Manden der elskede kernevåben

Atomfysikeren Edward Teller blev født i Budapest i 1908 af jødiske forældre. I lang tid var familien nervøs for, at lille Edward var retarderet, men da han langt om længe begyndte at tale, formulerede han sig i lange helstøbte sætninger.

Siden benyttede han sig flittigt af sit særlige talent for at dyppe velvalgte ord i sukker og byde dem til de rigtige mennesker.

Teller forlod Østrig-Ungarn som 26-årig og læste videre i Tyskland. Et biluheld i Budapest havde kostet ham det ene ben og forsynet ham med en livslang halten.

Som jøde og handicappet så han ikke nogen gylden fremtid for sig, da Adolf Hitler kom til magten, så i starten af 1930'erne flygtede han til England. Efter et kort ophold i London flyttede han til København og arbejdede et års tid på Niels Bohr Instituttet.

I 1936 blev han professor i fysik på George Washington University i USA, og her vendte han gradvist sine forskerøjne mod kernekraft og krigsmateriel. Blandt andet var han med til at udvikle en teori om chokbølgers udbredelse, som senere viste sig nyttig ved udvikling af missiler.

I 1942 blev han af den amerikanske atomfysiker Robert Oppenheimer inviteret til at deltage i Manhattan Projektet - kodeordet for de engelsktalende landes forsøg på at udvikle en atombombe.

Drømmen om 'Super'

Blandt videnskabshistorikere hersker der tvivl om, hvorvidt Edward Teller ydede noget væsentligt bidrag til arbejdet. Hans forskerkollegaer i Los Alamos i New Mexico klagede over, at han ofte spillede klaver midt om natten, og at han trodsigt nægtede at foretage vigtige beregninger.

Edward Teller var ganske vist blevet forbigået som direktør for projektets teoretiske afdeling, men årsagen til hans kontrære facon i de tre år, han arbejdede på Manhattan Projektet, var først og fremmest, at han drømte om en bombe, der var 100 gange kraftigere end den, der var på tegnebrættet.

Han kaldte den 'Super' og pressede på for at vende Manhattan Projektet i retning af en fusionsbombe. Dog uden succes.

'Super' skulle bringes til sprængning af en lille atombombe, og så længe den endnu ikke var færdigudviklet, ville det være det rene vanvid at ofre tid og energi på Edward Tellers drømmebombe, mente blandt andre Robert Oppenheimer.

Men Teller gav ikke op, og i årene efter Anden Verdenskrig opdyrkede han kontakter til generaler, kongresmedlemmer og andre indflydelsesrige politikere, der kunne hjælpe med at bane vejen for hans bombe.

Da Sovjetunionen i 1949 udførte deres første prøvesprængning af en atombombe, var stemningen vendt, og præsident Truman gav ordre til udviklingen af 'Super' - der senere blev kendt som brintbomben.

En risiko værd at tage

I 1950 vendte Edward Teller tilbage til Los Alamos for at arbejde på projektet, og endnu engang lykkedes det ham at lægge sig ud med sine kollegaer. Han angreb de øvrige forskere for at mangle fantasi og fostrede selv det ene dødfødte konstruktionsforslag efter det andet.

Desuden lod han hånt om advarsler fra en række af de videnskabsfolk, der havde udviklet atombomben:

Ingen vidste hvad der ville ske, hvis en brintbombe blev bragt til sprængning. Måske ville den udvikle varme nok til at antænde selve Jordens atmosfære og starte en kædereaktion, der kunne forvandle planeten til slagger.

Det scenarie anså Teller for at være en risiko, det var værd at løbe.

Heller ikke de moralske implikationer ved at påtvinge verden endnu et masseødelæggelsesvåben anfægtede ham.

Tværtimod var han 'chokeret' over den moralske tone, som blandt andre Oppenheimer anlagde, når han kommenterede brintbombens potentielle ødelæggelseskraft.

Allerede i 1945 nægtede Edward Teller at deltage i en underskriftsindsamling imod brug af kernevåben mod civile.

»Jeg nærer intet håb om at rense min samvittighed. De ting, vi arbejder med, er så forfærdelige, at intet mål af protest vil redde vores sjæle,« lød hans begrundelse

Brintbombens far

Den 1. november 1952 blev verdens første brintbombe bragt til sprængning i Stillehavet. Teller følte sig ikke velkommen ved testsprængningen og fulgte i stedet den skelsættende begivenhed på en seismograf i Berkeley.

Til mange af sine kollegaers utilfredshed tog han ikke desto mindre æren for hele arbejdet, og i medierne blev han snart kendt som 'Brintbombens far.'

Hårdt presset udgav han i midten af 1950'erne en artikel med titlen »Mange menneskers arbejde,« hvori han understregede, at han ikke havde været alene om arbejdet. Men i sine erindringer skifter han igen mening.

Her hedder det, at han stak en løgn i den pågældende artikel - han havde skam udviklet brintbomben helt alene.

Processen mod Oppenheimer

Hvis Edward Teller havde irriteret sine kollegaer under arbejdet med atom- og brintbomben, var det intet imod den bølge af had, der skyllede ind over ham, da han i 1954 vidnede for den amerikanske atomenergikommission mod sin tidligere chef Robert Oppenheimer.

Sagen var blot én af mange mod formodede tidligere kommunister i 1950'erne, men i det videnskabelige samfund blev processen imod Oppenheimer fulgt tæt.

