Der er kommet mere kunstigt lys på Jordens overflade. Det er nok ikke en stor overraskelse for mange, men nu er det blevet målt, hvor meget mere lys, der er. Og stigningen er stor.
Det viser et internationalt forskerhold i et nyt studie publiceret i tidsskriftet Science Advances, hvor de har målt lysintensisteten på Jorden fra 2012 til 2016.
På målingerne er det tydeligt, at der er kommet meget mere lys på Jorden. Lysstigningen følger også den industrielle udvikling og er især stor i udviklingslande, hvor bruttonationalproduktet (BNP) også stiger. Samtidig er lysintesitetet allerede høj i industrielle lande.
Men ifølge forskerne er målingerne ikke udtryk for de faktiske stigninger i lysmængden – den er i virkligheden meget højere. Og energiforbruget ved at lyse kloden så meget op er stort, hvilket betyder, at gevinsten ved energieffektivt lys udlignes.

Enegieffektivt lys forstyrrer målingerne
Forskerne har brugt data fra en satellit, som er særligt indstillet til at måle lysstråling om natten. Satellitten har målt lysstråling fra Jorden siden 2011.
Lys udsender stråling med forskellige bølgelængder. For eksempel har orange lys længere bølgelængder end blåt lys. Satellitten kan ikke opfange de korteste bølgelængder.
På grund af øget brug af LED-lys, som netop udsender blåt lys med kortere bølgelængder, har målingerne vist et fald i lysstrålingen nogle steder. Men det kan meget vel betyde, at mængden af kunstigt lys, og dermed lysforureningen, er blevet endnu større, end data fra satellitten viser.
\ Læs mere
Det kan for eksempel ses på kortet herunder, hvor du kan se et billede af byen Calgary i Canada i 2010 og 2015. Gadelysene er nogle steder meget forskellige på de to billeder, fordi det orange HPS-lys er skiftet ud med LED-lys. Det vil i satellittens data slå ud som et fald i lysmængden. Samtidig er der kommet mere lys i nogle områder. Før slideren over billedet for at se forskellene.
Lysforureing er problematisk for mennesker og miljø
Lysforurening er en betegnelse for de negative effekter ved menneskeskabt lys. En af tydeligste effekter kan ses ved at kigge på himlen om natten. Står du ude på landet, uden noget lys i nærheden, kan du se en masse stjerner. Inde i en oplyst by vil du kun kunne se nogle få stjerner.
De fleste kan nok leve med ikke at kunne se stjerner i byen, men lysforurening er problematisk af flere grunde.
»Dels er det spild af energi ved at lyse så meget op om natten,« fortæller Michael Mullins, lektor i arkitektur og del af forskningsgruppen Light Research ved Aalborg Universitet. Han har læst studiet, men har ikke medvirket til det.
»Og så er der sundhedsrelaterede problemer,« siger han.
Stor lysforurening kan give søvnforstyrrelser hos mennesker og dyr, forklarer Michael Mullins.
»Især i forbindelse med søvn har det vist sig at være årsag til mange sundhedsrelaterede problemer,« siger han.
Michael Mullins understreger også, at det både handler om mængden af lys og hvilken type lys, man udsættes for i løbet af et døgn. Mennesker trives bedst med forskelligt kvaliteter og intensiteter af lys på forskellige tider af døgnet, forklarer Michael Mullins.
»Vi har således brug for både lyset og mørket,« siger han.

Fører energieffektiv teknologi til endnu større energiforbrug?
I studiet mener forskerne, at der måske er kommet endnu mere lysforurening på grund af den energieffektive lysteknologi kaldet Solid State Lighting (SSD-lys) – som nogle kalder "solid state-lysrevolutionen," fordi det har ændret energieffektiviteten for lys markant.
Netop fordi vi bruger mindre strøm per elektrisk lysenhed, er vi måske blevet tilbøjelige til at sætte endnu mere lys op. Det betyder, at det samlede elforbrug ikke er blevet mindre, mener forskerne.
»Der er et potentiale for, at solid state-lysrevolutionen kan spare energi og mindske lysforureningen. Men kun hvis vi ikke udligner besparelserne med nyt lys,« siger medforfatter på studiet, Christopher Kyba, der er postdoc ved GFZ, det tyske forskningscenter for geovidenskab, i en pressemeddelelse.
»Det er et spændende studie med veldokumenteret information, der viser en sammenhæng mellem lysintensitet og BNP,« siger Michael Mullins fra Aalborg Universitet, men forholder sig dog skeptisk til udmeldingen om, at energieffektiv teknologi fører til større energiforbrug.
»At sige, at man på grund af energibesparelse bruger mere lys, er en påstand, som artiklen foreslår som en mulighed. Det er et interessant synspunkt, men det er ikke det, de påviser. Artiklen peger således på, at yderligere undersøgelser om LED-forbrugsmønstre er påkrævet,« siger han.
































