Naturhelbredelsens historie kan gøre os klogere på vaccinemodstand

Selvom vaccinemodstandere kan fremstå som en ensartet gruppe, består modstanden i virkeligheden af mange forskellige argumenter.

Modstanden imod statslig tvang synes umiddelbart at have fået mest opmærksomhed sammen med forskellige konspirationsteorier om, at vaccinen i virkeligheden ikke er, hvad den giver sig ud for.

De alternative sundhedsbevægelsers historie viser imidlertid, at et tredje argument, et der omhandler kroppens egen evne til at håndtere sygdomme, historisk har spillet en afgørende rolle i opposition til den etablerede medicin – og formentlig stadig gør det, også i Danmark.

Dette argument hører til det sundhedssyn, man kalder naturhelbredelse.

I denne artikel opridser jeg hovedlinjerne i naturhelbredelsens historie frem til Anden Verdenskrig. Mange af de konflikter, der var med den etablerede lægevidenskab, genfinder vi i dagens debat.

Naturhelbredelse som modargument til vacciner

Det sundhedssyn, som man traditionelt har kaldt naturhelbredelse eller naturlægekunst (efter det tyske Naturheilkunde), opstod i de tysktalende lande, hvor retningen stadig står stærkest i dag.

Grundtanken er, at kroppen selv kan håndtere sygdom bedre end udefrakommende medicinsk behandling og for en del omfatter dette også vacciner.

Aktuelt har flere tyske (her og her) og schweiziske medier peget på, at netop områderne med lav vaccinetilslutning har en større opbakning til alternative sundhedssystemer end de gennemsnitlige delstater og kantoner.

Interviews og indlæg, der i de sidste uger har været i bragt i flere danske medier, synes også at tyde på, at princippet om, at kroppen selv bør håndtere sygdom, er et stærkt argument fra mange af dem, der fravælger vaccine i Danmark (her, her og her).

Et vigtigt historisk perspektiv

I en artikel fra lægetidsskriftet The Lancet i år anbefaler forskere, at man sætter sig ind i vaccinemodstandernes argumenter som middel til at udbrede vaccinen til større befolkningsgrupper.

Naturhelbredelsens historie kan give indblik i de motiver, som mennesker, der ikke vil vaccineres, har, fordi principperne i større eller mindre grad udgør en væsentlig bestanddel af mange menneskers sundhedssyn.

Før vi fortsætter med naturhelbredelsens historie, er det dog vigtigt at understrege to ting.

For det første er det langt fra alle tilhængere af naturhelbredelse, der også er modstandere af vacciner – måske drejer det sig i virkeligheden om et mindretal.

For det andet kan man udmærket dele naturhelbredelsens principper i større og mindre grad samtidig med, at man accepterer den etablerede lægevidenskab.

Ellers ville en fjerdedel af den danske befolkning næppe gøre brug af alternativ behandling.

Naturhelbredelsen har rødder i 1700-tallet

At det er kroppen selv og ikke udefrakommende midler, der bør tage sig af sygdomsbehandling, er en gammel tanke, både i den etablerede lægevidenskab og inden for forskellige former for traditionel folkelig sygdomsbehandling, som kloge koner og mænd.

Naturhelbredelsen som samlet sundhedsforståelse og i et vist omfang organiseret alternativ til den etablerede lægevidenskab har imidlertid rod i de tankesystemer, der i 1700-tallet orienterede sig mod naturen og forestillingen om det naturlige som altings ideal.

I faktaboksen under artiklen kan du læse mere om, hvad bevægelsen forstod ved 'det naturlige'.

I eftertiden blev grundlæggelsen af en egentlig lære om Naturheilkunde knyttet til lægen og Rousseau-tilhængeren Christoph Wilhelm Hufeland (1762-1836), hvis værker blev udbredt over hele Europa og oversat til dansk allerede før år 1800.

