I maj 2012 blev et nyt privat rumprojekt annonceret i Holland.
Det var Mars One, der som erklæret mål har at oprette den første koloni på Mars baseret på personer, der er villige til at rejse til Mars uden mulighed for at vende tilbage til Jorden.
Planen vakte stor opmærksomhed, fordi enhver havde mulighed for at melde sig som kandidat til rejsen - og den mulighed greb over 200.000 mennesker fra det meste af verden.
Men nu er der gået over to år, og kritikken er begyndt at melde sig – ikke mindst fra personer, som til daglig arbejder med rumfart.
De har set på projektet og peget på en række svagheder ved hele ideen.
En simpel, urealistisk plan
Da Mars One blev præsenteret af den hollandske ingeniør og entreprenør Bas Lansdorp lød det hele så simpelt.
Koloniseringen af Mars skulle indledes allerede i 2024 og baseres på allerede kendt teknik, som bare kunne købes.
Pengene skulle komme fra et reality TV-show, hvor seerne betalte for at følge hele rejsen til Mars – lige fra træning til landing og livet i kolonien.
Det hele skulle gøres for en bagatel af 6 milliarder dollars, hvilket er en del billigere end de 100 milliarder, som NASA anser for nødvendig for en Mars-rejse.
Men NASA vil selvfølgelig også gerne have deres astronauter hjem igen.
Marsbyen burde ligge i Canada
Efter de første runder er antallet af kandidater nu nede på omkring 700, og når udvælgelsen er overstået, skal de kommende kolonister blandt andet træne i en simuleret Marsby planlagt af den danske arkitekt Kristian von Bengtson.
Marsbyen kommer formentlig til at ligge et sted i Holland.
Det havde dog været mere hensigtsmæssigt at henlægge den til en kold ødemark i det nordlige Canada langt fra civilisationen.
Men selv den canadiske ødemark vil være som et tropisk paradis i forhold til virkeligheden på Mars.
I 2024 sendes de første mennesker til Mars
Efter de nuværende planer skal det amerikanske firma SpaceX levere både Marsraket og rumskib.
Raketten er af typen Falcon Heavy, der dog endnu ikke har fløjet, men efter planerne kan sende over 50 ton i bane om Jorden eller 14 ton til Mars.
Marsrumskibet er baseret på Dragon-kapslen, der for tiden bruges til at sende forsyninger til ISS.
Planen er at begynde med at sende seks ubemandede fartøjer til Mars.
Deres opgave er at landsætte de moduler, der skal udgøre grundstammen i den første marskoloni.
I 2024 følger så de første fire kolonister, og derefter ankommer hvert andet år yderligere fire kolonister, indtil kolonien i 2033 vil rumme 20 beboere.
Kritikken hagler ned over Mars One
Kritikken retter sig især mod tre områder – teknikken, økonomien og de psykologiske problemer.
Det falder umiddelbart i øjnene, at Falcon Heavy er en temmelig lille raket til et så ambitiøst foretagende.
Af de bare 14 ton, den kan sende til Mars, vil flere ton gå til varmeskjold, faldskærm og bremseraketter, så det vil ikke blive særligt store moduler, der kan sendes afsted.
Et hold af eksperter fra det berømte universitet MIT – Massachusetts Institute of Technology - har givet en mere detaljeret vurdering af problemerne ved Mars One.
Deres rapport blev præsenteret på en international astronautisk kongres i Toronto. Det er en erfaring fra rumstationen ISS, at der er et konstant og stort behov for opsendelse af reservedele.
MIT mener, at der skal 15 raketter til
Forskerne fra MIT har på det grundlag vurderet, at op mod 62 procent af forsyningerne til marskolonien vil udgøres af reservedele, så der bliver ikke megen plads til nyt udstyr som starthjælp til at være selvforsynende.
Mars One har selv skønnet, at kolonien kan sættes i gang med blot seks opsendelser af Falcon-raketten.
MIT-folkene mener, at det vil være svært at klare opgaven med mindre end 15 raketter.
Alene disse ekstra raketter vil koste 4,5 milliarder dollars, hvilket skal sammenlignes med det samlede budget på 6 milliarder dollars.
Marsstøv og stråling udgør stor fare
Når de første kolonister ankommer, kan de ikke bare gå udenfor og strække benene.
