Elektroniske valg, som det der snart finder sted i USA, vil aldrig kunne gøres sikre. Enten vil vælgeren ikke have nogen mulighed for at tjekke, om den elektroniske valgmaskine har registreret den afgivne stemme korrekt. Eller også vil der være en risiko for, at maskinen afslører vælgerens identitet.
Sådan lyder dommen fra den danske it-ekspert Carsten Schürmann, der er lektor på IT-Universitetet.
»Det kan slet ikke lade sig gøre at lave sikre systemer til elektroniske valg. For hver gang, du har et elektronisk system, så vil der altid være en risiko for, at nogen finder en akilleshæl ved systemet, som de kan bruge til at trænge ind i det,« siger han.
Danske forsøg
Carsten Schürmann har selv forsøgt at udvikle et valgsystem, der giver så stor en sikkerhed som muligt.
Resultatet er et computersprog, der gør det muligt at specificere valgmaskinerne, så vælgerne og myndighederne kan overvåge valgmaskinernes arbejdsproces og tjekke, at de gør det rigtigt. Tilsyneladende uden, at det afslører vælgernes identitet.
Men selv om der ikke er nogen tvivl om, at dette computersprog kan gøre de elektroniske valgmaskiner langt mere sikre, end dem, der i øjeblikket bliver brugt i USA, så tør Carsten Schürmann ikke sige, præcist hvor sikker hans løsning er.
\ Fakta
LÆS OGSÅ
»Jeg har ingen anelse,« siger han.
Ceritifikat en dårlig løsning
Andre forskere arbejder på at udvikle et elektronisk certifikat, som vælgeren får udleveret efter at stemmen er afgivet. Med certifikatet i hånden kan vælgeren gå hjem og logge sig ind på et website, hvor han kan tjekke, om hans stemme er blevet registreret rigtigt.
Men den løsning tager Carsten Schürmann stærkt afstand fra.
»Hvis man indførte den slags certifikater, ville det være meget alarmerende, for det betyder i bund og grund, at informationerne fra et valg kan strømme ud i offentligheden. Og det er stik imod det fundamentale princip om, at et valg i et demokratisk samfund skal være anonymt og hemmeligt,« siger han.
Vigtigheden af at kunne beskytte vælgernes anonymitet gør det så godt som umuligt at udvikle en teknologi, der kan registrere og overvåge valgmaskinens arbejdsproces. Og Carsten Schürmann stiller sig tvivlende overfor, om det overhovedet kan lade sig gøre.
»Det er først, hvis man får held med at udvikle kvantecomputere, at man vil kunne lave en 100 procent sikker stemme-maskine, men det har meget lange udsigter,« siger han.

Kvantecomputere er stadig kun teoretiske skitser på fysiskernes tavler, så hvis der nogensinde kommer et bud på en helt sikker elektronisk valgmaskine, så ligger det langt ude i fremtiden.
For et år siden udviklede Carsten Schürmann et bud på en meget sikker elektronisk valgmaskine. Inden i stemme-maskinen har den danske it-lektor og hans kolleger placeret en scanner for hvert af de partier, der opstiller.
Vælgeren stikker nu sit valgkort ind i maskinen under scannerne med det parti, som han vil stemme på. Den pågældende scanner registrerer stemmen, og samtidigt afsætte et spor på kortet, der indeholder oplysninger om, hvem vælgeren IKKE stemte på. Det er en sikkerhedsforanstaltning, for i princippet kunne der være nogen, der havde hacket maskinens interface på en måde, så du slet ikke fik mulighed for at stemme på dit foretrukne parti.
Det kort, som blev proppet ind i maskinen, falder nu ud igen, hvorefter vælgeren tager det op og putter det ned i en stemmeboks.
Det er så vidt Carsten Schürmann kan se en anonym proces, hvor ingen vil kunne gennemskue, hvem der har efterladt sig hvilke kort.
Når valget er afsluttet, vil personalet på valgstedet hælde valgkortene ud af stemmeboksen og hurtigt rekonstruere de spor, som maskinen har efterladt og sammenholde dem med maskinens eget output. Hvis udfaldet er ens, så er der stor sikkerhed for, at der hverken er fejl eller virus i systemet.
