Naturhelbredelsens grundprincipper

Selvom vi har at gøre med en løs bevægelse med delvist forskellige praksisser, kan tankegangen hos Hufeland og særlig de efterfølgende naturhelbredere forenklet opstilles i en række grundprincipper:

1. Menneskets ideal er naturtilstanden – forstået som menneskets ’natur’, dets oprindelige fysiske og psykiske tilstand.
2. Kroppen behandles som en helhed (holisme) mellem det psykiske og fysiske (somatiske).
3. Kroppen har en iboende ’livskraft’, der både sørger for bevarelse af sundhed og for helbredelse ved infektion.

Af de principper kan man så udlede vejen til det sunde liv:

• Sygdom er grundlæggende en forstyrrelse af kroppens naturtilstand; sundhed er at leve efter det, der antages at være menneskets naturlige behov.
• Sygdom kan måske godt have isolerede udtryk, men uanset om det drejer sig om det psykiske eller det fysiske (somatiske), er det udtryk for en forstyrrelse af hele mennesket.
• Eftersom sygdom ét sted er udtryk for en generel forstyrrelse af mennesket, kan den ikke behandles med terapi, der kun retter sig mod det pågældende symptom. Det gælder uanset, om det drejer sig om for eksempel kræft, udslæt eller nervøsitet.
• Kun ’livskraften’ i kroppen selv, kan helbrede: Sygdomsbehandling består derfor i at stimulere kroppens egen bekæmpelse af den forstyrrelse, der kommer til udtryk i et givet symptom.
• Denne stimulering skal ikke bestå i medicin, men i at stimulere kroppen ved at give den dÉt, der antages at være dens naturlige behov.
• Det er grundlæggende de samme metoder, der anvendes til at holde sig rask og til at helbrede sig for sygdom.

Ligheder og konfliktpunkter med lægevidenskaben

Principperne er kort sagt forestillinger om sundhed, som de fleste kender fra mere eller mindre radikale former for alternativ behandling, og en del af dem er desuden fuldt kompatible med den etablerede lægevidenskab.

Der er dog også oplagte konfliktpunkter til det etablerede.

I nutidens medier optræder af og til historier om behandlere, som har forsøgt at helbrede blandt andet kræft gennem terapier, som retter sig mod helt andre dele af kroppen end dem, der er angrebet, eller som ser det som en reaktion på psykisk ubalance.

Et andet punkt er modstanden mod udefrakommende indgreb i kroppens balance. Mange typer etableret medicin og behandling regnes netop som ’udefrakommende’ indgreb. Det er ikke mindst derfra, modstanden imod vaccination kommer.

At vaccination også omvendt kan ses som stimulans af kroppens immunforsvar er formentlig en årsag til, at vaccinationsmodstand trods alt gennemgående har været et minoritetssynspunkt i naturhelbredelsesmiljøerne.

\ Læs mere

De fleste vaccineskeptiske konspirationsteorier på internettet stammer fra 12 personer, viser undersøgelse

Hvorfor Tyskland?

Naturhelbredelse er især udbredt i Tyskland i dag, og det er der flere grunde til.

For det første var det tysktalende Europa arnested for udviklingen af en praktisk naturhelbredelse. De grundprincipper, som er opstillet herover, blev udviklet som egentlige behandlingsmåder af en række pionerer, der typisk drev deres eget sanatorium, hvilket er en form for helbredelsescenter.

Eksempelvis blev den tidligere landmand og selvlærte naturhelbreder Vincenz Prießnitz udråbt til grundlæggeren af den moderne vandkur. Den videreudviklede blandt andre Arnold Rikli, som også anbefalede sol- og luftkure.

Theodor Hahn med flere tilføjede sidenhen vegetarisk diæt som vejen til helbredelse.

Vandkur og barfodsvandring

Præsten Sebastian Kneipps Kneippkur blev nærmest en overbetegnelse for de nævnte typer af behandlinger og i øvrigt et varemærke for en række naturhelbredelsesprodukter. Store naturhelbredelsessanatorier som Weißer Hirsch i Dresden blev søgt af folk fra hele kontinentet og annoncerede også i danske aviser.

