Siden vi påbegyndte arbejdet med projektet 'Global Mobility of Employees' i 2018 har pandemien påvirket vores daglige arbejde som ph.d.-forskere, såvel som selve den 'globale mobilitet', vores forskningsemne.

Projektet var designet for 15 forskere tidligt i deres karriereforløb, der regelmæssigt skulle rejse internationalt i forbindelse med feltarbejde og uddannelse over en periode på 3 år, og som alle flyttede til udlandet for projektet.

Fra at være konstant på farten i forbindelse med arbejde og personlige årsager, har pandemiens rejsebegrænsninger tvunget os og vores kolleger til at have et mere stillesiddende liv.

Det samme gælder for mange af de personer, der arbejder i de organisationer, vi studerer.

Begrænsede rejsemuligheder særligt paradoksalt i EU-sammenhæng

Selvom de begrænsede rejsemuligheder berørte alle, der gerne ville rejse til udlandet i ferierne, var konsekvenserne endnu mere markante for tværnationale arbejdstageres arbejds- og privatliv.

Pandemien var skyld i længerevarende adskillelse for utallige personer isoleret uden for deres 'hjemland' og med familie og venner spredt i flere lande.

Det virker særligt paradoksalt i EU-sammenhæng, hvor princippet om fri bevægelighed har tilskyndet til personlig og professionel aktivitet på tværs af grænserne, og derfor er det blevet en vigtig og nødvendig del af livet for nogle.

Nye indrejsebegrænsninger og grænsekontrol har gjort denne livsform til en større udfordring.

Mobilitetsforskere er ret internationale

Globale mobilitetsstudier er tværfaglige. 

Det illustrerer vores projekt 'Global Mobility of Employees' perfekt. Projketet er finansieret af EU's Horizon 2020-program, og det opererer på tværs af flere EU-lande med forskere fra hele verden med baggrund i psykologi, sociologi, statsvidenskab og økonomi.

Projektet bringer forskellige perspektiver sammen for bedre at forstå individuelle, organisatoriske og samfundsmæssige effekter af arbejdskraftens mobilitet - det vil sige personer, der rejser internationalt for at arbejde.

Nogle af vores kolleger undersøger eksempelvis de internationale arbejdstageres motivation og situation, andre gransker netværk og organisationer, der rekrutterer talent verden over, og atter andre studerer de bredere politiske og økonomiske sammenhænge forbundet med denne mobilitet på tværs af landegrænser.

Vi er alle stærkt afhængige af det internationale samarbejde og samarbejdet med hinanden for at uddybe vores indsigt i mobilitetsfænomener ud over nationale grænser.

18 måneder med personlige og professionelle udfordringer

I dag, hvor vi skriver disse linjer, kan vi se tilbage på mere end 18 måneders personlige udfordringer og tvivl forstærket af faglige udfordringer, i takt med at formålet med vores forskning tilsyneladende forsvandt.

Vi har ligesom alle vores projektdeltagere tidligere boet og arbejdet i forskellige lande og på en række kontinenter.

For os har strenge rejserestriktioner været blandt de hårdeste konsekvenser af pandemien, fordi de påvirkede vores personlige og professionelle liv på samme tid, som dette nylige auto-etnografiske studie demonstrerer.

Nyudklækkede forskere, som os selv, har især følt presset fra tidsbegrænsede ph.d.-kontrakter stige i takt med de vedvarende CVID-19-restriktioner.

Forsinkelser som følge af nødvendigheden af at redesigne forskningsprojekterne har sammen med færre og dårligere muligheder for feedback og samarbejde på den internationale scene bremset vores fremskridt.

For at kunne navigere i løbet af de første år som forsker samt identificere fremtidige muligheder, er det ofte afgørende for ph.d.-kandidaterne at kunne mødes ansigt til ansigt i forbindelse med konferencer, networking og institutionelle udvekslinger.

Formålet med vores forskningsprojekt blev vendt på hovedet

De mange udfordringer, vi stødte på i vores arbejde, var især forbundet med de pludseligt skiftende forhold omkring vores forskningsemne 'global mobilitet'.

