Kunstig intelligens er fremtiden … siger hvem?

Hvem bestemmer hvilken fremtid, vi skal leve i? Hvordan og hvor bestemmes den, og hvordan realiseres den?

Spørgsmålene forekommer måske banale, men er helt basale for ethvert demokratisk samfund, der ønsker at give borgerne medindflydelse på deres liv og virke.

Og lige nu foregår der en kamp om at definere vores fælles fremtid. En kamp, du måske ikke mærker i din hverdag, men som kommer til udtryk i den måde, politikere og andre magtfulde personer taler om kunstig intelligens (AI) og anden teknologi på.

De skaber forestillinger om ønskværdige fremtider ved at italesætte AI som fremtiden. På den måde bruges teknologien som et politisk værktøj til at male billeder af én bestemt fremtid.

I fortiden var spørgsmålet om fremtiden mindre relevant.

Her måtte man enten bøje sig for den skæbne, man var blevet tildelt af Gud eller blindt følge den verdensorden, som en enevældig hersker befalede.

I økonomisk trange tider har det selv i moderne demokratiske samfund kunne føles som om, fremtiden var blevet aflyst. Tænk blot på situationen i England i slutningen af 1970’erne, hvor unge i punkmiljøet samledes under mottoet ’No Future’, eller herhjemme, hvor ’nødvendighedens politik’ dominerede store dele af 2010’erne.

Hybris og nemesis

Det skorter ikke på drømme, visioner, forventninger og forestillinger i vores tid, og mens de ikke længere er forbeholdt guder og enevældige, er de nu spændt for af en anden magtfaktor: Teknologien.

Ikke blot den aktuelle, der ligger i vores lommer eller spiller musik og film for os i vores stuer, men også, og måske i endnu højere grad, vores mere eller mindre vilde forestillinger om, hvordan den teknologiske virkelighed måtte se ud i en nærtforestående fremtid.

Sådan har det været længe i science fiction-genren. I lige dele begejstrede og bekymrede vendinger har den udmalet fremtidsscenarier, hvor rumfartøjer er blevet den foretrukne transportform, og hvor alle lov- og normafvigelser afværges af intelligente systemer, før de overhovedet udføres.

Således blot et par af genrenes tilbagevendende temaer.

Hvad enten det drejer sig om Mary Shelleys ’Frankenstein’ fra 1818 eller Ridley Scotts ’Blade Runner’ fra 1982, er metoden næsten altid den samme:

Med et ofte velstuderet udgangspunkt i videnskaben og teknologiens aktuelle landvindinger skubbes udviklingen med forestillingens kraft blot en smule frem; i ’Blade Runners’ tilfælde helt konkret 37 år.

’Frankenstein’ bærer undertitlen ’The Modern Prometheus’, hvilket antyder et andet for genren definerende træk. I Prometheus-myten begiver titanen og menneskevennen Prometheus sig således ud på et dristigt og kompliceret tyvetogt for at stjæle ilden fra guderne.

Efter et vellykket tyveri fuldender Prometheus sin plan om at forære menneskene ilden, så de med denne urteknologis magt kan skabe en bedre tilværelse og løfte sig selv ud af deres statiske eksistens og påbegynde et nyt liv i (rivende) udvikling.

Guderne er selvsagt ikke glade og udmåler en række frygtelige straffe, som rammer både Prometheus og menneskene.

Denne tankefigur, hvor det teknologiske overmod (hybris) straffes med gudernes vrede (nemesis), har lige siden fulgt den teknologiske udvikling som en advarsel om, hvad der kan ske, hvis vi med teknologien overskrider de naturgivne grænser.

Teknologisk suverænitet

Men hvis Frankensteins monster var den ’moderne’ teknologi der, ligesom ilden i mytisk tid, udløste gudernes vrede, hvilken teknologi bærer så i dag kimen til nemesis?

Et bud kunne være kunstig intelligens (AI).

I en tale til konferencen ’AI for Humanity’ i Paris i 2018, udtalte Frankrigs præsident Emmanuel Macron, at han ville gøre Frankrig til en AI-leder og dermed sikre, at AI’s »prometheusiske potentiale ikke udvikler sig til en dystopi.«

Overlades AI til »uigennemsigtig privatisering eller potentiel despotisk anvendelse af fremmede regeringer« ville den ifølge Macron kunne udløse, hvad man kunne kalde en moderne nemesis.

Som Søren Riis peger på i sin Videnskab.dk-artikel om AI og ansigtsgenkendelse, er der nok at bekymre sig om.

