12. juni sparkes fodbold-VM i gang, når hjemmeholdet Brasilien tager imod Kroatien på Arena Corinthians i São Paulo.
Når kampen starter klokken 22, er det symbolske VM startspark allerede blevet taget.
Hvem, der skal gøre det, er endnu ikke besluttet, men vedkommende skal opfylde et krav: Han eller hun skal være lam.
Bevægelsen skal visualiseres
Hvis alt går efter planen skal åbningsceremonien starte med, at en ung brasilianer triller ind på Arena Corinthians i kørestol, rejser sig op, går til midtercirklen og sparker VM i gang.
Teenageren vil være iført et exoskelet - en robotinstallation - der holder kroppen oprejst og som kan kontrolleres med tankerne.
»Personen må se bevægelserne for sig, og hjernebølgerne læses af en sensorhætte, som videreformidler signalerne til exoskelettet,« fortæller Miguel Nicolelis til NRK.
Exoskelettet vil så gennemføre bevægelserne og desuden sende signaler tilbage til mennesket inde i skelettet. Disse signaler snyder hjernen til at tro, at personen rent faktisk mærker, at fødderne rører ved jorden.
Walk Again
Miguel Nicolelis er en brasiliansk neuroingeniør, som er tilknyttet Duke University i North Carolina.
Han er mest kendt for sit arbejde med at få aber til at bevæge robotarme ved hjælp af tankekraft, og sidste år publicerede han en rapport, som demonstrerede hjerne-til-hjerne-kommunikation mellem rotter.
Nu arbejder han med at få VM-projektet, som har fået navnet Walk Again, til at blive klar inden 12. juni.
Projektet har stået på over flere år og er et internationalt samarbejde. Robotarbejdet er koordineret af Gordon Cheng ved Technical University i München, mens det er franske forskere, som har bygget exoskelettet.
Miguel Nicolelis og hans gruppe har været ansvarlige for den del, der omhandler kommunikation mellem hjerne og exoskelet.
Hør Miguel Nicolelis fortælle om sin forskning under TEDMED 2012:
»Jeg føler, at jeg går på stranden«
Exoskelettet er konstrueret af lette metallegeringer og bevæger sig ved hjælp af hydraulik og et batteri i en rygsæk.
I rygsækken er der også en computer, som konverterer hjernesignalerne fra elektrodehætten om til konkrete kommandoer for skelettet.
»Det er på sin vis en forhandlingsproces mellem skeletsystemet og personen, der bruger det,« siger Miguel Nicolelis.
Et gyroskop sørger for, at balancen holdes, og når robotfoden rører jorden, sender den et signal til en vibrerende dims, der er syet ind i personens trøjeærme.
Installationen narrer hjernen til at tro, at det er fødderne, der føler noget.
»Jeg føler, at jeg går på stranden, at mine fødder rører ved sandet,« skulle en patient, som ikke kunne føle fødderne have sagt, ifølge Guardian.
Vil gøre kørestolen overflødig
Miguel Nicolelis og resten af Walk Again-gruppen har valgt ti teenagere ud, som er lamme fra livet og ned. De ti træner nu i at kunne styre en avatar, der sparker til en bold i et virtuelt miljø, med tankekraft.
»Dette vil forberede dem på at kunne gøre det ordentligt, hvis de får skelettet på sig,« forklarer træningsansvarlig Regis Kopper fra Duke Immersive Virtual Environment til ABC.
Ud fra træningsresultaterne vil to personer blive plukket ud – en der skal få æren af at tage VM-sparket, og en som skal være reserve.
Det endelige mål nås dog ikke officielt under verdens største sportsbegivenhed, Miguel Nicolelis håber på, at denne type exoskelet en dag skal gøre kørestole overflødige.
Hvis dette ikke ligger lige om hjørnet, så har Miguel Nicolelis, der for nylig var i Brasilien for at teste eksoskelettet i på fodboldkamp, da i hvert fald mærket én forandring i hjemlandet.
»For første gang hører jeg folk tale om videnskab på gaden.«
© forskning.no Oversat af Anna Bestle






























