Hvorfor er nogle bygninger specielt flotte og hvorfor indbyder nogle rum til større hygge og ro end andre? Det er forskere nu begyndt at svare på med hjernescanningsteknologier.

I en dansk-international undersøgelse har forskere undersøgt, hvilke systemer i hjernen der er involveret i oplevelsen og bedømmelsen af arkitektur.

Forskere har tidligere mistænkt det såkaldte belønnings- og strafsystem, som blandt andet skaber vores oplevelse af ’nydelse’, for at varetage vores oplevelse af skønhed i arkitektur. Det er et system, som fortæller os, når en bestemt madvare eller et sted er godt for os.

Men undersøgelsens resultat viser, at der er mere på spil inden for arkitektur.

Belønningssystemet involveret i oplevelsen af arkitektur

»Belønnings- og strafsystemet er evolutionært set et ældgammelt system af celler i hjernen, som skaber følelsen af nydelse eller afsky ved ting, der kan være enten gode eller skadelige for os. Cellesystemet findes hos mange dyrearter og motiverer adfærd med en hurtig, instinktiv vurderende følelse af ting og steder,« siger Martin Skov, forskningsadjunkt ved Hvidovre Hospital og Copenhagen Business School.

»Det peger på, at dette system skulle være involveret i vores oplevelse af arkitektonisk skønhed, og om vi har lyst til at opholde os i rummene. Men vores resultat viser, at der faktisk er flere hjerneprocesser involveret, og det er en overraskelse,« fortsætter han. Med hjerneprocesser forstås aktivitet i og mellem hjerneceller, forklarer han.

Det er endnu uklart for forskerne, om der er tale om flere selvstændige systemer med hver deres opgave, når vi oplever og bedømmer arkitektur. De kan kun se, at processerne finder sted to steder i hjernen.

»Med vores forsøg kan vi konkludere, at der er en anden aktivitet på spil i hjernen end bare belønningssystemet, men vi ved ikke, om det er et selvstændigt system endnu. Kun at den anden proces ligger i en evolutionært langt nyere del af hjernen og i et område vi ikke deler med andre dyr,« siger Martin Skov og tilføjer, at det kunne være et fremtidigt forskningsprojekt at undersøge om hjerneprocessen er et system i sig selv, der ligesom belønningssystemet varetager en bestemt rolle og måske skaber en bestemt oplevelse. 

Forsøgspersonerne foretrækker runde former i arkitektur

I undersøgelsen har forskerne lagt deres forsøgspersoner i en MR-scanner, som kan scanne hjerneaktivitet. Samtidig fik forsøgspersonerne vist fotografier af forskellige rum og blev bedt om at vurdere indholdet på to forskellige måder. Den ene var en æstetisk vurdering, det vil sige om, forsøgspersonerne fandt rummet skønt, og den anden var en ’approach-avoidance’-vurdering. Det vil sige, om de havde lyst til at bruge tid i rummet eller ej.

Det er en vurderingstype, som menes at være styret af belønningssystemet. På den måde kan forskerne se, om skønhed og lysten til at opholde sig i rummet følges ad og er aktiveret på den samme måde af belønningssystemet.

»Ved at vurdere billederne af rum på disse to forskellige måder, kan vi lave en sammenligning af, dels hvordan folk reagerer på billederne, når de skal lave den ene eller anden dom, og dels hvad der sker i deres hjerner, når de vurderer billederne,« siger Martin Skov.

Cirkularitet spiller stor rolle

»Forsøgets resultat viser, at når vores forsøgspersoner vurderer et rums skønhed, så har rummets grad af cirkularitet en stor indvirkning på deres æstetiske domme. Så jo rundere et rum er, jo smukkere lader de til at finde det. Men det tilsvarende er ikke tilfældet med deres approach-avoidance-domme. Her øver rummets rundhed ikke nogen indvirkning på, om de har lyst til at opholde sig i rummet. De to måder at forholde sig til rum på ser derfor ud til at være forskellige,« siger Martin Skov.

