Danskhed er en moderne opfindelse
Først for 200 år siden efter vi mistede Norge, var en rigtig dansker sådan en, der var født i Danmark, talte dansk og dyrkede dansk kultur. Datidens debat har sat spor i nutidens integrationsdebat, siger en historiker.

I begyndelsen af 1800tallet begyndte en rigtig dansker at skulle tale dansk. Det var ikke længere nok at bo i den danske stat. (Foto: Colourbox )

Ahmed taler ikke ret godt dansk. Han spiser ikke frikadeller og har aldrig set Matador. Til gengæld har han sin egen grønthandel og betaler skat i Danmark. Ahmed kan være en hvilken som helst ny statsborger i Danmark.

Men er han en rigtig dansker, når han ikke deler sprog, kultur og fødeland med flertallet i det land, han bor i?

Spørgsmålet har været underliggende for mange af de politiske debatter, Danmark har haft i de sidste 30 år. Men det er faktisk en gentagelse af en diskussion, som varede fra 1814 til 1864. Det siger Rasmus Glenthøj, som er Ph.d. stipendiat i historie ved Syddansk Universitet.

»På det her tidspunkt diskuterede man dansk identitet på samme måde, som vi gør i dag, hvor vi prøver på at finde ud af, hvordan indholdet i vores danskhed skal være. Skal det være sprog og historie som hos Dansk Folkeparti eller skal det at være dansk forstås i en mere statsborgerlig forstand som hos Det Radikale Venstre?«

Rasmus Glenthøj forsker i, hvordan danskernes og nordmændenes forestillinger om nation og identitet udviklede sig i Norge og Danmark fra 1807 til 1830.

Bred danskhed

Fra midten af 1700tallet begyndte tankerne om national identitet og nationalstat at opstå i Danmark, men det var stadig uden afgørende betydning, om man talte tysk, dansk eller norsk, så længe man boede i staten.

Der var mange i landet, som ikke talte dansk. Danmark var en større stat, end det er i dag. Norge, kolonierne, Grønland, Færøerne, Island og det tysktalende Holsten og Slesvig hørte ind under kronen.

»Den officielle definition på fædrelandet var det sted, man levede som loyal undersåt og nyttig borger,« siger historikeren.

Men der var forandring på vej. Det dansktalende borgerskab identificerede sig i stigende grad med det danske sprog, Danmark som fødested og den danske kultur. Og en række katastrofale hændelser for Danmark satte for alvor gang i diskussionen om danskhed i begyndelsen af 1800tallet.

Amputeret stat

I 1814 blev Danmark tvunget til at afstå Norge til Sverige, fordi vi havde valgt taberens side i den sidste krig mod England.

Det danske sprog er centralt i den opfattelse af danskhed, som opstod i begyndelsen af 1800tallet. Arabisk passer ikke ind i denne forestilling. (Foto: Colourbox )

»Det var et enormt psykologisk knæk. Det føltes for danskerne som at få kappet sin højre arm af,« siger identitetsforskeren.

Danmark måtte også aflevere flåden til englænderne i 1807 og med statsbankerotten i 1813 var nederlaget en total national ydmygelse.

»På det her tidspunkt begynder vores begreb om nationen at gå fra at være statsligt til at blive mere folkeligt. Historien, sproget og folket får en central betydning. Eliten i Danmark begynder at se mere positivt på den almindelige befolkning, og bønderne bliver set som nationens kerne,« siger identitetsforskeren.

Ud med tysk

Sproget er et billede på folkets sjæl i 1800tallets måde at forstå danskheden på. Og derfor bliver det vigtigere at kunne tale dansk som dansker, end det havde været tidligere.

»Hvis en person ikke kunne tale dansk, så var han ikke længere en rigtig dansker, selvom han havde statsborgerskab i Danmark,« siger historikeren.

Hvis en person ikke kunne tale dansk, så var han ikke længere en rigtig dansker, selvom han havde statsborgerskab i Danmark.

Rasmus Glenthøj

Tabet af Norge betød, at der kom en uligevægt i sprogforholdene, fordi nordmændene blev regnet for at tale dansk. Før 1814 talte 25 procent af den danske befolkning tysk. Men nu udgjorde de tysktalende danskere hele 40 procent af folket. Det blev et politisk spørgsmål, hvorvidt det var sprog og historie, som knyttede den enkelte til fædrelandet, eller det var ren og skær statsborgerskab, der talte.

Holstenerne var trætte af den danske stat. Den havde ruineret dem under de sidste krige, og i 1813 var staten endda gået bankerot. Holstenerne blev mere og mere lokalpatriotiske og ville have deres egen demokratiske forfatning under den danske krone. Det kunne de ikke få lov til. Danskerne forsøgte at få indbyggerne i Slesvig til at tale dansk og dyrke dansk kultur, men med Holsten gik udviklingen stik modsat. Til sidst ville Danmark helt af med Holsten, men ikke miste Slesvig.

I nye klæder

Uoverenstemmelserne mellem nationalisterne i Danmark og i hertugdømmerne tog til i løbet af århundret. I 1848 førte det til krig mellem Danmark og Slesvig- Holsten. Forskeren fortæller, at det var de nationalistiske tanker, som opstod fra 1814 til 1830 i den kulturelle elite, der førte til krigen.

»Identitet handler også om, hvem du ikke er. At være dansk er også ikke at være tysk i den her periode,« siger Rasmus Glenthøj.

Det har det også gjort senere både efter krigen i 1864 og efter befrielsen i 1945. Den nu fasttømrede danskhed mødte ingen udfordringer i 50erne og 60erne, men med EF afstemningen i 1972 begyndte diskussionen igen at præge de politiske debatter, hvor man var især bange for at miste det danske nærdemokrati.

I nutidens debat om integrationsspørgsmålet popper 1800tallets forståelse af danskhed jævnligt op

»Der er ikke tvivl om, at vores opfattelse af danskhed stadig er tæt knyttet til sproget. Derfor vil du som indvandrer falde udenfor det fællesskab, hvis ikke du taler dansk,« siger identitetsforskeren.

Om projektet og forskeren

 

Perioden 1807 til 1830 er en formativ fase i udviklingen af den nationale identitet i Danmark. Rasmus Glenthøjs forskningsprojekt er det første, som forholder sig til de mentale og identitetsmæssige konsekvenser af opløsningen af den 434årige union mellem Norge og Danmark.

Historikeren har taget fat i emnet, fordi han mener, at betydningen af 1814 hidtil er blevet nedvurderet i historieskrivningen, da det ikke passede ind i den nationale fortælling om det danske folk i modsætning til begivenhederne i 1848, 1864, 1920 og 1940-45.

Rasmus Glenthøj har i år modtaget videnskabsministerens Elite-Forsk-rejsestipendium.