Som samfundsvidenskabelige mobilitetsforskere er vi begge interesserede i at undersøge vilkårene for arbejdsmobilitet, international migration og karriere fra forskellige vinkler på tværs af geografien.

I 2020 planlagde vi at gennemføre forsknings- og feltarbejdsophold hos partnerorganisationer i Tyskland, Spanien og Holland i to perioder på fire måneder hver.

Mens vi var ved vores første destination, blev vi kaldt tilbage til Danmark af vores arbejdsgiver, Copenhagen Business School.

Tvunget til at stoppe alle rejseaktiviteter

Vi fik ikke lov til at afslutte vores forskningsophold 'fysisk', og derfor mistede vi værdifuld indsigt i de organisatoriske sammenhænge og individuelle indstillinger, vi ellers havde planlagt at studere.

Desuden blev alle projektmøder, uddannelsesforløb og fælles konferencedeltagelse aflyst eller omdannet til virtuelle møder. 

Lige fra pandemiens start var vi nødt til at arbejde hjemmefra og stoppe alle rejseaktiviteter. Vi blev tvunget til at stille spørgsmålstegn ved og gentænke den måde, vi foretager mobilitetsforskning.

Som mange andre er vi blevet mestre i Zoom, Teams, Meets og alle de andre onlinetjenester. 

At arbejde med kolleger og partnere i udlandet gennem videokonferencer og interviews over telefonen eller via videoopkald har været den eneste løsning, så vi kunne fortsætte projektet.

Global mobilitet forsvandt for øjnene af os

Det er en skæbne, vi deler med mange andre forskere: Vi har mistet fysisk adgang til vores forskningsfelt i længere perioder. 

Men der var yderligere udfordringer for mobilitetsforskere som os, fordi fænomenet 'global mobilitet', som vi ellers kender det, pludselig forsvandt.

Vores forskningsemne er stærkt relateret til international bevægelse og multikulturelle interaktioner på de globale arbejdspladser.

Den hidtil usete immobilitet i løbet af pandemien ændrede imidlertid markant, hvordan organisationer og enkeltpersoner, der skal til at ansætte medarbejdere, opfatter international mobilitet og arbejde i udlandet, samt hvordan de interagerer.

Ændrede vores opfattelse af vores forskningsemne

Dette ændrede vores opfattelse af forskningsemnet: Fra noget, vi selv oplevede og kunne identificere os med, til en meget abstrakt udforskning af et fænomen, der var ved at forsvinde.

Disse og andre overvejelser førte til forvridninger i vores resultater.

Det krævede, at vi tilpassede vores forskningsspørgsmål og spændvidde samt kombinerede præpandemiske data med eksternt indsamlede data i en COVID-19-kontekst.

Desuden besluttede vi os for at studere yderligere emner, der dukkede op, som den begrænsede bevægelsesfrihed i EU til forståelse af EU-statsborgerskab (vores kollaborative artikel er undervejs).

Mange internationale medarbejdere føler sig isolerede

Vi var naturligvis ikke de eneste, som ikke kunne rejse internationalt i løbet af restriktionerne.

Selv de medarbejdere og organisationer, der er i fokus for vores forskning, blev pludselig tvunget til at sætte en stopper for alle internationale rejser og i stedet arbejde hjemmefra.

Ændrede arbejdsvaner og reduceret social interaktion i organisationerne påvirkede uden tvivl alle former for erhverv.

Foreløbige resultater af vores forskning viser, at internationalt mobile medarbejdere - det vil sige personer, der er flyttet meget i forbindelse med deres arbejde - føler sig særligt isolerede, især når de næsten ikke kender nogen i den nye by, eller hvis de ikke taler sproget.

Mange havde accepteret en interessant stilling i udlandet på trods af den fysiske afstand til familie og venner, fordi de vidste, at de kunne 'hoppe på et fly, når de har brug for mig', som en respondent forklarede.