Det vil sige, at der lader til at være forskel på hvordan et rundt og kvadratisk element i arkitekturen indvirker på de her måder at vurdere et rums arkitektur på.

Scanningerne viste samtidig, at de to forskellige spørgsmål aktiverer to forskellige hjerneprocesser.

»Vi kan ikke konkludere, at der er tale om, at der er udtryk for to forskellige systemer. Men det antyder, at det ikke er samme system, men at der ligger to forskellige hjerneprocesser bag de to forskellige domme,« siger Martin Skov. 

Forsøget viser ingen fælles menneskelige træk

Spørgsmålet om der findes universelle træk i måden, mennesker finder arkitektur skønt på, besvarer forsøget ikke. For eksempel om der er former i bygninger, som de fleste mennesker over hele Jorden kan lide.

Er rundhed så ikke et karaktertræk alle mennesker foretrækker i arkitektur?

»Jeg må sige, at vi er på et stadie, hvor vi ikke ved ret meget om, hvordan arkitektur påvirker os. Det er alt for tidligt at drage for mange konklusioner på baggrund af forsøg som dette her. Det er et af de første byggesten i et fundament, som vil afsløre nogle ting om vores måde at opleve og forstå arkitektur på,« siger Martin Skov.

Forsøget er kun bedrevet med forsøgspersoner fra en vis aldersgruppe og som er ikke-eksperter i arkitektur. Derudover er forsøgspersonerne kun hvervet fra Tenerife. Derfor kan forskerne ikke på baggrund af forsøget konkludere noget generelt om menneskers præferencer for arkitektur, uafhængig alder og andre faktorer.

»Hvis du ringer mig op om 15 år, så vil der være meget mere at sige om emnet. Men personligt vil jeg da sige, at hvis jeg selv var arkitekt, så vil jeg da finde det dybt interessant og væsentligt at der er nogle forskere, som forsøger at forstå, hvad der egentligt sker i hjernen, når vi oplever arkitektur, for hvorfor designe i blinde? Hvorfor ikke spørge folk, som empirisk undersøger, hvordan folk reelt reagerer på arkitektur,« siger Martin Skov.

Skepsis fra kollegaer

Ikke alle eksperter er lige optimistiske omkring neuroæstetikkens bidrag til forståelsen af vores oplevelse af arkitektur. Professor Carsten Thau fra Kunstakademiets Arkitektskole mener ikke, at hjerneforskningen vil kunne afdække den fulde oplevelse, vi får af arkitektur, og han bedriver heller ikke selv hjerneforskning til at blive klogere på arkitektur.

»Arkitektur skal opleves sensomotorisk. Det vil sige, at man skal bevæge sig rundt i rummet og bygningen, mens man trækker vejret og ser lyset spejle sig og så videre. Det er en oplevelse, som aldrig kan gengives på billeder,« siger professor Carsten Thau.

Men hvad nu hvis man forestiller sig en transportabel scanner?

»Den æstetiske oplevelse kan heller ikke forklares med celler og neuroner. Der er så mange faktorer på spil, at det ikke kan gengives med hjernescanninger,« mener professor Carsten Thau. 

Forskningsadjunkt Martin Skov er ikke helt uenig med professor Carsten Thau på dette punkt.

»Der er mange pragmatiske forhold, som gør sig gældende, når man laver den her type forsøg. Du ligger immobiliseret i en stor magnet og kan ikke bevæge dig. Og det ville jo være optimalt, hvis folk kunne gå rundt i arkitekturen. Men der er folk, der laver 3D-gengivelser af bygninger, og det kunne muligvis være anvendeligt i fremtidige forsøg,« siger Martin Skov. 

»Det, som det her forsøg viser noget om, er vurderinger af todimensionelle gengivelser af arkitektur. Og det er selvfølgelig ikke sammenligneligt med oplevelsen af arkitektur, som knytter sig til tid og bevæge sig rundt i rummet.«