Ideen om hurtigt affyrende geværer eller kanoner har sikkert eksisteret lige siden skydevåbenets opfindelse i Kina omkring 1230, men den teknologiske ekspertise har manglet.
Der var ingen metaller, der kunne modstå trykket fra vedholdende skud, og der var ingen produktionsteknikker, der kunne fremstille våben med den påkrævede præcision.
Nogle af de første maskinvåben affyrede en hel salve ad gangen. Orgelkanonen med oprindelse i middelalderen kunne for eksempel skyde mange kugler af sted på én gang. Navnet kom fra kanonens udseende, hvor de mange kanonløb lå ved siden af hinanden som orgelpiber.
Leonardo da Vinci (1452-1519) var en af mange opfindere, der trods sin pacifistiske indstilling beskæftigede sig med at designe orgelkanoner.
Maskingevær virkede kun med hestevogn
I 1718 udtog briten James Puckle (1667-1724) patent på en lille kanon, der kunne affyre ni skud hurtigt efter hinanden. De ni kugler var placeret i en roterende tromle, og skift af tromle satte en begrænsning på våbenets hastighed.
Ved en offentlig fremvisning i 1722 affyrede en Puckle-kanon 63 skud på syv minutter. Selv om det var en stor teknisk bedrift, fik Puckle ingen kommerciel succes med sit våben.
Også i Danmark var der interesse for hurtige skydevåben. Nicolai Johan Løbnitz (1798-1858), en af Københavns bedste bøssemagere, udviklede i 1834 et luftgevær, der kunne affyre 80 skud på kun ét minut. Det blev testet af en militærkommission, som slog fast, at det var kraftigt nok til at gennembore en fyrretræsplanke på 76 meters afstand.
Problemet var, at den tilhørende luftpumpe krævede et svinghjul på knap to meter i diameter, og det måtte monteres på en medfølgende hestevogn. Ikke overraskende konkluderede kommissionen, at Løbnitz’ maskingevær var ubrugeligt i kamp.
På Løbnitz’ tid var geværet eller bøssen et frygtet, men ikke særlig effektivt våben, når det kom til krig. For eksempel observerede Richard J. Gatling (1818-1903), opfinder af Gatling-maskingeværet, at der under den amerikanske borgerkrig døde langt flere soldater af sygdom end af skud fra geværer.
Nye maskingeværer bliver opfundet
Borgerkrigen var brudt ud i 1861, og der var stor interesse for nye maskingeværtyper. I perioden november 1862-juni 1863 blev der indgivet over 80 patentansøgninger på maskingeværer i USA, og én af dem var Gatlings.
Gatlings maskingevær var udstyret med mange roterende geværløb, det samme var dets europæiske forløber, mitrailleusen, der blev opfundet af en belgisk kaptajn i 1851. Både mitrailleusen og Gatlings maskingevær blev drevet af et håndsving. Rotationen var med til at sikre, at geværløbene ikke blev overophedede.
I modsætning til mitrailleusen, som skulle lades manuelt, havde Gatling udstyret sit maskingevær med en ladningsmekanisme, hvor kuglerne – én efter én – faldt ned i geværet gennem en tragt.
Med en trænet skytte kunne mitrailleusen kunne skyde op til 125 skud i minuttet. Selv utrænede skytter kunne snildt klare 200 skud per minut med Gatlings maskingevær.
Brugt til at rydde demonstrationer
Maskingeværer var i 1800-tallet typisk monteret på et kraftigt, lavt stativ kaldet en lavet, som også blev brugt til at transportere mindre kanoner.
Maskingeværerne led af samme svaghed som Løbnitz’ opfindelse fra 1834 – nemlig begrænset mobilitet – omend ikke i så udpræget grad. Maskingeværerne vandt ikke stor udbredelse i den amerikanske borgerkrig eller andre større krige fra samme tid, og deres militære betydning i større slag var lille.
Maskingeværer var derimod langt mere anvendelige, når det gjaldt om at håndhæve overmagten i de europæiske og amerikanske kolonier. Der er mange eksempler på, at maskingeværer blev brugt til at meje store menneskemængder ned i forbindelse med oprør og demonstrationer.
Nogle mente endda, at sådanne massakrer kunne forsvares rent moralsk: Når kolonimagterne var i besiddelse af så overlegne våben, måtte det være, fordi europæerne også var andre folkeslag overlegne på alle andre punkter og derfor havde ret eller endda forpligtigelse til at håndhæve den militære dominans.
Sådan lød den forskruede argumentation.
Maskingeværet bliver krigsmateriel
I 1884 demonstrerede Hiram Stevens Maxim (1840-1916) en måde at bruge geværets rekyl til genladning, så det ikke længere var nødvendigt at bruge håndsving. Maxim-maskingeværet kunne affyre 600 skud i minuttet.
Som andre samtidige maskingeværer skulle der et hold af soldater til at operere det, og det blev mest brugt i kolonierne. Efterhånden som Maxim-maskingeværerne blev kendt og frygtet, var det ofte nok at demonstrere Maxim-maskingeværets kraft for at afskrække lokale oprørere.
1. Verdenskrig var et vendepunkt for den taktiske brug af maskingeværet. En lettere, enklere og mere pålidelig udgave af Maxims maskingevær var blevet udviklet af det britiske ingeniørfirma Vickers, der opkøbte Maxims firma i 1896. Vickers’ maskingevær kunne ikke skyde hurtigere end Maxims, men det kunne til gengæld affyre en million skud efter hinanden uden svigt.
