Test dig selv: Er du ansigtsblind?
Ansigtsblinde kan ikke genkende ansigter; heller ikke deres børns eller kæresters. Lyder det bekendt, kan du her teste, om du er blandt de to procent af befolkningen, som har lidelsen.
ansigtsblindhed prosopagnosia.

Mor, far, søster, bror, kæreste, søn eller datter. Selvom relationen er tæt, kan ansigtsblinde ikke genkende ansigter. (Foto: Shutterstock) 

En mor, der ikke kan genkende sin søn. Eller en brudgom, der ikke kan genkende sin udkårne.

Umiddelbart lyder det, som om de to har til fælles at være følelsesmæssigt afstumpede eller decideret arrogante. Den manglende genkendelse af de allernærmeste kan dog skyldes ansigtsblindhed, som også kaldes prosopagnosia.

Ansigtsblindhed dækker, som navnet antyder, over manglende evne til at genkende ansigter.

Nogle rammes af blindheden efter en hjerneskade, men der er også nogle, som aldrig udvikler evnen til at huske ansigter. Det fortæller Randi Starrfelt, som er professor ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet og forsker i emnet.

»Ansigtsblinde er nødt til at lave særlige huskeregler for at genkende andre mennesker. Det kan være at fokusere på deres modermærker eller hår. Men de ansigtsblinde får store vanskeligheder, hvis folk eksempelvis skifter frisure. Eller hvis de møder dem uden for kontekst. En ansigtsblind kan måske godt genkende sin onkel til en familiefødselsdag, men ikke som tilfældigt forbipasserende på gaden,« fortæller hun.  

Årsagen til ansigtsblindhed er ukendt

Udenlandske studier viser ifølge Randi Starrfelt, at mellem 2 og 2,5 procent af befolkningen lider af ansigtsblindhed. 

»Hvis andelen virkelig er så stor, er der jo et barn i hver anden klasse, som ikke kan genkende sine klassekammerater. Derfor er det vigtigt at sætte fokus på lidelsen. Men også at forstå, hvad den skyldes,« siger hun.

Årsagen til ansigtsblindhed er ikke fastslået. 

ansigtsblindhed prosopagnosia.

Mens de fleste af os fokuserer centralt på eksempelvis øjne og mund, når vi observerer et ansigt, kigger ansigtsblinde i højere grad på ansigtets periferi. Frisure, skægvækst eller ørestørrelse vil nemlig være nemmere for dem at lave huskeregler omkring. (Foto: Shutterstock). 

»Vi ved, at der findes koblinger mellem syn og hukommelse. Og det ser ud til, at nogle områder i hjernen er specielt optagede af ansigter. Så den bedste hypotese vil være, at ansigtsblindhed skyldes en manglende kobling mellem ansigtscentrene og hukommelse. Men vi ved det ikke,« siger Randi Starrfelt.

Ansigtsblinde kan nemlig godt observere et ansigt i nu'et og beskrive dets karaktertræk, uddyber hun. Men det er, når de skal huske og genkende ansigtet efterfølgende, at det glipper. 

Det ser også ud til, at ansigtsblinde observerer et ansigt anderledes. 

»Vi, der kan genkende ansigter, kigger centralt i ansigtet på øjne, mund og så videre. De ansigsblinde fokuserer i højere grad på ansigtets 'kant' såsom frisure og ører. Men vi ved ikke, om det er årsagen til deres ansigtsblindhed eller effekten af den; det kan jo være, de gør det, fordi de yderste ansigtstræk er lettere for dem at lave huskeregler om,« siger Randi Starrfelt.   

Test dig selv

Kan du nikke genkendende til beskrivelserne ovenfor? Eller er du bare blevet nysgerrig på din egen evne til at genkende ansigter? Så har Cambridge University lavet en test, der kortlægger, om du hører til gruppen af ansigtsblinde.

Et resultat på 60 procent eller mindre indikerer ifølge forskerne bag testen, at du måske lider af ansigtsblindhed. Hvis det er tilfældet, er der ifølge Randi Starrfelt måder at styrke ansigtsgenkendelsen på:

»Vær bevidst om de strategier, du bruger, når du forsøger at huske personer. Og styrk dem. For mange vil det også hjælpe at være åben omkring sin ansigtsblindhed og fortælle medmennesker og nye bekendtskaber, at de ikke må tage det personligt, hvis du ikke kan genkende dem,« siger hun. 

Tag testen nedenfor (eller via dette link).