Efterhånden kom listen over de naturlige lægemidler til at omfatte alt fra vandkur, jord- og lerbaserede lægemidler, sollys, barfodsvandring, gymnastik og så videre.

Sanatorierne for naturhelbredelse udgjorde et væsentligt indslag i udbuddet af sundhedstilbud i slutningen af 1800-tallet. Der var dog stadig langt flere andre typer af sanatorier, der ikke delte naturhelbredelses-tanken eller integrerede elementer fra den i et mere etableret medicinsk sundhedssyn.

Naturhelbredelse fik formel legitimitet

En anden grund til naturhelbredelsens popularitet i Tyskland var den gunstige lovgivning.

Fra 1869 gjaldt reelt den såkaldte Kurierfreiheit i det Nordtyske Forbund; enhver havde lov til at varetage behandlingen af sygdomme, så længe vedkommende ikke brugte titlen læge. Store dele af Schweitz fik samtidig en tilsvarende lovgivning.

Det lagde fundamentet for, at naturhelbredelsen og beslægtede former for alternativ sundhedsforståelse, eksempelvis homøopati, fik en stilling og legitimitet, som er langt større i Tyskland end i Danmark.

I 1920’erne kom de første akademiske lærestole i naturhelbredelse ved universiteterne i Berlin og Jena.

\ Læs mere

Homøopati: Skarp kritik af Københavns Universitet for nyt forsøg

Drevet frem af livsreformbevægelsen

En tredje grund var, at naturhelbredelsen blev drevet frem af ’die Lebensreformbewegung’, hvilket kan oversættes til ’livsreform-bevægelsen’. Bevægelsen fandtes over hele Europa, men stod langt stærkest i de tysktalende lande.

Livsreform-bevægelsen var en reaktion på 1800-tallets hastige industrialisering og urbanisering, der blev set som årsag til en række lidelser.

Med udgangspunkt i den 'naturlige levevis’ fra naturhelbredelses-sanatorierne koblede bevægelsen individuel sundhed, i form af ernæring, bevægelse og påklædning, til det sunde samfund.

Naturhelbredelsen fik ideologisk grundlag

På denne måde blev naturhelbredelsen ideologisk og organisatorisk knyttet til forestillinger om det ideelle samfund og efterhånden også til gennemførelsen af det naturlige på en række andre områder – i klædedragt, opdragelse, samfundsopbygning og religion.

Denne kobling mellem sundheds- og samfundssyn er blandt andet tydelig hos Eduard Baltzer, der var en af livsreform-bevægelsens grundlæggere – tag bare titlen på en af hans mest kendte bøger:

»Die natürliche Lebensweise, der Weg zu Gesundheit und sozialem Heil,« eller på dansk: Den naturlige livsstil, vejen til sundhed og social velfærd.

Det ideologiske element er stadig en del af den bredere forståelse blandt mange tilhængere af naturhelbredelse og var tidligt i bevægelsens liv med til at styrke identiteten blandt tilhængerne.

\ Læs mere

Nyt studie giver bud på, hvorfor vaccinemodstandere tror, at de ved bedre end eksperter

Naturhelbredelsen i Danmark

En del af udviklingen i Tyskland smittede tidligt af på Danmark. Eksempelvis blev Klampenborg Badeanstalt åbnet i 1846 med direkte inspiration fra den form for vandkur, som Prießnitz, havde grundlagt.

En egentlig naturhelbredelse som samlet alternativ til den etablerede medicin blev dog først for alvor udbredt af lægen Michael Larsen, der i 1889 udgav ’Mådehold og Sundhed: populære Overveielser om en Ændring af vor Levemåde’.

Her anviste han en række naturlige metoder til sundhed, hovedsagelig koncentreret om diæten og argumenterede for, at lægefaget ville blive unødvendigt, hvis bare folk kendte til ernæringens betydning for sundheden.

