Hvilken rolle spillede Niels Bohr i udviklingen af atombomben?

»Jeg kan huske dig fra foredraget,« siger Niels Bohr til Robert Oppenheimer i den nye, store hollywoodfilm 'Oppenheimer'. »Du var den eneste, der stillede et klogt spørgsmål.«

De to mødes for første gang i et klasselokale på Cambridge Universitet, hvor Oppenheimer er studerende, og den allerede verdenskendte danske nobelpristager har været gæsteforelæser.

Mens de taler, holder Oppenheimer sin opmærksomhed rettet mod et forgiftet æble i den danske fysikers hånd. I et hævngerrigt øjeblik har den unge studerende dagen forinden sprøjtet gift i frugten, der var tænkt til hans underviser, Patrick Blackett.

Bohr gør en bevægelse for at tage en bid, men i sidste øjeblik snupper Oppenheimer det fra hans hånd og kaster det i skraldespanden.

Men er den dramatiske scene sket i virkeligheden? Og hvad ved vi egentlig om Niels Bohrs betydning for Oppenheimer og udviklingen af den første atombombe?

Videnskab.dk har set filmen sammen med Christian Joas, der er videnskabshistoriker, direktør på Niels Bohr-arkivet og måske den person, der ved mest om den store danske fysiker.

»Historien om æblet skete året før og har intet med Oppenheimers første møde med Bohr at gøre,« fortæller Christian Joas.

»Og jeg tror vist nok, at det var den tyske fysiker Werner Heisenberg, der en gang fik at vide af Bohr, at han var den eneste, der havde stillet et fornuftigt spørgsmål. Til gengæld er det helt rigtigt, at Robert Oppenheimer og Niels Bohr mødtes første gang på Cambridge Universitet,« fortsætter videnskabshistorikeren.

»Det sker ikke i filmen, men historien lyder, at i deres første møde på Cambridge spørger Bohr Oppenheimer høfligt om, hvordan det gik med hans forskning,« siger Christian Joas og fortæller videre:

»Oppenheimer svarer ligeud: 'Jeg er i vanskeligheder'. Så spørger Bohr: 'Er vanskelighederne matematiske eller fysiske?' Robert svarer: 'Det ved jeg ikke', og Bohr siger 'Det er skidt'.«

Det svar skulle efter sigende have været det, der fik Oppenheimer til at indse, at han ville blive teoretisk fysiker - en vej, der senere gjorde, at han blev den videnskabelige leder af Manhattanprojektet i USA under Anden Verdenskrig, der gav ham tilnavnet atombombens fader, forklarer Christian Joas.

Og det, skulle det vise sig, var ét af de første af Bohrs bidrag til skabelsen af de første atombomber.

Men ikke det eneste.

For ikke nok med, at Bohrs forskning i atomfysik og kvantemekanik - et forskningsfelt, som Bohr var den helt centrale person i udviklingen af - udgjorde selve fundamentet, som den videnskab, der muliggjorde atombomben, var bygget på.

Den danske fysiker havde nemlig en rolle at spille i Manhattanprojektet, hvilket i sidste ende ledte til udslettelsen af de to japanske byer Hiroshima og Nagasaki i august 1945.

Afviste invitationer til atombombe-projekter

Da vi igen hører om Niels Bohr i filmen, er der gået adskillige år, og Anden Verdenskrig raser.

Oppenheimer ønsker at få hentet den danske fysiker fra tyskbesatte København til USA for at hjælpe de allierede i kapløbet med Nazityskland om at skabe den første atombombe.

Både på grund af Bohrs ekspertise, men også af frygt for, at nazisterne skulle forsøge at få Bohr med på deres atomprojekt.

Hvilket forskere i Nazityskland også gjorde, da Heisenberg, der nu arbejdede på 'Uranprojektet' - den tyske pendant til Manhattanprojektet - aflagde sit berømte besøg i København i 1941, fortæller Christian Joas.

»Under besættelsen forsøgte også briterne at få Bohr til at komme med i deres atom-projekt,« fortsætter han.

