Når man udfører forsøg, prøver man at se, om man kan observere samme resultater flere gange uafhængigt af hinanden.
Vores læser Karoline har lavet det samme forsøg mange gange. Og resultatet er altid det samme. Hvis hun tager i byen, når hun har menstruation, så bliver hun fuldere, end hun plejer.
Og hun er ikke alene. Mange andre af hendes venner oplever det samme resultat, skriver Karoline.
»Jeg oplever tit, at jeg nærmest ikke kan tåle alkohol, når jeg har menstruation. Normalt er min tolerance ret høj, men omkring menstruation oplever jeg og flere af mine veninder oftere at få blackouts, kaste op og blive ubehageligt fulde. Nogle gange skal der ikke mere end to eller tre glas rosé til,« skriver hun.
Det er altså ikke småting, vores læser udsættes for. Men hvad kan det skyldes?
Vi har spurgt om hjælp hos Anna Maria Andersson, der er biolog og forskningsleder på Afdelingen for Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet, og Ulrik Becker, der er professor og strategisk leder for Alkoholforskning ved Statens Institut for Folkesundhed.
\ Det sker i Karolines krop
Før vi kan forklare, hvorfor Karoline bliver ekstra beruset, er det måske en god idé at tage et kig på, hvad der sker i hendes krop i løbet af menstruationscyklussen.
Under menstruationen dannes flere hormoner i hendes æggestokke, der sætter gang i æggets udvikling og udskillelse. Hormonerne gør også livmoderen klar til at tage imod ægget.
De primære hormoner, der dannes, er testosteron, østrogen og progesteron.
Mængden af de forskellige hormoner varierer i løbet af hendes menstruationscyklus, men fælles for dem er, at de ligger på et lavt niveau, når hun får menstruation.
Det sker typisk mellem dag 28 og dag 5 i cyklussen, som du også kan se i grafen herunder.
Hormonerne kommer med blodet rundt i hele kroppen, og de tisses ud igen, når leveren har omdannet dem. Men inden da påvirker de os på forskellige måder. Præcist hvordan, ved vi dog stadig ikke så meget om.
Hormoner og alkohol nedbrydes i leveren
»Min første tanke var, at leveren måske har travlt med at bearbejde hormoner under menstruationen, og derfor ikke kan klare alkohol ligeså godt, « siger Anna-Maria Andersson, da vi får fat i hende første gang.
Men efter et kig i forskningens arkiv, kan hun se, at det ikke er tilfældet.
»Der er faktisk flere studier, der har kigget på effekten af alkohol under to forskellige faser af menstruationcyklus. Og det viser sig, at der er ikke er forskel på, hvor hurtigt alkohol bliver nedbrudt hos kvinder, der har menstruation, og kvinder der ikke har,« fortæller hun.
\ Læs mere

Nogle bliver måske mere følsomme
Selvom kvinderne ikke havde mere alkohol i blodet under menstruation, så har forskningen alligevel andre bud på, hvorfor Karoline føler sig hurtigere beruset under menstruation, fortæller Anna-Maria Andersson.
»Selvom kvinderne ikke har mere alkohol i blodet, kan det jo godt være, at hjernen reagerer kraftigere og er mere følsom over for alkohol under menstruationen,« siger hun.
\ Spørg Videnskaben

Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sure tæer til nanorobotter og livets oprindelse.
Du kan spørge om alt - men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.
Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.
Send dit spørgsmål til: sv@videnskab.dk
Det er endnu en teori, som forskningen har efterprøvet, og resultaterne her er ikke lige så entydige.
For eksempel viser et mindre svensk studie fra 2004, at kvinder med præmenstruelt syndrom, også kaldet PMS, er mere følsomme overfor alkohol, når de er i den præmenstruelle fase (dagene inden blødning).
\ Læs mere
Men hvordan måler man lige det? De svenske forskere i studiet brugte hastigheden af 24 kvinders øjenbevægelser til at undersøge, hvor påvirkede de var.
Og når kvinderne i den præmenstruelle fase havde alkohol i blodet, var de langsommere til at flytte begge øjne mod et objekt, end resten af kvinderne.
Et amerikansk studie fra 2010 med 55 deltagere viste også, at balancen hos kvinder i den præmenstruelle fase var dårligere under påvirkning af alkohol end hos kvinder i follikelfasen.
Kan måske give dig mere lyst til at drikke
Der er altså visse studier, som tyder på, at kvinder kan være mere følsomme overfor alkohol i dagene op til menstruationen.
Men der kan også være en anden forklaring på, at Karoline bliver fuldere, end hun plejer. Og det er måske endda en forklaring, som hun ikke vil kendes ved. For som hun skriver, bliver hun fuldere, selvom der kun er tale om et par glas rosé.
\ Menstruationens faser
Lutealfasen – også kaldet den præmenstruelle fase – ligger mellem ægløsningen og op til menstruationen. Midt i denne fase sker den største stigning i hormonerne østrogen og progesteron.
Follikelfasen begynder ved blødning og fortsætter frem til ægløsningen. I denne fase sker der en stor stigning i produktionen af østrogen op til ægløsningen.
Ægløsning sker på dag 12 i den gennemsnitlige cyklus. Når ægget er modnet, transporteres det gennem æggelederen ned i livmoderen. Livmoderens slimhinde er gjort parat til at tage imod ægget gennem påvirkning af hormonerne. Efter ægløsningen udskilles progesteron.
Men hvis vi for eksemplets skyld forestiller os den usandsynlige situation, at hun sommetider hælder lidt mere i glasset uden at lægge mærke til det, så kunne der også være en anden forklaring.
\ Læs mere
Det amerikanske studie fra 2010, tyder nemlig også på at kvinder drikker mere i dagene omkring menstruationen.
»Mange kvinder kan nok nikke genkendende til, at de har mere lyst til slik og søde sager, lige før og under menstruation, og det kan være svingninger i hormonerne, der gør det. Det kan være det samme, der gør sig gældende med alkohol,« fortæller Anna-Maria Andersson.
En gennemgang af de sidste 40 års forskning i sammenhængen mellem menstruationscyklus og alkoholforbrug viser samme tendens.
Her viser 7 ud 13 studier, at kvinder drikker mere i perioden efter ægløsning og inden menstruation – mens fem studier viser, at der ikke er forskel, og et enkelt studie viser en reduktion.
»Man kan godt sige, at der er en tendens, men man skal passe på ikke at lægge for meget i det. Der er for eksempel ikke kontrolleret for hormonbehandling såsom p-piller, og de videnskabelige metoder er ikke optimale,« siger Ulrik Becker.

Forskningen er ikke sikker på hvorfor
Hvad det præcist kan skyldes, at visse kvinder drikker mere på bestemte tidspunkter i deres menstruationscyklus, ved forskerne bag studiet ikke, men de efterlyser mere standardiserede måder at måle sammenhængen på i forskningen generelt.
\ PMS – Præmenstruelt syndrom
75 procent af alle kvinder har i kortere eller længere perioder fysiske eller psykiske reaktioner i lutealfasen.
3-10 procent har PMS, hvilket vil sige symptomer af en sværhedsgrad, som har betydning for det daglige funktionsniveau.
I cirka halvdelen af disse tilfælde er de psykiske symptomer fremtrædende
Symptomerne kan ses i hele den fertile periode, men starter som regel i 20-35 årsalderen, og er mest fremtrædende hos kvinder mellem 30 og 40 år.
(Kilde: Lægehåndbogen, Sundhed.dk.)
»Så vidt jeg ved, kender man heller ikke helt mekanismerne bag, men der er en del undersøgelser, der viser, at kvinders smag ændrer sig gennem menstruationscyklussen,« siger Anna-Maria Andersson.
Og når det kommer til et svar til Karoline, så er forskerne da heller ikke sikre på, hvorfor hun bliver mere beruset, men forskningens bedste bud er altså, at hun drikker mere.
»Ud fra forskningen kan man ikke rigtig konkludere noget nu, men der, hvor man trods alt har mest sikker grund under fødderne, er ved at sige, at alkoholindtagelsen øges op til menstruationen,« siger Ulrik Becker.
Ifølge forskningen kan der altså være flere årsager til, at Karoline føler sig mere beruset op til og under hendes menstruation.
Det kan være, som i det svenske studie, at hun simpelthen er mere følsom overfor alkohol i dagene op til hendes menstruation.
Men der er faktisk mere forskning, der understøtter, at hun simpelthen bare drikker mere, end hun plejer.
Vi siger mange tak til Karoline for det gode spørgsmål og kvitterer med en grå T-shirt fra Videnskab.dk, som hun kan sove branderten ud i.
Hvis du selv sidder med et spørgsmål eller vil have fingrene i en af vores T-shirts med en abe på, kan du skrive til os på sv@videnskab.dk. Så kan det være, at det er dit spørgsmål, vi svarer på næste gang.
\ Kilder
- Anna-Maria Anderssons profil (Rigshospitalet)
- Ulrik Beckers profil (Statens Institut for Folkesundhed, SDU)
- 'Effects of the menstrual cycle of white women on ethanol toxicokinetics', Journal of Studies on Alcohol and Drugs (2004), doi: 10.15288/jsa.2004.65.227
- 'The influence of the luteal and follicular phases on major pharmacokinetic parameters of blood and breath alcohol kinetics in women,' Alcohol (2010), doi: 10.1016/j.alcohol.2010.02.006.
- 'Response to Alcohol in Women: Role of the Menstrual Cycle and a Family History of Alcoholism', Drug and Alcohol Dependence (2011), doi: 10.1016/j.drugalcdep.2010.09.001
- 'The relationship between alcohol consumption and menstrual cycle: a review of the literature', Archives of Women's Mental Health (2016), doi: 10.1007/s00737-015-0568-2

































