Hvis det ikke lykkes første gang, så prøver han igen og igen - og et par gange til. Den indstilling gjorde Jan O. Jeppesen til dansk ungdomsmester i hammerkast i 1990. Og i dag ligger den 36-årige forsker særdeles godt placeret i disciplinen organisk kemi.
Jan O. Jeppesen har sin egen forskningsgruppe på Institut for Fysik og Kemi på Syddansk Universitet, han blev i juli sidste år udnævnt til professor, og 2009 var kun lige begyndt, da han modtog en stor forskerpris på 2,5 millioner kroner.
»Jeg er et konkurrencemenneske, der godt kan blive stædig, når jeg bliver mødt med en masse argumenter for, at noget ikke vil virke. Måske skal man blot gå en lille omvej for at nå i mål og se forsøget lykkes i 7. eller 8. omgang,« siger Jan O. Jeppesen.
Hans forskergruppe i Odense bygger molekyler. De kombinerer og binder grundstoffer sammen i store komplicerede molekyler, der ændrer egenskaber undervejs. Og de egenskaber, som molekylerne til sidst får, kan vise sig at være særdeles anvendelige - for eksempel til at opspore landminer, der ligger begravet i jorden, eller sprængstoffer, der er skjult i bagage i en lufthavn.
Sporing af sprængstof
»Det er mest medicinalindustrien, der er kendt for at lave molekyler med nye virkninger, men jeg er ikke gået i den retning. Jeg er mere interesseret i at udvikle materialer, der kan bruges i teknologien,« siger Jan O. Jeppesen.
\ Fakta
Hans gruppe er således involveret i at udvikle sensorer, der kan spore stoffer, og de samarbejder med forskere på DTU om et sensormolekyle, der kan genkende sprængstofmolekyler.
»Vi er i stand til at designe et molekyle, der skifter farve fra gul til grøn i samme øjeblik, det identificerer et sprængstofmolekyle, og det system vil vi gerne integrere i et lille håndholdt apparat, som kan bruges i områder med landminer, i lufthavne, i undergrundsstationer og andre steder, hvor sprængstoffer kan udgøre en sikkerhedsrisiko.«
»Det har et stort humanitært aspekt, hvis vi kan udvikle en billigere, hurtigere og mere pålidelig teknologi end den, der kendes i dag,« siger Jan O. Jeppesen.
Molekyle med hukommelse
Et af de molekyler, han har arbejdet længst med, kan lagre hukommelse og derfor blive særdeles nyttigt for it-industrien, hvor computerne hele tiden bliver mindre og hastigheden større.
»Man regner med, at den siliciumbaserede teknologi, som bruges i dag, vil nå sin maksimale ydeevne i løbet af ganske få år, for der er grænser for, hvor mange komponenter der kan presses ind på den enkelte chip. Så der bliver brug for nye nanoteknologiske løsninger, og her kommer kemikerne ind i billedet. Vi har jo altid arbejdet på nano-niveau,« siger Jan O. Jeppesen.
Og kemikerne vender problemet helt om. I stedet for at formindske griber de fat i naturens mindste byggesten, atomer og sætter dem sammen i molekyler og bygger således chipsene op fra bunden.
Et sådant molekyle - i en halvfærdig udgave - havde Jan O. Jeppesen med i bagagen, da han i 1999 drog på forskningsophold i Los Angeles.
På University of California mødte han professor Sir J. Fraser Stoddart, som er en af sværvægterne inden for Jan O. Jeppesens fagområde: supramolekylær kemi.
Her gik det op for den unge, danske ph.d.-studerende, at hans medbragte molekyle kunne være med i et globalt kapløb om at udvikle molekylære computere. Siden da har Jan O. Jeppesen arbejdet sammen med andre forskere om at udvikle og afprøve molekylet, der kan rumme utrolige mængder hukommelse.
Teori og håndelag
»For mig er det vigtigste, at vi hele tiden lærer noget nyt, og jeg er først og fremmest optaget af den grundvidenskabelige udforskning af denne type molekyler. Hvorfor virker de, hvordan virker de, og hvor hurtigt virker de?« siger professoren, som netop er blevet hædret for sin nyskabende og originale forskning.
Jeg er et konkurrencemenneske, der godt kan blive stædig, når jeg bliver mødt med en masse argumenter for, at noget ikke vil virke. Måske skal man blot gå en lille omvej for at nå i mål og se forsøget lykkes i 7. eller 8. omgang
Jan O. Jeppesen
»Organisk kemi er en fascinerende kombination af teoretisk viden og håndværk. Det kræver både praktisk håndelag og erfaring at blande kemikalier i laboratoriet, og vi plejer at sige, at man skal have grønne fingre for at få eksperimenterne til at lykkes.«
»Og så skal man sommetider lade være med at tænke for meget og bare gå i gang, for det er der, de nye opdagelser kommer,« siger Jan O. Jeppesen, som er helt på det rene med, at der kan gå mange år, inden de opdagelser, han gør i laboratoriet, er modne til anvendelse.
»Jeg arbejder også med molekyler, der kan trække sig sammen og udvide sig ligesom muskler. Den type molekylære maskiner kan formentlig bruges i produktion af ventiler.«
Måske er det også muligt at lave kunstige molekylære muskler, og dem vil jeg meget gerne nå at lave, inden jeg går på pension, siger den unge professor.
Lavet i samarbejde med Det Naturvidenskabeligt Fakultet på Syddansk Universitet
