Hvis vi i Danmark hurtigt og effektivt skal nedbringe CO2-udslippet fra vores biler, skal vi satse hårdt på elbiler.
Det konkluderer adjunkt Brian Vad Mathiesen fra Institut for Samfundsudvikling og Planlægning ved Aalborg Universitet i sin ph.d.-afhandling om Danmarks omstilling til vedvarende energi.
Afhandlingen vurderer via grundige analyser af de eksisterende teknologiske muligheder, hvordan Danmark bør agere, hvis vi vil have, at al vores energi skal være vedvarende. Og i den forbindelse er elbiler det bedste bud på fremtidens transportmiddel. Også et bedre bud end for eksempel brintbiler.
»Energien til vores biler skal så vidt muligt komme fra batterier med strøm fra vindmøllerne. Kan vi undgå brint, er det en fordel. Fordi så længe vi har masser af elektricitet fra møllerne, vil det være energispild at bruge brint,« siger Brian Vad Mathiesen.
Opladning kræver tid
Hans analyser viser, at vi i Danmark bør udnytte vores vindmøllestrøm som brændstof i vores biler. Den strøm har vi nemlig rigeligt af, den er CO2-neutral, og så er den er billig. Det gælder altså bare om at komme i gang med at få elbilerne på vejene.
Grunden til at vi ikke allerede er begyndt at køre i elbiler kunne være, at der umiddelbart er problemer forbundet med at gøre det. Det tager nemlig tid at lade en bils batteri op, og så skal bilen kunne kobles til elnettet. Men når alt kommer til alt, viser analyserne, at problemerne er mindre, end de lyder.
»En elbil har en rækkevidde på 100-200 kilometer på en opladning. Og ser man statistisk på, hvordan vi opfører os, når vi transporterer os i biler, er 85 procent af de ture, vi kører, på under 100 kilometer. Og 95 procent er under 150 km. Det er altså kun på 5-10 procent af vores ture, vi har brug for at køre længere end én opladning,« siger Brian Vad Mathiesen.
Højhastighedstog skal overtage trafik
Vi har altså kun sjældent behov for at køre længere, end man kan på et opladet batteri. Brian Vad Mathiesen peger derfor på, at vi uden de store ofre vil kunne indføre elbiler. De vil sagtens kunne tilfredsstille vores reelle behov i dagligdagen. Og når vi så skal bevæge os over længere distancer, må vi finde bæredygtige alternativer til elbilerne.
»Man kan diskutere, hvad vi skal gøre, når vi skal transportere os langt. For eksempel om vi skal supplere med en brændselscelle i el-bilen, som eventuelt kører på brint. Eller om vi skal have egne elbiler, som vi kører i til daglig og så lejer en bil, når vi skal køre længere. Eller om vi skal til at rejse med højhastighedstog, når vi skal langt,« siger Brian Vad Mathiesen.
Vi kan begynde nu
Han fortæller, at der er et stykke vej til, at el-bilen fungerer optimalt. Men allerede nu bør vi begynde at tage den i brug, for så at videreudvikle den hen ad vejen.
Den videreudvikling forslår han sker i tre faser:
Allerede nu bør vi begynde at køre i elbiler. Det kan betale sig i forhold til CO2-udslippet. Men med tiden skal der komme en automatik i opladningen. En sådan automatik vil betyde, at bilerne uafhængigt af os vil lade op på de tidspunkter, hvor vi har rigeligt med billig strøm fra vindmøllerne. Han mener, at et mål i sidste ende kunne være, at elbilerne kommer til at fungere som batterier, der opbevarer samfundets strøm. Det kan ske ved, at de bliver ladet op, når vinden blæser og elektriciteten er billig, for så derefter at aflevere strøm tilbage til systemet, når den er dyr.
Brian Vad Mathiesens analyser viser med andre ord, at vi har teknologien til at komme i gang med at reformere transporten i Danmark. Og at vi – de påkrævede omlægninger til trods – i fremtiden fortsat vil kunne transportere os lige så meget som i dag.
»Jeg forestiller mig ikke, at man i fremtiden vil transportere sig mindre. Så vi må finde nogle holdbare alternativer til fossil-baseret forurenende transport. Det er først og fremmest en hurtigere og bedre kollektiv trafik. Og dem man ikke kan få derover, de må køre i elbiler, og eventuelt hybridbiler når de skal køre langt,« siger Brian Vad Mathiesen.