Det interessante her er imidlertid, hvordan teknologiske, nationale og geopolitiske ambitioner sammenføjes i en storslået forestilling om en ønskværdig fremtid, hvor Frankrig leder udviklingen af AI og hvor udviklingen af AI samtidige leder Frankrig mod storhed eller mod, hvad Ursula von der Leyen og andre især europæiske toppolitikere i stigende grad omtaler, 'tech sovereignty'.

Teknologisk suverænitet betyder slet og ret, at lande og regioner ikke bør underlægges teknologivirksomhedernes luner og normer, der ofte ubemærket påvirker både samfund og individer, men i stedet træffe deres egne suveræne valg baseret på deres egne særegne værdier, kulturer og love.

Dette opnås på én gang gennem juridiske indgreb, som for eksempel den foreslåede EU AI Act, og enorme offentlige investeringer i AI, som Macrons, der gør landene teknologisk uafhængige af fremmede regeringer.

Frankrigs nye ægteskabspagt mellem AI og (geo)politik er imidlertid langt fra enestående. Året forinden fastslog Putin til en samling af tusinde af skoleelever, at: »Kunstig intelligens er fremtiden, ikke blot for Rusland, men for menneskeheden […] den kommer med kolossale muligheder, men også trusler, som er svære at forudse. Hvem end der bliver lederen i denne sfære, kommer til at lede verden.«

Igen altså hybris-nemesis tankefiguren, igen en geopolitisk fortolkning af teknologiens betydning og dertil en deterministisk forudsigelse om fremtiden, nemlig at den uundgåeligt vil blive defineret af AI.

I 2018 svarede EU igen med en rapport, der blandt andet argumenterede for nødvendigheden af at udvikle 'AI made in Europe', det vil sige AI gennemsyret af hævdvundne europæiske idéer.

De fleste medlemslande fulgte ligesom Frankrig trop med nationale AI-initiativer og satsninger, der på én gang skulle indplante særegne nationale værdier i udviklingen af AI og samtidig give de respektive lande en førerposition i, hvad der i stigende grad omtales som det global AI våbenkapløb.

Danmark vil også lege med

I Danmark hyrede innovationsfonden McKinsey & Company til at vurdere Danmarks potentiale udi AI. Resultaterne blev præsenteret i rapporten 'An AI Nation?' fra 2019.

Titlen udtrykker på fyndig vis den indviklede sammenføjning af politik og teknologi, som jeg har argumenteret for.

Svaret på spørgsmålet i titlen finder man naturligvis også i rapporten: Med de rigtige satsninger og investeringer, blandt andet tiltrækning af internationale »superstjerne AI-forskere«, kan Danmark blive en (førende) AI-nation.

I marts 2019 udgav Finansministeriet og Erhvervsministeriet 'National strategi for kunstig intelligens', der gentager mange af Mckinsey-rapportens opfordringer om at øge investeringerne i AI, men med fede bogstaver tilføjer, ”at udviklingen af vort samfund og brugen af kunstig intelligens sker med vores fælles værdier om frihed, frisind, tryghed og ligeværd i centrum”.

Blot et par måneder senere annoncerede den daværende uddannelse- og forskningsminister, at hans ministerie havde indgået et samarbejde med Grundforskningsfonden, Carlsbergfondet, Novo Nordisk Fonden, Lundbeckfonden og Villum Fonden om at finansiere et såkaldt pionercenter for AI med et i dansk målstok ganske betragteligt beløb på 352 millioner kroner.

Centeret blev åbnet i 2021 og ledes, efter McKinsey-rapportens forskrifter, af den internationale superstjerne Serge Belongie, der kom til Danmark fra et professorat i datalogi på det prestigefyldte Cornell University i USA.

AI som politisk projekt

Ud fra ovenstående nedslag i Danmarks (og andre landes) store interesse i at gøre AI til et nationalt projekt, bliver det det klart, at forestillinger om fremtiden ikke kun er et anliggende for science fiction-genren.

Teknologiske fremtidsforestillinger er nu flyttet langt ind i politikkens maskinrum og tjener nu som rationale for ganske betydningsfulde beslutninger og investeringer, der både skal gøre Danmark til en AI-nation og på samme tid gøre AI dansk (eller europæisk eller russisk).

STS-pioneren og Harvard-professoren Sheila Jasanoff har udviklet en teori til at beskrive denne sammenføjning af politik og videnskaben og teknologi. De to domæner er ellers ofte blevet holdt adskilt. Man har tænkt, at de ville forurene hinanden, hvis de blev sammenblandet.