Da vi undersøgte, hvordan pandemien påvirkede forskellige personers livsstil, fandt vi, at de fleste ikke har haft mulighed for at besøge familie eller modtage besøg af venner i mere end et år. Manglende social støtte, bortset fra andre kolleger i en tilsvarende situation, fører tilsyneladende en del mobile medarbejdere til at genoverveje deres beslutning om at bo i udlandet.

Ny forståelse af global mobilitet

Medarbejdere og arbejdsgivere er lige udfordrede af pandemien. Mange virksomheder flyttede før medarbejdere på tværs af aktiviteter i forskellige lande i forbindelse med forskellige projekter og behov.

Multinationale organisationer har i et lille omfang været i stand til at fortsætte på denne måde, da arbejdsformål er anerkendt som en gyldig grund til rejser inden for EU.

Imidlertid blev processer forbundet med flytning af medarbejdere og deres familier til andre regioner ofte afbrudt. 

Administration af yderligere dokumentation og påkrævede ekstraordinære tilladelser betyder, at overarbejde er blevet normen for mange globale mobilitetsafdelinger i organisationer.

Samlet set kan vi konstatere, at pandemien og de dertil knyttede restriktioner har udløst en masse samfundsmæssige forandringer, der har fået os til at udvikle en alternativ forståelse af, hvad ’global mobilitet af medarbejdere’ står for nu og måske vil stå for i fremtiden.

Endnu mere afgørende end tidligere

Selvom visse job kræver fysisk tilstedeværelse på stedet, vil globalt spredte organisationer udforske alternative måder at understøtte rekrutteringsbehovet på, for eksempel ved at ansætte lokalt.

En hybrid og fleksibel tilgang til mobilitet skal sikre vidensdeling på tværs af grænser, hvilket muligvis vil føre til en stigning i virtuelt teamarbejde og kontrakter, der muliggør fjernarbejde.

På medarbejdersiden betyder en potentiel begrænsning af international pendling, at valg af bopæl og beskæftigelsessted er endnu mere afgørende end tidligere. 

Den globale turbulens kaster også lys over nye samfundsfænomener, der tidligere var mindre synlige.

Det inkluderer behovet for at overveje den længerevarende adskillelse fra deres familie og venner, som internationale medarbejdere oplever.

Dette øger for eksempel vigtigheden af flersproget, pandemirelateret kommunikation samt behovet for specifik støtte i organisationer, hvor lokale solidaritetsnetværk mangler.

Fri bevægelighed er et unik privilegie

På trods af alle vanskelighederne og begrænsningerne forsøger vi at følge med og færdiggøre vores ph.d.-afhandlinger og projekter for at sikre vores fremtidige karrieremuligheder.

Der er få stillinger i den akademiske verden, og manglen på netværksmuligheder parret med rejserestriktioner har bidraget til en stigende usikkerhed blandt mange af vores ph.d.-kolleger, der arbejder internationalt.

Ikke desto mindre er vi modnet som forskere ved at dele og reflektere over de daglige udfordringer med andre forskere, samt ved at forsøge at se situationen i et positivt lys.

Fri bevægelighed og muligheden for at rejse (som er et stort privilegie) er ganske vist blevet 'taget fra os' af pandemien og dens restriktioner, men der er dukket nye læringsmuligheder op, som helt sikkert vil berige vores forskningsperspektiver om migration og global mobilitet i fremtiden.

At opleve følelsen af at 'sidde fast' et sted, der er helt ukendt, har gjort os opmærksom på de usikre arbejdsvilkår, begrænsningen af fri bevægelighed kan udløse for individuelle liv generelt.

Desuden har det gjort os endnu mere bevidste om, hvor unikke og dyrebare de rettigheder, vi har som EU-borgere, er - enkeltpersonernes ret til at flytte og bosætte sig inden for EU-medlemsstaternes område.

Projektet 'Global Mobility of Employees' er finansieret af EU under Marie Skłodowska-Curie Actions og Horizon 2020 programmet.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark.