Hvad er meningen med 3D-briller?

Du læner dig tilbage i sædet. Sætter popcornene i skødet og colaen i holderen. Forventningsfuldt kigger du på den store skærm foran dig. Lyset bliver dæmpet, den svage summen af stemmer forsvinder, og du tager brillerne på. Altså 3D-brillerne – måske en af tidens største filmtendenser. Alt skal være i 3D, fra Avatar til Alice i Eventyrland.

Men hvorfor skal du egentlig have et par grimme briller på, der ikke sidder ordentligt fast? Det må da kunne gøres smartere. Eller hvad? Det har vores læser Esben Høgh undret sig over, og han har sendt spørgsmålet videre til os.

»Jeg har et spørgsmål om 3D-filmene. Hvorfor skal man have de briller på? Kunne det film/glas, som brillerne er lavet af, ikke lige så godt sættes for hele lærredet?«

Dét ved vi heller ikke, så vi sender fluks spørgsmålet videre til Claus B. Madsen, der er lektor på Institut for arkitektur, design og medieteknologi ved Aalborg Universitet.

To forskellige glas til to forskellige film

Claus B. Madsen fortæller, at der er en meget kort forklaring på, at man ikke kan slippe for brillerne.

»Grunden til, at man ikke bare kan sætte brilleglassene op foran skærmen, er, at der faktisk er to forskellige glas,« fortæller han.

»En 3D-film består faktisk af to næsten helt ens film, der bliver projiceret ud på det samme lærred fra hver sin projektor. De to film skal ses af hver sit øje, og det sørger 3D-brillerne for. Glassene er lavet, så de hver især kun kan se den ene film,« siger Claus B. Madsen.

De betyder, at hvis du tager brillerne af under en 3D-film, vil du føle dig enten temmelig fuld eller ganske skeløjet. For så vil du se to billeder oveni hinanden, og ikke få 3D-oplevelsen med.

3D skal ses med to øjne

Grunden til, at man skal se to film er mere kompliceret. Men kort sagt udnytter 3D-teknologien bare, at vi har to øjne, og den efterligner den måde, vi ser på, når det ikke er et TV eller en biografskærm, vi kigger på.

I hverdagen ser øjnene nemlig også hver sit billede, og det er, når hjernen sætter billederne sammen, at den kan bedømme afstande og skabe dybde (altså vurdere, at noget er tættere på end noget andet) – og afstandsbedømmelse og dybde er dét, der skaber 3D-oplevelsen.

Har man kun ét øje, kan man altså helt opgive at se 3D-film. To øjne med to forskellige brilleglas er en nødvendighed.

3D er ikke nyt

Når man laver en 3D-film skal man altså optage to versioner af samme film med kameraer, der står næsten lige ved siden af hinanden. Der skal jo være et billede til hvert øje. Men selvom 3D-filmene virker som et nyt fænomen, er det ikke en ny idé.

Albert Hitchcock har for eksempel lavet en film, der kunne vises i 3D. Den første 3D-bølge var allerede i 50’erne, men dengang var det både dyrt og besværligt at producere og vise 3D-film.

»Dengang optog man på filmruller, og hvis den ene knækkede, måtte man ind og skære den anden til. De skulle være helt synkrone for at kunne give en 3D-oplevelse,« fortæller Claus B. Madsen.

»I dag er alt digitaliseret, og derfor er det nemmere at få 3D-filmene ud.«

Og det er da også væltet ud med 3D-film de seneste år. Men indtil videre må vi formentlig nøjes med at se dem med briller på. Claus B. Madsen kan i hvert fald ikke umiddelbart forestille sig et alternativ til den klodsede hovedbeklædning.

Til gengæld kan filmene allerede nu ses udenfor biografen – der findes 3D-fjernsyn, og Sony forbereder en 3D-udgave af Playstation 3. Men brillerne – dem slipper du altså ikke for.

Vi takker for spørgsmål og svar og sender en Videnskab.dk-t-shirt til Esben. Husk, at du kan læse flere spørgsmål og svar i vores arkiver, eller sende en mail med dit eget spørgsmål til redaktionen@videnskab.dk.