Hjernen er et uhyre komplekst system, hvor milliarder af nerveceller (neuroner) er forbundet med hinanden via billioner af nervetråde. På internettet er der milliarder af sider, som er forbundet via links.
Men i hvor høj grad kan man egentlig sammenligne disse systemer - og kan man tale om, at et computersystem kan have en bevidsthed? Det er emnet for dagens spørgsmål til Spørg Videnskaben.
Nikolaj Frederiksen spørger nemlig:
»Jeg havde om hjernen i gymnasiet den anden dag, og vi fik at vide, at hjernen helt basalt fungerer ved, at det er et system proppet med informationer, som har links til hinanden.«
»Når hjernen har nok informationer og hjerneceller at arbejde med, opstår bevidstheden og evnen til at tænke selv. Så er mit spørgsmål: Betyder det, at et system som for eksempel Google rent faktisk har en bevidsthed og egen vilje, eller kan få det en dag?«
Vi sender spørgsmålet videre til Thomas Z. Ramsøy, der er hjerneforsker ved CBS og ved Hvidovre Hospital. Han mener ikke, at man kan sige, at kompleksitet og bevidsthed hænger sammen på den enkle måde, som læseren beskriver:
»Vores immunforsvar er også meget komplekst og indeholder megen information, uden at vi kan kalde det bevidst af den grund. Information alene kan ikke være et kriterium, og det gør nok, at Google ikke overlever dette bevidsthedskriterium.«
Bevidstheden kræver måske en krop
»Vi skal altid huske, at vores bevidsthed er indkapslet i en biologisk organisme. Til trods for mange påstande herom, er der ingen, som har kunnet vise eller argumentere helt for, at man kan erstatte denne biologi uden at tabe væsentlig information. Måske kan man - indtil videre - sige, at vores bevidsthed fordrer vor biologiske natur,« siger Thomas Ramsøy.
Uden biologi, ingen bevidsthed. Det er der i hvert fald nogle, der mener.
»Filosoffen Daniel Dennett har blandt andet påpeget, at vi nok ikke kan kopiere menneskelig bevidsthed, uden at kopiere mennesket ned til de mindste byggestene. Med andre ord: Menneskelig bevidsthed kræver menneskelig biologi,« siger Thomas Ramsøy.
Computere kan efterligne bevidsthed
\ Fakta
SPØRG VIDENSKABEN CLASSIC Hver søndag 'genudsender' vi nogle af de bedste spørgsmål og svar fra Spørg Videnskaben. Denne artikel blev bragt første gang 23. oktober 2009.
Men det handler selvfølgelig også om, hvordan man definerer bevidsthed, fortæller Thomas Ramsøy videre:
»Andre forskere, som Bernard Baars og Stan Franklin, hævder, at det er muligt at lave computerprogrammer, som er bevidste, så længe de har de samme informationsmoduler, som vi finder i bevidste og biologiske organismer. Franklin hævder endda, at han allerede har lavet et program kaldet IDA (Intelligent Distribution Agent), som er bevidst.«
»Man skal dog bemærke, at Franklins model ikke hviler på informations kompleksitet i sig selv, men derimod på en model, som tilnærmelsesvis forsøger at fortolke og forstå indkommende information, frem for kun at respondere automatisk.«
»Jeg tror, at dette kan have en vis betydning: At vores bevidsthed er knyttet til vor mentale fleksibilitet, og at tilstedeværelsen af automatisk adfærd er et signal om mindre bevidsthed.«
Nej - Google har ikke en bevidsthed
Men om ikke andet kan man jo prøve at oplære en computer og se, om den til sidst får noget, der ligner en bevidsthed.
Her nævner Thomas Ramsøy et projekt ved navn CyberChild, som den nyligt afdøde DTU-professor Rodney Cotterill stod i spidsen for. Man forsøgte at lade computerprogrammet selv stå for meget af læringen, og i sidste ende prøvede man at lave en biologisk funderet model for bevidsthed - på computeren.
Men det korte svar på spørgsmålet fra Nikolaj Frederiksen er: Nej, Google har ikke nogen bevidsthed og får det heller ikke, for kompleksitet og bevidsthed er to forskellige ting. Der er en T-shirt på vej til Nikolaj med tak for det interessante spørgsmål.
Du kan læse svar på andre spørgsmål i Spørg Videnskaben - eller selv stille andre vigtige spørgsmål ved at sende en mail til redaktionen@videnskab.dk.
Du kan også købe dig til ejerskab af 77 af de bedste i Videnskab.dk’s seneste bog: ’Hvad gør mest ondt – en fødsel eller et spark i skridtet?’































