Sådan bliver du bedre til at afsløre en løgner

Hvis du henter din viden om afsløring af løgne fra amerikanske film og serier, så vil det nok være lige så effektivt at slå plat eller krone.

I USA hersker der nemlig en udbredt forestilling om, at vores krop afslører, om vi lyver.

Hvis folk kigger væk eller piller nervøst ved deres hår eller krop, så påstås det for eksempel at være et tegn på løgn.

Men vores krop er slet ikke noget pålidelig barometer for løgn.

Det viser forskning fra University of Portsmouth i England.

Fysiske tegn på løgn er nemlig meget svage og upålidelige, og forskernes eksperimenter viser, at politifolk, der kigger efter tegn på nervøs adfærd, faktisk er dårligere til at afsløre løgnere, end deres kolleger, som lytter mere til ordene.

»I USA støtter man sig meget på nogle teknikker, som går ud på at spotte nervøs adfærd, men der er ikke rigtigt noget empirisk bevis for, at det virker,« forklarer Samantha Mann fra University of Portsmouth til Videnskab.dk.

Læs også: Fangede du dagens aprilsnar?

Vi undertrykker den nervøse adfærd, når vi lyver

Det skyldes ifølge Samantha Mann, at vi undertrykker vores nervøse adfærd, når vi lyver.

»De fleste løgnere vil være nervøse for at blive opdaget, og det vil teoretisk resultere i den slags adfærd, som de fleste folk forventer af en løgner, for eksempel at man stammer, holder pauser eller ikke kigger dig i øjnene,« siger Samantha Mann.

Men fordi vi alle sammen netop forbinder den slags opførsel med at lyve, så undertrykker vi – bevidst eller ubevidst – den slags adfærd.

»De fleste tror, at de laver flere af de her nervøse bevægelser, når de lyver. Men når vi undersøger det, viser det sig, at vi faktisk laver færre nervøse bevægelser.«

»Det skyldes blandt andet, at det kræver meget tankekraft at lyve, og derfor har vi en tendens til at bruge mindre energi på kropssproget. Resultatet er, at vores nervøse adfærd faktisk bliver undertrykt, så folk har faktisk en tendens til at sidde mere stille, når de lyver, men det er bare heller ikke et pålidelig tegn,« siger Samantha Mann.

Samantha Mann og hendes kolleger har også undersøgt om løgnere kigger mere væk, men der viste sig ikke heller ikke at være tilfældet.

Få folk til at fortælle historien baglæns

Efter mange års forskning har forskerne fra Portsmouth derfor stort set droppet at undersøge fysiske tegn på løgn.

Men de har til gengæld fundet ud af, at man kan udnytte, at vores hjerner er på overarbejde, når vi lyver.

»Når du lyver, er du nødt til at tænke over, hvad personen ved i forvejen, hvordan man holder sig til løgnen og undgår at komme til at afsløre noget af sandheden. Samtidig skal man holde øje med om personen, man lyver for, køber løgnen. Det betyder, at vores hjerner allerede kører på pumperne, når vi lyver,« forklarer Samantha Mann.

Derfor kan løgnere bringes på glat is, hvis de får noget ekstra at tænke over.

»Vi har for eksempel bedt folk om at fortælle deres historie baglæns. Vi er vant til at huske og fortælle ting i den rækkefølge, de er sket, og forskningen viser, at når man beder folk om at fortælle en historie baglæns, så vil vi normalt fortælle nogle ekstra informationer i forhold første gang, fordi vi simpelthen husker nogle andre detaljer, når vi skal fortælle baglæns.«

»Men løgnere har jo ikke oplevet det, de fortæller, og derfor har de ikke intuitivt nogle nye detaljer, de kan tilføje. Det betyder, at løgnere ofte bare gentager den første fortælling, som de har forberedt.«

Stil uventede spørgsmål

Løgnere bliver generelt mere overbevisende, når de har forberedt sig, og det er da også meget udbredt blandt folk, der skal fortælle noget usandt.

Det har forskernes eksperimenter vist, at man kan modgå ved at stille uventede spørgsmål, som de formodentligt ikke har forberedt sig på.

»Hvis de for eksempel fortæller, at de har været på en restaurant, så kan man for eksempel spørger dem om dette sted. Hvor tæt sad du på døren, hvad kunne du se fra der, hvor du sad, eller tidsspørgsmål som: hvor lang tid tog det før din bestilling kom,« siger Samantha Mann.

Lad folk spille djævelens advokat

Samantha Mann og hendes kolleger har endda udviklet et værktøj, der kan hjælpe os med at afsløre, om folk nu også har de holdninger, som de foregiver at have.

Det baserer sig på forestillingen om at spille »djævelens advokat«, hvor man med vilje indtager det modsatte synspunkt.

»Hvis man for eksempel har en abortmodstander, så kan man bede vedkommende lyve og i stedet argumentere for retten til abort,« forklarer Samanth Mann.

»Hvis de i virkeligheden ikke er abortmodstandere, så vil de jo rent faktisk skulle give deres ærlige mening til kende, og det kræver, at de tænker mere over, hvad de siger, fordi de skal give udtryk for deres rigtige holdning, men samtidig skal få det til at se ud som om, at det er noget de finder på.«

Pas på underligheds-faktoren

Men kan teknikkerne også bruges af almindelige mennesker, eller er de forbeholdt trænede udspørgere ansigt til ansigt med potentielle terrorister?

Ifølge Samantha Mann vil mange af teknikkerne formodentligt også kunne bruges af almindelige mennesker.

»Jeg har faktisk en kollega, som har brugt nogle af dem på sine børn,« indskyder hun, men fortsætter.

»Men den største udfordring er nok, at mange af teknikkerne vil virke lidt underlige, hvis man bare hiver dem frem over spisebordet. Det er muligt, at du kan få det flettet naturligt ind, hvis du er meget socialt intelligent. Men de fleste vil nok undre sig over, hvis du pludseligt beder dem fortælle en historie igen baglæns. Til gengæld tror jeg sagtens man kan bruge uventede spørgsmål i sin hverdag, så længe det ikke virker for meget ud af konktekst.«