. I dag er der derfor opstået et sprog om katastrofen som en selvfølgelighed, og resiliens er blevet det nye ideal,« forklarer Stefan Gaarsmand Jacobsen.
Resiliens er hovedprioritet i udviklingsprojekter
Ligegyldigt hvor grøn vores energi bliver fra nu af, har vi allerede pumpet så meget CO2 ud i atmosfæren, at vi ikke for alvor kan bremse udviklingen.
Byer, lande, opdyrkede marker og befolkninger kan blive lagt ned af oversvømmelser, jordskred, tyfoner, klima-migranter, tørke, fattigdom og arbejdsløshed, hvis vi ikke ruster os.
Så verden over forsøger man at gardere sig mod ekstremt vejr ved at opbygge resiliens.
I den fattige del af verden, hvor klimaforandringerne for alvor kan mærkes, er resiliens blevet en hovedprioritet i udviklingsprojekter.
»Resiliens er the magic bullet. Begrebet bruges i alle mulige sammenhænge. Men det er enormt svært at skabe resiliens over for klimaforandringer i skrøbelige samfund,« siger Mikkel Fugl Eskjær, lektor på Aalborg Universitets Institut for Kommunikation.
Resiliens giver støttekroner
Mikkel Fugl Eskjær har forsket i, hvordan begrebet bliver brugt i Bangladesh, som er et af de lande, der er allermest udsat, når klimaet forandrer sig.
Han ser en tendens til, at landets politikere og humanitære organisationer forsøger at tænke resiliens over for ekstremt vejr ind i alle de projekter, de sætter i gang, fordi de ved, at der så er en større chance for at få bistand fra det internationale samfund.
Men det kræver omfattende strukturændringer at gøre fattige landbrugsområder i Bangladesh modstandsdygtige over for eksempelvis en voldsom tyfon.
»Resiliens er meget mere end bare at bygge et shelter, hvor folk kan få beskyttelse, mens tyfonen hærger. Det er meget mere komplekst. Når man gør et samfund resilient, skal man lave grundlæggende ændringer,« siger Mikkel Fugl Eskjær, som har en artikel i Slagmark om resiliens i et globalt klimaperspektiv.
Det ikke nok, at indbyggerne overlever. De skal også have et hus og en indtægtskilde at vende hjem til, og sundhedssystemet skal fungere, så folk undgår at dø af infektionssygdomme, efter at katastrofen har ramt.
»Resiliens er et ideal, vi kan holde op foran os, men det er svært at nå derhen, og der kan være en fare for, at resiliens bliver en løsning på alt – et ord, der bruges i flæng, men er uforpligtende,« siger han og fortsætter.
»Det er vigtigt, at man er klar over, hvor omfattende indgreb der skal til af strukturel karakter for at skabe langsigtet resiliens.«
Resiliens er som kejserens nye klæder
Robin May Schott, der er filosof og seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, har også beskæftiget sig resiliensbegrebet.
I begrebet ligger egentlig en optimisme og en tro på, at en gruppe eller et system kan modstå et voldsomt chok og hurtigt vende tilbage til udgangspunktet, forklarer hun:
»Der er et håb om, at folk og samfund har den indre styrke, der skal til, for at klare kriserne. Resiliens handler ikke bare om at genopbygge noget, men også om at skabe noget nyt.«
Men når begrebet bliver brugt politisk, er der grund til at være på vagt, mener hun:
»Når man bruger resiliens-opbygning som en løsning på alle aktuelle udfordringer, er der fare for, at idealisme og forsøget på at løse de grundlæggende problemer bliver skubbet i baggrunden.«
Politikere og andre magthavere viser sommetider handlekraft ved at sætte projekter igang, som opbygger resiliens over for kriser. Men samtidig undgår de at kigge nærmere på, hvordan magtrelationer bidrager til kriserne, mener Robin May Schott:
»For tiden bliver der kastet mange penge efter resiliens, som om det er løsningen på alt. I nogle sammenhænge virker det måske, men resiliensopbygning kan også være som kejserens nye klæder, « siger hun.
Resiliens dræber idealismen
Resiliens peger fremad – vi skal videre og skabe noget nyt.