På spørgsmålet om hvorvidt Edward Teller mente, at Oppenheimer udgjorde en sikkerhedsrisiko, svarede han med diplomatisk snilde:

»Jeg har været voldsomt uenig med ham på en række punkter, og hans handlinger fandt jeg ærlig talt forvirrede og indviklede. I den udtrækning kunne jeg ønske mig, at dette lands mest vitale interesser var lagt i hænder, som jeg bedre forstår og derfor har mere tillid til.«

Edward Teller sagde aldrig direkte, at Oppenheimer var en sikkerhedsrisiko, men hans antydninger var så anmassende, at Oppenheimer fik frataget sin adgang til klassificerede oplysninger.

Selv påstod Edward Teller, at han aldrig havde haft til hensigt at skade Oppenheimer. Tværtimod var det hans hensigt at rense hans navn.

Imidlertid havde han så sent som få dage før høringen tilbudt en ansat ved atomenergikommissionen at uddybe sine anklager til også at omfatte Oppenheimers modstand mod hans elskede brintbombe.

Projekt Stridsvogn, Operation Plovskær

Edward Teller var nu en paria i den videnskabelige verden, og han genoptog sin pardans med regeringen og militæret, hvor der var mere forståelse for hans kærlighed til kernevåben i alle afskygninger.

I 1957 foreslog han eksempelvis, at man bombede Månen med atomvåben i håb om at gøre »alle mulige videnskabelige observationer.«

Han var en varm fortaler for ikke-militær brug af kernevåben og foreslog i ramme alvor, at man brugte en håndfuld brintbomber til at grave en enorm kunstig havn ved Point Hope i Alaska.

Atomenergikommissionen accepterede hans forslag i 1958 og gav det kodenavnet Projekt Stridsvogn. Først i 1962 blev projektet endeligt skrinlagt.

Operation Plovskær, som var den amerikanske regerings samlende kodenavn for fredelig brug af atomvåben, inkluderede også udgravningen af en ny Panama-kanal.

Efter Edward Tellers mening var den daværende præsident Kennedy alt for sløv i optrækket, og i en samtale i Det Hvide Hus om Panama-planerne svarede Teller aggressivt på præsidentens spørgsmål:

»Det vil tage os kortere tid at grave kanalen, end du bruger på at beslutte den.«

Det eneste offer

Den 16. marts 1979 havde spillefilmen 'Kinasyndromet' premiere.

Den handlede om et uheld på en atomreaktor. Tolv dage senere nedsmeltede en atomreaktor på Tremileøen i Pennsylvania.

Dette sammenfald af begivenheder var vand på atomkraftmodstandernes mølle, og som en af atomenergiens allermest aktive lobbyister havde Edward Teller så rasende travlt i ugerne efter ulykken, at han pådrog sig et hjertetilfælde.

Men allerede i juli var han på banen igen.

Denne gang med en tosidet annonce i Wall Street Journal med overskriften 'Jeg var det eneste offer for Tremileøen.'

Annoncen begynder således:

»Den 7. maj, nogle uger efter ulykken på Tremileøen, var jeg i Washington for at imødegå den slags propaganda, som Jane Fonda (der spillede hovedrollen i 'Kinasyndromet') og andre af hendes slags forsøger at sprede i medierne for at skræmme folk fra atomenergi.«

»Jeg er 71 år, og jeg arbejdede 20 timer om dagen. Presset var for stort. Næste dag fik jeg et hjertetilfælde. Man kan sige, at jeg var den eneste, hvis helbred blev påvirket af reaktoren nær Harrisburg. Nej, det vil være forkert. Det var ikke atomreaktoren. Det var Jane Fonda. Atomreaktorer er ikke farlige.«

Den følgende dag bragte avisen New York Times en leder, der hæftede sig ved, at Edward Tellers annonce var sponseret af Dresser Industries. Det var firmaet, som havde fremstillet de defekte ventiler, som angiveligt var årsagen til uheldet på Tremileøen.

Laserstråler i rummet

Idéer til nye våben og forbedringer af de gamle strømmede fra Edward Teller, og en ikke uanselig del af efterkrigstidens amerikanske militærudgifter kan direkte tilskrives Edward Tellers forslag.

Alene i 1980'erne blev der brugt astronomiske summer på Stjernekrigsprojektet, som var præsident Reagans stort anlagte missilforsvarssystem.

Præsidenten annoncerede programmet i marts 1983, efter at Edward Teller havde fortalt ham om nogle lovende forsøg med laserstråler i rummet. Fuldt udviklet ville systemet kunne skyde ethvert sovjetisk missil ned, inden det ramte amerikansk jord.

Men teknologien, der skulle gøre det muligt, var slet ikke udviklet endnu, og Teller blev beskyldt for at have lokket præsidenten ud i et håbløst teknologisk eventyr.

Stjernekrigsprojektet blev kraftigt nedjusteret i 1993, da præsident Clinton kom til magten. I det foregående tiår havde det kostet de amerikanske skatteydere 44 milliarder dollars.

»Ron, nu skal du høre«

Under Ronald Reagan blev Edward Teller af mange betragtet som den mest magtfulde videnskabsmand i verden.

Som medlem af Det Hvide Hus' videnskabsråd deltog han i talrige diskussioner om våbenudvikling. Kom han i mindretal, traskede han blot ind på præsidentens kontor, sagde »Ron, nu skal du høre« og rådgav så på egen hånd.

Edward Teller er ofte blevet nævnt som en direkte inspiration til den krigsliderlige videnskabsmand Dr. Strangelove i Stanley Kubricks film af samme navn.

Hans bidrag til brintbombens udvikling regnes i dag for langt mindre, end han selv mente, men som manden, der hviskede dødsensfarlige planer ind i ørerne på de rigtige politikere, var Edward Teller et sandt geni.