Einstein og Bohr modtog hver sin Nobelpris i fysik samme år.
Det var muligt, fordi tildelingen af et års Nobelpris kan udsættes et år, hvis ingen blev fundet værdig til prisen det foregående år. Således blev tildelingen af fysikprisen for 1921 udsat til 1922, da Einstein fik prisen for 1921 og Bohr prisen for 1922.
Tildelingen af de to priser i 1922 indebar en revolution med hensyn til de kriterier, man benyttede for at give fysikprisen.
Nobelkomitéen for Fysik havde nemlig hidtil lagt vægt på klassisk og anvendt fysik og nærmest overset den nye kvantefysik, hvis holdbarhed den mente slet ikke var bevist – og Einsteins relativitetsteori, som den anså som ren spekulation.
Da Bohr første gang blev indstillet til prisen i 1917, regnede fysikkomitéen Bohr blandt den store gruppe kandidater »der slutter sig til [Max] Plancks overordentlige frugtbare teoretiske undersøgelser angående den af ham opstillede hypotese om kvanter« der, i følge komitéen, stadig lider »af store vanskeligheder og ufuldkommenheder«.
Rigtignok blev den udsatte 1918-pris givet til Planck i 1919, men året efter konkluderede komitéen på ny, at »de antagelser, på hvilke den bohrske atommodel er bygget, står i strid med fysiske love, som endnu ikke vil kunne undværes«.
Det var i 1920, at Bohr indsendte sin første indstilling til Nobelprisen, nemlig af Einstein for relativitetsteorien, som komitéen stillede sig endnu mere negativ til end til kvanteteorien.
Det var baggrunden for, at den svenske fysiker og Bohr-beundrer, Carl Wilhelm Oseen, i 1921 i stedet indstillede Einstein for hans opdagelse af loven for den fotoelektriske effekt. Dette arbejde blev imidlertid også afvist af Nobelkomitéen som uværdigt til en Nobelpris.
Hvad Bohr angik, så anså komitéen, at der ikke var nogen afgørende udvikling at notere, og ligesom forrige år ignorerede den Bohrs banebrydende kvantefysiske arbejde fra 1918.
Så hvad skyldtes fysikkomitéens veritable kovending i 1922?
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet & Region Hovedstaden.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Dødsfald gjorde plads til Bohr og Einstein
Selv om det nok kunne være svært at ignorere de elleve indstillinger af Bohr og de sytten af Einstein, var den væsentligste grund, at tidligere nævnte Carl Wilhelm Oseen var indtrådt som midlertidigt medlem i komitéen efter et tidligere medlems dødsfald i maj 1922.
I den egenskab blev Oseen bedt om at skrive rapporter om Einstein og Bohr.
Ligesom året før valgte han at understrege Einsteins lov for den fotoelektriske effekt, som ifølge Oseen var et fundamentalt naturprincip, der ikke var baseret på, men understøttede, kvanteteorien.
Efter dette kunstgreb fortsatte Oseen ved at hævde, at Bohrs atomteori var baseret på Einsteins empiriske lov og dermed heller ikke var i modstrid med den fysiske virkelighed.
Fysikkomitéen tilsluttede sig Oseens begrundelse, nævnte for første gang Bohrs arbejder fra 1918 og gav samtidig ros til Bohrs 1921-teori for atomets struktur.
I sin præsentationstale om Bohr refererede Nobelkomitéens formand, den fysiske kemiker Svante Arrhenius, der i øvrigt selv havde modtaget Nobelprisen i kemi tilbage i 1903, ligeledes til Bohrs seneste arbejder fra 1918 og 1921.
Bohrs revolutionerende tryllestav
I disse arbejder havde Bohr introduceret det revolutionerende korrespondensprincip, som bidrog yderligere til, at hans teori kunne forklare en række ellers uforklarlige eksperimentelle resultater.
Det var dog teoriens evne til at bekræfte eksperimenter, der var specielt imponerende for de fleste fysikere, mens der var større tvivl om korrespondensprincippet.
For eksempel omtalte den prominente fysiker Arnold Sommerfeld i München, som selv havde bidraget væsentligt til videreførelsen af Bohrs teori, korrespondensprincippet i spøgefulde vendinger som en »tryllestav«, der kun fungerede i København.
Det var dog ikke Bohrs videreudvikling af atomteorien fra hans første formulering i 1913 og teoriens evne til at forudsige eksperimenter, der var den væsentlige årsag til komitéens ændrede holdning.
Det var derimod Nobelkomitéens ændrede syn på kvanteteorien i det hele taget.
\ Læs mere
En ny æra i Nobelkomitéen
Fysikkomitéens indstilling blev accepteret i Det Svenske Videnskabsakademis fysikklasse og derefter i det samlede Akademi, som stod for den endelige afgørelse.