Men når man har en opfattelse af, at man er nødt til at innovere og tilpasse sig for at overleve, er det et tegn på, at man har opgivet at skabe fred, at standse klimaforandringerne og at udrydde fattigdom, mener Robin May Schott.
For bag ambitionerne om at bruge resiliens som en universalkur, ligger en opfattelse af, at kriser er uundgåelige og ikke kan løses, og så er idealismen på en måde død.
I USA er militæret begyndt at give resiliens-træning til soldater, der skal i krig, fortæller Robin May Schott.
»Soldaterne skal være forandringsdygtige og kunne tilpasse sig en ny kontekst. Hvis man træner en soldat til at være resilient, kan han eller hun gå i krig uden at få posttraumatisk stress. Den resiliente soldat er blevet et ideal.«
»Problemet er, at man på den måde lægger ansvaret for at finde en løsning over på den enkelte. Man kan også være bekymret for, hvilken slags soldater der går i krig, hvis de kan være helt upåvirkede af det, de ser,« siger Robin May Schott.
Resiliens placerer ansvaret hos individet
Rasmus Willig, der er lektor på Roskilde Universitets Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, har analyseret selvhjælpsbøgers brug af begrebet resiliens.
Ligesom Robin May Schott ser han en tendens til, at tidens trang til resiliens efterlader det enkelte menneske alene med ansvaret for at håndtere samfundsskabte problemer.
»Det bemærkelsesværdige er, at resiliens både bliver brugt som en værdi, når vi taler om at håndtere store, globale kriser, men også som et ideal for individet,« siger han og fortsætter:
»I den selvhjælpslitteratur, der er på markedet i øjeblikket, får man teknikker til at gøre sig resilient overfor kriser. Man lærer at galvanisere sig og beskytte sig med en skudsikker identitet,«
Problemerne bliver ikke løst
Problemet med det menneskesyn, der kommer til udtryk i selvhjælpslitteraturen, er, at mange af de problemer, der gør folk udbrændte, er samfundsanliggender, mener Rasmus Willig.
Hvis man bare opbygger resiliens overfor dem, bliver problemerne ved med at være der.
»Man er ladt alene og skal ruste sig, for ingen tager hånd om årsagen til de problemer, der giver stress og depressioner,« siger Rasmus Willig.
»Der er sket et attitude-skift fra en demokratisk, kritisk attitude, hvor man stiller spørgsmål til den måde, tingene fungerer på, til en resilient attitude, hvor man ikke stiller spørgsmål. Nu handler det kun om, hvordan man kan lære at finde sig i mere og tilpasse sig,« fortsætter han.
I en verden, hvor resiliens er det primære ideal både for individet og for samfundet, bliver kriserne reproduceret, fordi der ikke er nogen, der gør noget ved dem, mener han.
Det er alles kamp mod alle
I selvhjælpslitteraturen er man en vinder, hvis man kan være upåvirket af de problemer, der måtte være i omgivelserne.
»Det er den mest banale form for social darwinisme, hvor det er alles kamp mod alle. Det er den klare fornemmelse, man får, når man pløjer sig igennem de mange værker om resiliens,« siger Rasmus Willig, som er yderst kritisk over for den udbredte brug af resiliensbegrebet:
»Man bliver så fokuseret på at skabe resiliens, at man ikke adresserer de strukturelle årsager til kriserne. Der er ingen vision i det resiliente samfund. Det resiliente samfund er en opløsning af det civiliserede samfund, som vi kender det,« siger han.
Rasmus Willig og de øvrige forskere, Videnskab.dk har talt med, mener i øvrigt ikke, at der i sig selv er noget galt med ordet resiliens. Det er et ord, der er positivt, fordi der ligger i det, at man skal opbygge noget nyt.
Men når individer eller magthaverne stræber blindt efter at opbygge resiliens, er der en risiko for, at de kun ser fremad og ikke tager ved lære af fortidens fejl.
Der er også en fare for, at de overser de strukturelle problemer i samfundet og i verden.
Så vær kritisk, når du hører ordet resiliens derude!
I det seneste nummer af det idehistoriske tidsskrift Slagmark kan du læse meget mere om tidens resiliens-trang.
