Halsbrækkende. Mere end 200 mennesker har i tidens løb mistet livet på Mount Everest (Foto: Olaf Rieck)

I øjeblikket sunder Mogens Jensen, Apa Sherpa og resten af holdet på Eco Everst-ekspeditionen sig efter det tragiske uheld sidste torsdag, hvor 32-årige Lhakpa Nuru Sherpa blevet fejet væk og dræbt af en enorm lavine ved det berygtede Khumbu Icefall på Mount Everest.

Med Lhapka Nuru Sherpa tragiske farvel er det samlede dødstal under bjergbestigninger på Mount Everest steget til anslået 222.

I julen 2008 offentliggjorde et engelsk-amerikansk forskerhold anført af anæstiseologen Paul G Firth fra Massachusetts General Hospital en undersøgelse, der forsøgte at kaste lys over, hvor mange der er døde på verdens højeste bjerg, og hvad dødsårsagen har været i perioden fra 1921 til 2006.

Forskerne kom frem til, at 192 bjergbestigere havde mistet livet på det berygtede bjerg. Af undersøgelsen fremgår det, at almindelige ekspeditionsdeltagerne er meget mere udsatte for at dø, end de lokale hjælpere, sherpaerne. Helt præcist har 125 ekspeditionsdeltagere mistet livet på Mount Everest sammenlignet med 67 sherpaer.

Uheld er den hyppigste dødsårsag

Langt den hyppigste dødsårsag er hårde kvæstelser fra fald. Enten ned af bjergskrænter eller ned i gletsjerspalter. Eller også er man braset igennem en snebro, blevet taget af en kraftig lavine eller har fået en rullende sten i hovedet. I alt 113 bjergbestigere er døde på den bekostning. Dernæst kommer død som følge af højdesyge, forfrysninger eller pludselig død, som har taget livet af 52 bjergbestigere.

»Når man bliver ramt af en slem form for højdesyge, går det først udover hjernen og lungerne i nævnte rækkefølge. De to organer bliver i den tynde luft ramt af ødem, som opstår ved at cellerne åbner op for deres vandkanaler og tømmes for vand. Det første, det rammer, er synssansen,« siger professor Bengt Saltin fra Københavns Universitet, der er ekspert i bjergbestigeres fysiologi.

Symptomerne på højdesyge er udover synsforstyrrelser en manglende evne til at tænke klart, og en tendens til at gå i koma. Man mister evnen til at koordinere bevægelser, får vejrtrækningsproblemer og svær hovedpine. Meldingen er klar fra Bengt Saltin:

»Hvis man er ramt af en slem form for højdesyge, er der ikke nogen vej tilbage. Så dør man. Hvis man er ramt af en mild form for højdesyge, som Mogens Jensen var det i 2006, så er det bare om at komme ned af bjerget i en fart.«

Astmatiker ramt af pludseligt dødsfald

Under kategorien 'pludselig død' noterede forskerne sig, at en af dem led af astma.

Mogens Jensen er også astmatiker, og han drømmer om at blive den første astmatiker i verden, der bestiger Mount Everest uden kunstig ilt. Heldigvis viser den seneste lægeundersøgelse på bjerget, at hans fysiologiske data er helt i top. Derfor har han blandt ekspeditionsdeltagerne fået tilnavnet 'Den hvide sherpa'.

I de sidste 27 tilfælde i opgørelsen kender man ikke dødsårsagen, fordi bjergbestigerne er forsvundet uden vidner, og ligene er aldrig blevet fundet.

Dagen for topforsøget er den farligste

De fatale uheld med dødelig udgang sker oftest på den dag, hvor bjergbestigerne forsøger at nå toppen. Forskerne har fundet ud af, at risikoen for at dø på vej mod toppen stiger, hvis bjergbestigerne bliver forsinket under strabadserne. Med andre ord: Hvis den sidste opstigning tager længere tid end forventet øges risikoen for, at der vil opstå problemer.

I tal betyder det, at de som overlever, typisk bruger mellem ni og ti timer på den sidste opstigning, mens dem, som ikke overlever, bruger mellem 13 og 14 timer. Groft sagt.

Forskerne har også noteret sig, at det ofte er den bjergbestiger, der sakker bagud under topforsøget, der er i høj risiko for at lade livet.

Sherpaer klarer sig bedst på toppen

Når det gælder toppen af Mount Everest, viser opgørelsen også, at sherpaerne klarer sig meget bedre end ekspeditionsdeltagerne. For eksempel er risikoen for at dø på vej ned fra toppen 2,7 procent for ekspeditionsdeltagerne, mens den kun er 0,4 procent for sherpaerne. Det vil sige, at risikoen blandt ekspeditionsdeltagerne er seks gange højere end sherpaernes.

En forklaring kan ifølge forskerne være, at sherpaerne er bedre akklimatiseret, fordi de opholder sig længere på bjerget i forbindelse med forberedelsen af ekspeditionen.

Længere ned af bjerget forholder det sig lige omvendt. Her er sherpaerne mere udsatte for at dø, end de almindelige ekspeditionsdeltagere. Det skyldes især, at sherpaerne under forberedelserne opholder sig længere i de risikofyldte områder som for eksempel Khumbu Ice fall.

Det faktum blev på sørgeligste vis understreget i torsdags, da Lhakpa Nuru Sherpa mistede livet i netop det område. Videnskab.dk krydser fingre for, at resten af ekspeditionen foregår uden uheld.