Komitéens ændrede holdning til den nye kvantefysik blev forstærket, da Oseen blev varigt medlem sammen med fysikeren Manne Siegbahn efter et nyt dødsfald i komitéen.
En ny æra for tildelingen af Nobelpriser i fysik var begyndt.
I sit lykønskningsbrev til Einstein, efter at priserne var blevet annonceret, skrev Bohr, at han »har følt det som en stor lykke, at ... det af Dem ydede bidrag på det mere specielle område, hvor jeg arbejder ... skulle blive anerkendt udadtil, før jeg blev draget i betragtning til en sådan ære.«
På dette tidspunkt var Einstein på en verdensomsejling, og var derfor forhindret fra at modtage sin Nobelpris i Stockholm.
Han svarede Bohr i et brev fra Singapore dateret 11. januar 1923: »Særlig betagende finder jeg Deres angst for, at De kunne få prisen før mig—det er ægte Bohrsk.«
Bohrs udsagn var imidlertid ikke alene et udtryk for beskedenhed, men også for hans ønske om, at »det mere specielle område« omsider skulle få fuld anerkendelse – også i Nobelpris-sammenhæng.
Hvem gavnede Bohrs Nobelpris mest: Bohr eller Nobelkomitéen selv?
Selv om Bohr var en af de hidtil yngste Nobelprismodtagere i fysik, var han allerede en etableret størrelse i 1922.
I marts året forinden var et ’Institut for Teoretisk Fysik’ oprettet for ham ved Københavns Universitet med et allerede fastlagt forskningsprogram i teoretisk og eksperimentel atomfysik.
I juni 1922 var Bohr inviteret til at holde en forelæsningsrække om sine teorier, uformelt omtalt som ’Bohr Festspiele’, ved det prestigefyldte Göttingen Universitet, der var et internationalt centrum, både teoretisk og eksperimentelt, for den nye fysik.
I et brev til Carlsbergfondet i september 1923, hvor to af Bohrs mest fremtrædende danske kolleger argumenterede for, at Bohr skulle gives midler for at kunne anvende al sin tid til forskning, blev Nobelprisen end ikke nævnt.
I dansk og udenlandsk presse var dækningen af Bohrs Nobelpris beskeden i forhold til andre af Bohrs bedrifter, både før og siden.
Det synes klart, at Nobelprisen til Bohr (og Einstein) indebar et langt større brud for Nobel-institutionen end for Niels Bohr og hans anseelse.
Bohr havde en mægtig indflydelse på Nobelprisen
Efter 1922 var Bohr mere succesrig end de fleste andre fysikere med hensyn til at indstille personer, der fik Nobelprisen i fysik. Blandt de tretten personer, som Bohr indstillede før Anden Verdenskrig, var der kun én der aldrig fik prisen.
Blandt Bohrs indstillinger i efterkrigstiden, var det kun den i 1946—da han foreslog Lise Meitner og Otto Robert Frisch—der var helt resultatløs, i den forstand, at hans indstillinger i alle de andre år omfattede mindst én Nobelprisvinder.
Alt i alt foreslog Bohr i sine fyrre år som indstiller nitten forskellige personer, som alle på nær fire modtog Nobelprisen. Ingen anden videnskabsperson, der indsendte lige så mange indstillinger som Bohr, kom blot i nærheden af hans »træfsikkerhed«.
Max Planck kommer nærmest, idet han indstillede sytten kandidater i samme periode, hvoraf elleve fik prisen.
Den eneste, der kun har indstillet fysikere, der senere fik Nobelprisen, er den japanske fysiker Hantaro Nagaoka, men han indstillede væsentlig færre fysikere end Bohr eller Planck.
Internationalt orienteret dansker
Det er et udtryk for Bohrs internationale orientering, at han aldrig indstillede en dansker til Nobelprisen. Der var hellere ingen danskere, der indstillede Bohr.
Det betyder langtfra, at Bohr var eller følte sig isoleret i sit hjemland.
Tværtimod følte han både forpligtigelse og glæde ved at forblive i sit fædreland og afslog de mange tilbud om stillinger i udlandet.
Bohr accepterede også mange tillidshverv i Danmark – ikke mindst præsidentskabet i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab fra 1939 til hans død i 1962.
Kombinationen af Bohrs kulturelle nærhed til Danmark og hans internationale anseelse og udsyn bidrog utvivlsomt til Bohrs status inden for Nobelinstitutionen.
Denne status understreges af, at han i 1929, som eneste ikke-svensker nogensinde, blev adspurgt om han ville sidde i Nobelkomitéen for Fysik.
Selv om Nobelkomitéens forslag blev nedstemt i Det Svenske Videnskabsakademi, viser episoden, at Bohrs nære kontakt til og stærke indflydelse på Nobel-institutionen var enestående.
Denne artikel er en forkortet version af en illustreret artikel i tidsskriftet Kvant (no. 1, 2022). Forkortet af redaktøren med forfatterens tilladelse.