»Blandt andet blev Bohr i i januar 1943 kontaktet af James Chadwick, kernefysikeren der opdagede neutronen, og som senere blev leder for den britiske delegation på Manhattanprojektet. Han sendte på spektakulær vis udhulede nøgler til Bohr med beskeder på mikrofilm i, der opfordrede den danske fysiker til at komme til Storbritannien.«

Du kan læse Chadwicks besked til Bohr i faktaboksen herunder.

Bohr afviste dog invitationerne, fortsætter lektoren.

»Han svarede, at hans plads var i København på sit institut. Og måske troede han heller ikke på, at det kunne lade sig gøre at bygge en atombombe,« forklarer Christian Joas.

Ikke fordi Bohr tvivlede på videnskaben: Fysikere i hele verden havde set muligheden for at lave en ekstremt kraftfuld bombe, da Otto Hahn, Fritz Strassmann, Lise Meitner og Otto Frisch i 1938 - 1939 spaltede kernen og forklarede fissionsprocessen, fortæller Christian Joas.

Det var derimod mængden af spalteligt uran-235 – det radioaktive isotop, der er hovedingrediensen i atombomben – der var problemet.

Isotopet er nemlig så sjældent, og rensningsprocessen er så vanskelig, at mange mente, det ville tage så lang tid at få tilstrækkeligt uran-235 klar til en bombe, at man først ville have bomben færdig længe efter krigens ende.

»Det, som folk – og måske i en vis grad også filmen – glemmer, er, at den store udfordring med at bygge atombomben ikke så meget var det videnskabelige, men derimod det ingeniørmæssige aspekt, især berigelsen - det vil sige rensningen - af uran,« fortæller Christian Joas.

Når det alligevel kunne lade sig gøre, var det, fordi man havde undervurderet USA's industrielle styrke og evne til at opskalere, fortsætter han:

»En halv million mennesker i alt endte med at arbejde på Manhattanprojektet, og mange af dem arbejdede med at bygge og drive anlæg til uranberigelse. Antalsmæssigt var det kun en mindre gruppe mennesker, der stod for fysikken,« fortæller han.

»Det var en massiv præstation, som mange så som nærmest umuligt, og det gjaldt sandsynligvis også Bohr.«

Mistede bevidstheden på vej til Storbritannien

Senere i filmen dukker Niels Bohr op i Los Alamos i staten New Mexico: En by, der blev konstrueret specifikt til at huse Manhattanprojektets videnskabsmænd.

Oppenheimer finder Niels Bohr omgivet af lyttende tilskuere og fortællende om sin flugt fra Sverige til Storbritannien, der nær havde kostet ham livet.

»Den del er også helt korrekt,« fortæller Christian Joas.

»Selvom Bohr havde foretrukket at blive i København, blev det i 1943 alligevel for farligt for den danske fysiker med den jødiske mor, da der kom oplysninger frem om, at nazisterne snart ville begynde at deportere jøder fra Danmark.«

Først flygtede fysikeren i en kutter over Øresund til Sverige, som var neutralt under krigen, og blev så flyttet til Stockholm. Men også her blev det vurderet for risikabelt, da der også befandt sig tyskere i den svenske hovedstad.

»Omkring en uge senere blev Bohr derfor fløjet til Skotland i en såkaldt ‘mosquito bomber’,« fortæller Christian Joas.

Norge var ligesom Danmark besat af nazisterne, så for at komme til de britiske øer blev det hurtige militærfly nødt til at flyve højt for at undgå at blive opdaget og skudt ned.

»Bohr havde ikke fået sat sin iltmaske ordentligt på, og i de høje, iltfattige luftlag mistede han bevidstheden. Da de var over Nordsøen, dykkede piloten straks og fløj resten af turen lige over havoverfladen. Da de ankom til Skotland, var Bohr heldigvis ved bevidsthed igen,« beretter videnskabshistorikeren.

»Det havde nær kostet ham livet.«

Kom til Los Alamos på det rigtige tidspunkt

Efter nogle uger blev Bohr fragtet videre til USA, hvor han i alt tre gange besøgte Los Alamos.

Det er endnu ikke helt klart, hvilken rolle Niels Bohr havde i Manhattanprojektet, for nogle dokumenter stadig er klassificerede, fortæller Christian Joas.