\ Læs mere

Brugere af alternativ behandling: Det kan ikke skade at prøve

Det sunde menneske kan drikke rå mælk uden at frygte tuberkulose

I sin bog skriver Michael Larsen blandt andet:

»Det sunde menneske behøver derfor ikke at være bange for smitsomme sygdomme som cholera, diphteritis og lignende, og han kan drikke rå mælk uden at frygte for tuberculose. Han kan reise gjennem det mørke fastland eller i alt fald tage bolig i Congodalen eller andre tropiske egne uden at blive angreben af malaria, eller guul feber.«

Det menneske, der lever naturligt, bliver ikke syg, og den, der er syg, skal hellere begynde at leve naturligt end at gå til en etableret læge.

Det sundhedssyn udbredte Michael Larsen siden gennem blandt andet Dansk Vegetarisk Forening, som han var en af initiativtagerne til i 1896, samt i foredrag og en række skrifter. ’Naturhelbredelsen’, som han udgav på Gyldendal i 1901, blev siden set som det klassiske danske værk om emnet.

Kvaksalveri-loven begrænser naturhelbredelse i Danmark

I Danmark begrænsede kvaksalveri-loven fra 1794 dog både udøvelsen af naturhelbredelsen og mere traditionelle former for kloge koner og mænd. Loven gør det strafbart for alle uden autorisation at kalde sig læge eller give indtryk af, at man er læge.

Derfor var udbredelsen af naturhelbredelsen herhjemme primært knyttet til litteratur og tidsskrifter, samt foredrag i eksempelvis Dansk Vegetarisk Forening, der i perioden fungerede som forum for naturhelbredelse.

Praktisk naturhelbredelse inden for loven var stort set begrænset til individuel diætetik (kostvejledning), behandlingssteder, der integrerede det i traditionelt lægearbejde udført af uddannet medicinsk personale, eksempelvis Skodsborg Sanatorium, samt fysiske behandlingsmetoder - mange af de tidlige klinikker for fysioterapi (den gang kaldet sygegymnastik) i begyndelsen af 1900-tallet byggede på naturhelbredelses-tankerne.

\ Læs mere

Skodsborg Badesanatorium udfordrede den etablerede medicin med nøgentræning og vegetarmad

Dansk naturhelbredelse og det etablerede sundhedssystem

Naturhelbredelse behøver som nævnt ikke være i modstrid med den etablerede medicin, men i Danmark udviklede de to ting sig til en modsætning i starten af 1900-tallet.

Historisk har en række konflikter haft rod i den manglende formelle anerkendelse af naturhelbredelsen fra det etablerede sundhedssystem.

Eksempelvis besluttede Dansk Vegetarisk Forening i 1915 at rette henvendelse til den almindelige Lægeforening med henblik på at få blåstemplet naturhelbredelsens principper.

Om de havde regnet med det, er uvist; i hvert fald fik de kun en ironisk afvisning i Ugeskrift for Læger.

Et opgør med den etablerede medicin

Den ironiske afvisning blev brugt som begrundelse for, at Dansk Vegetarisk Forening i de følgende år rettede en række angreb mod den etablerede medicin.

På den måde kom naturhelbredelsen, der tidligere fremstod som et alternativ, til at virke som en egentlig opposition, som i sin konsekvente form krævede, at man tog stilling for eller imod den universitets- og hospitalsbaserede lægevidenskab.

Dansk Vegetarisk Forenings formand Oluf Egerod udgav som et samlet opgør med den etablerede medicin bogen med den sigende titel ’Lægernes vildfarelser’ i 1917, hvor han satte den etablerede medicin i modsætning til naturhelbredelsen.

Fra naturhelbredelse til vaccinemodstand

Det mest radikale udtryk for modstanden mod den etablerede medicin var Landsforeningen mod Tvangsvaccination, hvilket jeg undersøger i en kommende artikel i tidsskriftet Temp. I årene fra 1924 til 1931 blev de kendt for en offensiv debatstil og ikke mindst den sultestrejke, deres formand udførte.

