Det europæiske rumagentur (ESA) har netop givet grønt lys for en rummission ved navn Euclid, der skal sendes op i 2020.
Euclid skal i bogstaveligste forstand studere universets mørke side: Den mørke energi der får universets udvidelse til at gå hurtigere og hurtigere.
Sidste års Nobelpris i fysik blev netop givet til de forskere, der gennem observationer af fjerne eksploderende stjerner har afsløret, at universets udvidelse accelererer.
En anerkendelse af, at det er et meget vigtigt tema i den moderne fysik.
Euclid skal måle fingeraftryk af mørk energi
Den mørke energi kan som sådan ikke ses, men Euclid vil studere den ved gennem seks år at observere op til to milliarder galakser over mere end en tredjedel af hele himlen.
Observationerne skal bruges til at måle fingeraftryk af mørk energi, men også til at studere såkaldt mørkt stof, der dominerer de enkelte galakser og store samlinger af galakser (såkaldte galaksehobe).
Dataanalyse ved dansk center
Space Science Center ved Københavns Universitet og DTU Space samarbejder om at bidrage til design af instrumenterne, levere dele til test af instrumenterne og deltage i test af instrumenterne før opsendelsen.
Desuden skal en del af dataanalysen fra satellitten foregå ved et nyt dansk data center i samarbejde med Datalogisk Institut ved Københavns Universitet.
Det danske engagement giver forskerne direkte adgang til de umådeligt værdifulde målinger fra Euclid, der på afgørende vis kan være med til at forøge vores viden om, hvordan universet er opbygget og vil udvikle sig i fremtiden.
Den mørke energi dominerer nemlig universet og er derfor også nøglen til universets skæbne.































