Forskere fra Syddansk Universitet (SDU) har fået patent på en miljøvenlig metode til at genanvende op til 90 procent af det værdifulde metal platin. Og det kan sætte skub i udbredelsen af brændselsceller.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra SDU.dk.
Det er forskere fra SDU Chemical Engineering, der har fået et amerikansk patent på det dyrebare metal, der forhandles til cirka dobbelt pris af guld.
\ Læs mere
Det er så dyrt, fordi det er et af verdens mest sjældne metaller, og samtidig er platin nødvendigt som katalysator i en brændselscelle, som er udråbt til fremtidens energikilde.
Forskere har derfor længe kigget på, om man kan bruge andet end platin, om man kan nøjes med at bruge meget mindre af det, eller om man kan genanvende det. Og det er altså det sidste, SDU-forskere nu er lykkedes med at gøre på en miljøvenlig måde.
Brændselsceller er den grønne motor, som kan køre på brint. Så når vinden ikke blæser, kan brændselscellerne producere el fra lagret brint og dermed være den stabiliserende faktor i energisystemet, skriver SDU i pressemeddelelsen.
»Brændselsceller er nødvendige, hvis vi skal nå målet om, at halvdelen af det danske energiforbrug skal komme fra vedvarende energi i 2030 og 100 procent i 2050. Hvis vi for eksempel skal have virksomheder til at droppe olien til deres maskiner, er vi nødt til at tilbyde virksomhederne et pålideligt alternativ. Her er brændselsceller en rigtig god mulighed,« siger Shuang Ma Andersen, der er lektor på SDU Chemical Engineering til SDU.dk.
sj