Organisationen hvilede på et tydeligt naturhelbredelsesprogram. Som foreningens initiativtager, lægen Regine Grønberg-Petersen, udtrykte det i B.T. 1. juli 1921:

»Enhver Indsprøjtning af Sygdomsgift, saaledes som det jo sker ved Vaccinationen, er et Angreb paa Livskraften og nedsætter denne.«

Foreningens forståelse af vacciner førte til en vis bekymring fra myndighedernes side, men også til en form for anerkendelse af deres bekymring fra den daværende indenrigsminister Bertel Dahlgaard.

Ændring af vaccinationsloven

I Rigsdagstidende 1930, spørgsmål 56, er Dahlgaard citeret for at sige, at »Ængstelsen for deres Børn – det være sig nu med eller uden Grund – har antaget en saadan Form, at jeg ogsaa tror at dette Moment bør have nogen Vægt for dem, der skal drive en Vaccinationslov«.

Det var medvirkende til, at vaccinationsloven undergik en formel ændring i 1931, der i hvert fald på papiret gjorde det lettere at blive undtaget for den obligatoriske koppevaccination.

Der findes i det hele taget en række større og mindre alvorlige sammenstød mellem naturlæger og den etablerede kvaksalver-lovgivning, typisk i forbindelse med en enkeltpersons forsøg på at behandle sygdomme.

Negative følger af naturhelbredelsens metoder

Reglen har dog mindre dramatisk været, at naturhelbredelsens tilhængere anbefalede terapier, som fra den etablerede medicins syn bare var enten ligegyldige eller blot uhensigtsmæssige.

Det gjaldt eksempelvis mange af de holistiske metoder, som naturhelbredelsens tilhængere anviste til helbredelse eller forebyggelse af den spanske syge.

Det var særlig de forskellige former for indpakning i vådt klæde, som den svenske læge Henrik Berg anbefalede til at aktivere kroppens sygdomsbekæmpelse i bogen ’Spanska sjukan och dess botande enligt den fysikaliska läkemetoden’.

Selv uskadelige metoder kan dog have skæbnesvangre følger, når det drejer sig om sygdomme som kræft, hvor hurtig handling har stor betydning for overlevelsen.

Derfor var Sundhedsstyrelsen eksempelvis bekymret over udbredelsen af franskmanden Coués teknik til at aktivere underbevidsthedens helbredelseskraft, som var meget populær over store dele af Vesteuropa og USA i første halvdel af 1920'erne.

\ Læs mere

Kampen mellem alternative behandlere og lægevidenskaben begyndte allerede i 1800-tallet

Naturhelbredelsens bidrag

Når man behandler naturhelbredelsens historie, er det imidlertid også værd at lægge mærke til, at en del af de tanker, der blev udbredt gennem denne bevægelse, faktisk har vist sig at holde vand rent empirisk.

Mest slående er det sunde i grøntsager, som oprindelig stod i modsætning til en videnskabelig konsensus om, at større mængder animalsk protein var nødvendig.

Her spiller den danske læge (og fra 1910 leder af Statens Laboratorium for Ernæringsundersøgelser) Mikkel Hindhede en central rolle. Han kombinerede evidensbaseret forskning og anerkendelse af den universitetsbaserede lægevidenskab med sympati for store dele af naturhelbredelsen.

Tilsvarende var brugen af (sol)lys udbredt i naturhelbredelsessammenhænge, længe før Niels Finsen udviklede sin medicinske behandling med lysterapi – noget som Finsen da også bemærkede i flere af sine videnskabelige værker, blandt andet i hovedværket ’Om anvendelse i medicinen af koncentrerede kemiske lysstraaler’ fra 1896.

Forskningsprojektet er blevet til med støtte fra Cand. Pharm Povl M. Assens Fond.

\ Læs mere

Skal universiteter formidle forskning om alternativ behandling?

\ Læs mere

Kræftsyge i alternativ behandling har øget risiko for depression