»Han var selvfølgelig ikke involveret som Oppenheimer, Bethe eller Teller, men han var heller ikke ‘uinvolveret’. De fleste videnskabshistorikere er enige om, at hans tilstedeværelse havde en betydning for projektet,« siger Christian Joas.

Bohr tilstedeværelse var vigtig af en række forskellige årsager, forklarer videnskabshistorikeren videre og henviser til en rapport om Manhattan-projektets interne historie fra 1947, som projektets militære leder Generalløjtnant Groves (spillet i filmen af Matt Damon) havde bestilt:

»Da Bohr kom til laboratoriet, fandt han en stor gruppe af sine tidligere studerende, og hans ankomst havde en meget positiv indflydelse på forskningen. Han kom på det rigtige tidspunkt,« står der i rapporten:

»De mange presserende behov og utallige små problemer, der plagede fysikerne, havde ført dem væk fra nogle af de fundamentale problemer med atombomben. Undersøgelserne af fissionsprocessen, for eksempel, var blevet forsømt.«

»Her gav Bohrs interesse anledning til nye teoretiske og eksperimentelle aktiviteter, som klarede mange spørgsmål, der tidligere var ubesvarede,« beskriver rapporten videre.

»Bohrs kritik og hans interesse for nye og bedre metoder livliggjorde diskussioner om alternative metoder til sammensætning af bomben. Selvom disse diskussioner i sidste ende viste, at den ‘ortodokse’ implosion stadig var den bedste metode, var der værdi i at bevise, at valget af den var det rigtige, på trods af de mange vanskeligheder den havde. Bohr deltog meget aktivt i designet af initiatoren.«

Initiatoren er den del af bomben, der antænder eksplosionen, forklarer Christian Joas.

»En fantastisk videnskabsorganisator«

Dertil havde Bohrs organisatoriske evner muligvis også indflydelse på projektet, fortæller Christian Joas.

»I 1930’erne var Bohrs institut, som i dag hedder Niels Bohr Institutet, hovedcentret inden for fysikken. Ikke kun i Danmark eller i Europa, men i hele verden. Niels Bohr var instituttets leder, og udover at være en stor fysiker, var han også en fantastisk videnskabsorganisator, der havde stor erfaring med at bringe forskellige karakterer sammen for at opnå fælles mål,« fortæller lektoren.

Det nævnes også i generalløjtnantens rapport:

»Sidst, men ikke mindst, skal hans indflydelse på laboratoriets moral nævnes,« står der i rapporten.

»Den gik længere end blot at have den store grundlægger af atomforskning i laboratoriet og længere end hans inspirerende ideer. Han så laboratoriets administrative problemer i et bedre og længere perspektiv end mange af dem, der var involveret i dem.«

»Hans indflydelse var at frembringe stærkere og mere konsekvent samarbejde med hæren i forfølgelsen af et fælles mål,« afsluttes afsnittet om Bohr i rapporten.

»Og hvad der bestemt ikke kan overses er, at han gav alle, der kom i kontakt med ham, en forståelse af den ultimative betydning af kontrol med atomenergi.«

Ville give atombombe-detaljer til Sovjetunionen

Sidste sætning hæfter Christian Joas sig ved.

»Han var en af de første, der forstod, hvad atombomben ville betyde for verden og for efterkrigstiden,« fortæller han til Videnskab.dk.

I de sidste år af krigen og i årene efter gik Bohr ind for åbenhed i forskning, også når det gjaldt atomvåben, fortsætter Christian Joas.

Han tog kontakt til den britiske premierminister Winston Churchill og den amerikanske præsident Roosevelt for at få dem til at informere Sovjetunionen, som Bohr mente, USA skulle dele viden om bomben med – i sidste ende uden held.

»Bohr indså, at kun hvis Sovjetunionen også havde kendskab til bomben, ville det ikke føre til en konfrontation i efterkrigstiden, som det jo også kom til at ske med den Kolde Krig, der begyndte kort efter krigen,« fortæller Christian Joas.

»I 1950 skrev Bohr et åbent brev til De Forenede Nationer, hvori han argumenterede for fri udveksling af videnskabelig viden. Åbenhed, mente han, var nøglen til at undgå et atomkapløb.«