Forestil dig, at du kunne se, hvad en kunstner følte, når han eller hun stod på scenen.
Når en performancekunstner for eksempel tager fotografier fra familiealbummet frem, mens hun fortæller publikum en historie – hvad sker der så egentlig i hjernen på hende?
Med en smule hjælp fra forskningen kan du faktisk opleve netop hvilke følelser, der går igennem hende, mens hun optræder.
I denne artikel vil jeg forklare, hvordan sådan et værktøj fungerer ved hjælp af EEG-teknologi, og hvordan det skaber en tættere forbindelse mellem publikum og kunstneren.
På den måde træder performancekunst ind i en mere mellem-menneskelig dimension, som styrker vores oplevelse af kunststykket.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet og Region Hovedstaden.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
EEG-teknologi som kunstnerisk værktøj
Et EEG-apparat måler elektrisk aktivitet i hjernen. Det kan vise delta-, theta-, alfa-, beta- og gammafrekvenser, som er de fem forskellige typer af hjernebølger, der kan findes i menneskehjernen.
I min nuværende forskning har jeg brugt data fra alfa-, beta- og gammabølger, da det er de frekvenser, der viser, om man er afslappet eller koncentreret.
Når en performancekunstner bærer EEG-elektroderne på hovedet i den her sammenæng, viser dataene altså, hvornår kunstneren er henholdsvis afslappet og koncentreret.
EEG-prototypen er speciallavet til mit forskningsprojekt og kan give ‘live’ output – altså vise hjerneaktiviteten her og nu. Den kan også optage og rekonstruere de EEG-data, der er blevet optaget.
Selve dataene fra EEG-udstyret bliver visualiseret for publikum i real-tid som skiftende farver, der bevæger sig. På den måde bliver det altså også en del af scenografien og skaber en æstetisk oplevelse for publikum.
Seks års hjernebølge-kunst
Udover at være forsker, så er jeg også selv performancekunstner og har været aktiv inden for performancekunsten i 12 år.
Jeg bar selv EEG-udstyret under de fleste af mine forestillinger mellem 2015 og 2021.
Her præsenterede jeg altid EEG-dataene for publikum og forklarede, hvordan hjernebølgerne blev omsat til farver, grafer eller lyd – og hvad de forskellige farver, former og lyde betød.
På den måde kunne publikum følge med i de forandringer i mit indre, der skete, som jeg præsenterede for dem både verbalt og via teknologien.
De forestillinger har jeg nu brugt i mit forskningsprojekt, sammen med en forestilling af en anden kunstner.
Nysgerrige publikummer: ’Hvad sker der mon, hvis…’
Når publikum kan opleve kunsternes hjerneaktivitet ‘live’ under forestillingen, giver det et autentisk indblik i kunstneren som et menneske.
Et menneske, der bærer følelser og begejstring, og som reagerer på de fysiske omgivelser, mens han eller hun udfører kunstværket ’live’.
Jeg fandt frem til, at publikum typisk reagerer ved at udtrykke nysgerrighed. De interagerer ofte med kunstneren for at se, hvad der mon sker – om noget ændrer sig på skærmen.
Vil der for eksempel komme en umiddelbar ændring i farverne, som jo er knyttet an til dataene fra hjernebølgerne?
Disse fund kan potentiel bringe forskning og teknologi tættere på kunsten.
Det kan blandt andet gøre sig gældende på performancekunst-uddannelserne på kunstakademierne.
Når de studerende søger information om tidligere forestillinger, gør de det ofte i skrevne beskrivelser eller ved at se på videooptagelser eller fotografier.
Men forhåbentlig kan min forskning inspirere de studerende til at se nye muligheder og yderligere afsøge, hvilke måder biometriske data – som eksempelvis EEG-data – kan ændre den måde vi ser på tidligere forestillinger.
Et vindue ind til kreativiteten
En af hovedkonklusionerne i mit forskningsprojekt er, at EEG – brugt som biometrisk teknologi – kan vise publikum forbindelsen mellem spænding eller begejstring og kreative øjeblikke hos kunstneren. Og ikke mindst vise den kognitive tilstand hos kunstneren i disse disse kreative øjeblikke, mens han eller hun optræder.
Performancekunst er anderledes end interaktiv kunst i bred forstand, fordi kunstnerens krop er en del af kunstværket. Det gør, at selve kunstværket opstår i mødet med publikum.
Artefakterne eller kulissen efter en forestilling er måske nok det samme, men det er noget andet med selve forestillingen. Man kan forsøge at gentage den, men det vil altid blive et forskelligt kunstværk og aldrig præcis den samme forestilling.
Det, der foregår inde i kunstneren, er altid unikt og afhænger af, hvordan publikum interagerer – hvilke spørgsmål stiller de, rører de ved kunstnerens krop og hvordan reagerer de følelsesmæssigt?
EEG-data gør det muligt at se lige præcis denne kropslige tilstand i de enkelte performance-kunstværker.
Min forskning er udført på The University of Lapland i Finland og blev færdiggjort under min stilling som gæsteforsker på Roskilde Universitet.
Læs denne artikel på engelsk på vores internationale søstersite ScienceNordic.com. Oversat af Nana Elving Hansen.