Mars-atmosfæren er så tynd, og temperaturen så lav, at det er helt nødvendigt at bære rumdragter.
De vil komme til at tilbringe mindst 80 procent af tiden inde i modulerne, der med 50 kvadratmeter pr. person ikke giver megen plads til en tilværelse, der skal vare resten af livet.
Og dagliglivet vil have sine udfordringer. Hver eneste gang man begiver sig ud eller ind af et modul, vil marsstøvet trænge ind, da det er meget finkornet.
Det er næsten umuligt at undgå, at alt inventar efter få måneder vil blive dækket af et fint støvlag.
Støvallergi og sundhedsfarlig stråling
Hvis støvet oveni købet fremkalder allergiske reaktioner, så har kolonisterne virkelig et problem.
Vi ved allerede fra Apollo, at månestøv kunne fremkalde allergiske reaktioner.
Et andet problem er strålingsfaren. Efter planerne skal modulerne landsættes på overfladen, hvor de konstant vil være udsat for en sundhedsfarlig stråling.
Det skyldes den tynde atmosfære, men også, at Mars mangler et magnetfelt.
I de mere seriøse planer om bosætning på Mars planlægges ofte at grave baserne ned under overfladen.
Mad vil blive en mangelvare
Det lyder så enkelt, at kolonien skal være selvforsynende.
En af forskerne fra MIT, Sidney Do, har set på behovet for fødevarer og er kommet frem til, at hver deltager har brug for godt 3.000 kalorier for at dække det daglige behov.
De har så beregnet, at det vil kræve et areal på 200 kvadratmeter til at dyrke en passende diæt af blandt andet bønner, salat, kartofler og ris mod de 50 kvadratmeter, Mars One har beregnet.
Hvis en del af dyrkningen foregår i beboelsesmodulerne, kan det føre til en farlig overproduktion af ilt, der igen giver en forøget brandrisiko.
Hertil kommer, at der naturligvis også er brug for lys og vand til både mennesker og planter. Alene planterne vil kræve 875 LED-lamper, der helst ikke må svigte.
Desuden findes der endnu heller ingen velgennemprøvet metode til at bage vand ud af marsgrunden. Sidney Do kom til den konklusion, at det vil være langt billigere at sende alle mad- og drikkevarer op fra Jorden.
Følelsen af ensomhed vil overmande
De tekniske problemer kan måske løses, dog næppe inden for den tidsramme og det budget, Mars One har stillet op.
En meget større udfordring er den psykologiske.
Først er der rejsen, hvor Jorden efter få dage blot er en klar stjerne på den sorte himmel. Alene det vil give følelse af ensomheden i rummet på den mange måneder lange rejse.
Der har ikke været meget plads i rumskibet, og det bliver ikke bedre på Mars. Koloniseringen betyder, at resten af livet skal tilbringes i et modul på størrelse med en meget lille lejlighed, uden nogensinde at have mulighed for at trække frisk luft.
Bare tænk på, hvor mange steder vi bevæger os rundt i løbet af en dag. I begyndelsen vil der nok være en vis eufori ved at befinde sig på en anden planet, men som månederne og årene går, vil romantikken nok forsvinde.
Det samme røde landskab, de samme sten og støvstorme. Aldrig se et græsstrå eller en lille mus, der pibler omkring.
Og selvom Jorden og Månen vil være en smuk dobbeltstjerne på himlen, så vil det konstant lede tankerne hen på den klode, man har forladt.
Big Brother is watching you
Men det er ikke det værste. Prisen for Marsrejsen vil være, at man døgnet rundt skal stille sit privatliv til rådighed for TV-seere millioner af kilometer borte.
Sammen med indespærringen og isolationen vil det nok få flere af kolonisterne til at udvikle ganske alvorlige psykiske lidelser.
Det er særdeles let at forestille sig, at nogle undervejs vil fortryde, at de nogensinde hoppede på den galej og i et anfald af frustration eller raseri kan finde på at smadre kameraerne.
Og hvad vil Mars One så gøre ? Det vil nemlig betyde farvel til TV-indtægterne, som alene skulle drive kolonien.
Man må ikke håbe, at de første ekspeditioner, der ankommer til Mars fra USA, Rusland, Kina og Europa, vil være nødt til at redde de sidste overlevende fra kolonien.