Det var dog ikke briterne, men tyskerne, der først indså den taktiske værdi af de mere mobile og mere stabile maskingeværer. Det tyske Maschinengewehr 08 eller bare MG 08 var som Vickers en forbedret kopi af Maxim-maskingeværet.
Ved krigens udbrud i 1914 havde Tyskland over 12.000 MG 08’ere, og alene i 1916 blev der produceret 14.400. Mens nogle britiske bataljoner ofte kun var udstyret med få maskingeværer, placerede tyskerne som regel mange maskingeværskytter helt i front mod fjenden.
Slaget ved Somme var en britisk-fransk offensiv i sommeren og efteråret 1916, og det er et af de blodigste slag i verdenshistorien med 1,1 million døde. Maskingeværer stod for en stor andel af tabene. Slaget var en skyttegravskrig, hvor ethvert forsøg på fremrykning kunne mejes ned med maskingeværsalver.
De britiske generaler var ved slagets begyndelse fast besluttet på at angribe med fodfolk og kavaleri, hvilket gav de tyske maskingeværskytter let spil. 1. juli 1916 døde 60.000 britiske soldater, hvoraf langt de fleste faldt for kugler fra tyske maskingeværer.
Først i slagets allersidste fase indsatte briterne og franskmændene pansrede tanks mod de tyske maskingeværpositioner, og det gav resultat. Selv om tyskerne hurtigt havde taget maskingeværet i brug som taktisk våben til skyttegravskrig, var de mere forbeholdne over for brug af tanks og byggede selv kun få eksemplarer. Det var med til at vende krigens gang.
Maskingeværet bliver håndholdt
Udviklingen af maskingeværet til et relativt let, transportabelt og hurtigt affyrende våben var med til at ændre den måde, krig bliver ført på. 1. Verdenskrig var endnu en demonstration af, at ny teknologi kan være med til at forstærke krigens grusomhed.
Forfatteren Erich Maria Remarque (1898-1970) beskrev i bogen 'Intet nyt fra vestfronten' (1929) den følelse af meningsløshed, som krigen havde indgydt i mange: »Bombardementer, spærreild, tæppeild, miner, giftgas, tanks, maskingeværer, håndgranater – ord, ord, men de rummer al verdens rædsel.«
Ved afslutningen på 1. Verdenskrig i 1918 opfandt amerikaneren John T. Thompson (1860-1940) en af verdens første maskinpistoler, som en enkelt person kunne bære alene. Den skulle anvendes i skyttegravskrigene i Europa, og prototypen gik under navnet Annihilator (udsletter).
Krigen sluttede netop, som Thompson i samarbejde med sine tre kompagnoner havde afsluttet udviklingsarbejdet. De erstattede den komplicerede rekylladning, som de fleste tidligere maskingeværer anvendte, med en mere simpel mekanisme til bagstykkeladning.
Den blev patenteret i 1915 af John Bell Blish (1860-1921). Maskinpistolens officielle navn var 'Thompson’s sub-machine gun', og den fik hurtigt tilnavnet 'Tommy gun'.
Tommy gun’en vandt med sit karakteristiske runde patronmagasin udbredelse under forbudstiden i USA fra 1920 til 1933. Det er nok den maskinpistol, der er bedst kendt fra populærkulturen, især amerikanske gangsterfilm.
At Tommy-gun’en var mere populær i gangsterkredse end blandt politifolk, ser man i en berømt skududveksling i Brian de Palmas gangsterfilm De urørlige (1987). Scenen finder sted på en trappe i Union Square-togstationen i Chicago. Her kæmper to brave politifolk med rifler og pistoler mod en gruppe gangstere, hvoraf flere er bevæbnet med Tommy guns.
Scenen er for øvrigt inspireret af en tilsvarende trappescene i Sergei Eisensteins Panserkrydseren Potemkin (1925), der viser, hvordan civile jøder under den sidste bølge af russiske pogromer i 1905 bliver beskudt af Zarens soldater i byen Odessa – dog uden brug af maskinpistoler.
Maskinpistol, -gevær eller -kanon?
Der er ikke en entydig måde at skelne mellem maskinpistoler, -geværer og -kanoner på.
Man kan drage en grænse baseret på kaliber, hvor maskinkanoner typisk har en kaliber større end 16 millimeter, mens maskinpistolers kaliber er under 11,5 millimeter (0,45 tommer).
Man kan også se på design og anvendelse, hvor maskingeværer typisk har lange geværløb som rifler og er svære eller direkte umulige at benytte alene.
Tommy gun’en og senere opfindelser som AK-47’eren (1946-48) og Uzi’en (1948) er håndholdte maskinpistoler.
Det meget anvendte M60, som er en amerikansk videreudvikling fra 1957 af det tyske MG42, der blev brugt under 2. Verdenskrig, har en kaliber på 7,62 millimeter.
M60 er dog et maskingevær, fordi det som regel bliver opereret af et team på tre personer.
M/62, som den danske hær benyttede frem til 2014, er i familie med M60 og er et såkaldt letmaskingevær, der godt kan benyttes af en enkelt soldat.
\ Læs mere
Nye maskingeværer er på vej
Udviklingen af maskingeværer er gået i retning af lettere og mere pålidelige våben.
De eksisterende maskingeværtyper synes dog i det store hele at opfylde de behov, der eksisterer i dagens forsvar, men der forskes stadig i at gøre maskingeværer mere effektive – og dermed også mere rædselsvækkende.
Der er opfundet elektronisk styrede maskingeværer med ekstremt høje affyringsrater, helt op mod en million skud i minuttet, men de har endnu ikke vist sig at være egnede til kampbrug.