Politik har jo med normer og værdier at gøre, mens videnskab og teknologi er objektive og følger rationale regler. Politik er baseret på visioner om at gøre fremtiden bedre, mens videnskab og teknologi er løsninger på afgrænset problemer. Men denne adskillelse holder, som vi har set, ikke længere.

Teorien om sociotekniske forestillinger tager udgangspunkt i, hvordan politikere og andre aktører i stigende grad mobiliserer den videnskabelige og teknologiske udvikling til at skabe politik med. Men der kan være langt fra en politisk vision til en bredt accepteret forestilling om en fremtid, som vi alle gladeligt accepterer.

Jasanoffs teori beskriver netop den udvikling, hvor en vision bliver kollektivt forankret. Det kræver blandt andet, at visionen bliver opført som en slags teaterstykker med tilpas mange slagkraftige virkemidler. Det kræver også, at den bliver stabiliseret af nogle institutioner.

Men sociotekniske forestillinger er ikke blot rene science fiction-scenarier. Så ville folk formentlig ikke bakke op om dem. De forsøger også at skabe en fælles overbevisning om, hvordan videnskab og teknologi kan sikre opretholdelsen af ønskværdige sociale normer og levemåder og opretholde en retfærdig samfundsorden.

AI udgør en socioteknisk forestillingi Danmark. Den deles og opføres af mange forskellige vægtige samfundsaktører. Den er institutionaliseret i for eksempel Pionercenteret. Den opnås og understøttes af investeringer i videnskab og teknologi og er samtidig baseret på en fælles forståelse af danske værdier.

I AI-forestillingen er AI altså på én gang en teknologi, der bliver tilpasset danske værdier og samtidig en katalysator for at hævde netop disse.

Den franske STS-forsker Brice Laurent har beskrevet denne dynamik i sin bog European Objects, hvor han viser, hvordan teknologier ikke blot gøres europæiske gennem en tilpasning til det europæiske marked, men ved, at de bliver en del af løsningen på specifikke europæiske problemer, såsom markedsharmonisering og integration.

’AI made in Europe’ er i denne optik ikke blot AI baseret på europæiske værdier, men en løsning på, hvordan vi skaber europæisk integration og fælles identiet.

Alternativ søges

STS-feltet har historisk set interesseret sig for, hvordan videnskab og teknologi bliver konstrueret af både materielle og sociale faktorer.

Men med de begreber, som jeg har præsenteret i artiklen, er der andre spørgsmål, der trænger sig på:

• Hvorfor og hvordan bliver videnskab og teknologi mobiliseret i både national og international politik?
• Hvad betyder denne mobilisering for demokrati, repræsentation, fællesskab, suverænitet, forholdet mellem offentlige og private interesser, internationale relationer og så videre?

AI er i denne optik ikke blot håndgribelige teknologier eller usynlige algoritmer. Det er også forestillinger om fremtidens sociale og politiske indretning. Og de forestillinger er ikke bare uskyldige drømme eller tomme visioner.

Den massive investering i AI betyder nemlig, at andre områder enten underprioriteres eller underlægges interessen i AI.

Forestillingernes performative kraft er her vigtig at holde sig for øje: Hvis tilpas mange mennesker med tilpas meget magt istemmer og opfører Putins vision og siger, at AI er fremtiden, så bliver den det også.

Ikke på magisk vis eller ved et trylleslag, men gennem en helt bogstavelig opførsel af pionercentre, strategipapirer og rapporter.

I takt med denne opførsel af fremtiden naturliggøres den og det bliver svært at forestille et alternativ.

Her er vi tilbage ved artiklens indledende betragtninger: Fremtider uden alternativer er et demokratisk problem, hvad enten deres nødvendighed proklameres af en gud, konge eller af McKinsey.

Hvem har egentlig besluttet, at fremtiden er AI, og at Danmark skal være en AI-nation? Og måske endnu vigtigere: Hvem var ikke inviteret med, da man traf disse beslutninger på både verdens og Danmarks vegne? Og var der nogle, der var uenige og havde andre idéer om fremtiden?

I utallige versioner har STS-forskere gentaget et slogan, der udfordrer idéen om, at den teknologisk udvikling også dikterer samfundsudviklingen: ”Det kunne have været anderledes”.

Det er ud fra dette slogan ikke en streng nødvendighed, der har gjort at AI er blevet det, som alle taler om. Det har vi selv valgt. Vi er selv i gang med at skabe AI-fremtiden og jo hårdere vi arbejde på at realisere den, desto sværere bliver det at forstå, at vi også kunne have indrette fremtiden på en anden måde.