På lørdag slukkes der for det analoge tv-signal. For at undgå sort skærm og kunne modtage det nye digitale signal har vor læser Bjørn Mortensen for længst sat en digital modtager til sit fjernsyn.
Det nye digitale sendenet giver ifølge reklamerne bedre billedkvalitet, og derfor undrede det os her på redaktionen, da læseren tilsendte os dette spørgsmål:
»Mit digitale signal til såvel fjernsyn som mobilt bredbånd bliver altid markant dårligere i blæsevejr. Hvorfor forholder det sig sådan?« spurgte Bjørn Mortensen i en e-mail.
Det lød mystisk og en smule foruroligende, så vi opsøgte professor Lars Dittmann fra Institut for Fotonik på DTU for at få et svar. Men det var ikke sådan ligetil, for ifølge professoren kan blæst alene ikke forstyrre hverken det gamle analoge eller det nye digitale tv-signal.
Dårligt signal kan skyldes ændring i lufttrykket
Vinden i sig selv spiller altså ingen rolle, men det gør til gengæld atmosfæriske forstyrrelser, forklarer Lars Dittmann. Høj- og lavtryk kan genere kvaliteten af signalet, og måske er det blæsevejr, som Bjørn Mortensen oplever, når fjernsynet gør vrøvl, et udtryk for et skifte i lufttrykket.
»Blæst kommer jo typisk i forbindelse med, at der er en front på vej, så det kan være forklaringen. Det kan være en indirekte ting, at man observerer, at der er vejrskift på vej på grund af blæsevejr, men det er på grund af ændrede trykforhold, altså at der er et lavtryk eller højtryk på vej,« siger professoren.
Dårligt tv-signal kan også skyldes andet end en ændring i lufttrykket. Meget fugt i luften i forbindelse med for eksempel snevejr kan svække signalet. Store træer indeholder også meget fugt, og derfor kan træer også drille, hvis de står i vejen for signalet.
Vand i det hele taget er tv-signalets største fjende.
»Hvis man bor på en ø og skal modtage signalet fra fastlandet, så kan det påvirke signalet. Det er på grund af, at signalet bliver reflekteret i vandoverfladen,« siger Lars Dittmann.
»Selvom man har tilstrækkelig signalstyrke, så vil det signal, man får, være meget forvrænget, fordi det ikke kommer i en lige linje fra masten, men i stedet fra en masse ekstra bidrag fra refleksioner,« forklarer han.
Skærmen fryser ved dårligt signal
Men det er ikke noget nyt i forbindelse med overgangen til det digitale sendenet, at signalet kan blive forværret af fugt i luften, høj- eller lavtryk og reflektioner fra vand. Det nye er måden, hvorpå forstyrrelser i signalet kommer til udtryk på tv-skærmen.
På det gamle, analoge sendenet ville f.eks. refleksioner af signalet i vandoverfladen give flimmer på skærmen, svage skygger eller et uskarpt billede, som hvis en svagsynet ikke havde taget briller på. På det digitale net betyder et dårligt signal derimod, at billedet kan fryse enten på hele skærmen, eller at der opstår fejl i små firkantede dele af skærmen.
Her fra videnskab.dk vil vi fremover opfordre læseren Bjørn Mortensen til at holde øje med barometeret i stedet for blæsten, næste gang han oplever dårligt tv-signal. Det er sandsynligvis et høj- eller lavtryk, der driller hans fjernsyn. Vi ønsker ham god vind foran tv'et fremover og tilsender ham en videnskab.dk-t-shirt som tak for spørgsmålet.

































