Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

De teknologiske 'mirakler' fortsætter: To lamme mænd går og står

Annonce:

Det er ikke mere end måned siden, at Videnskab.dk kunne fortælle, at elektroder indopereret på rygraden gjorde en komplet lam mand i stand til at gå igen. Ikke mindre end to studier viste resultater, hvor patienter kom på benene.

Og nu fortsætter mirakelbølgen: To yderligere mænd kan nu slutte sig til det noget eksklusive hold af personer med komplet lammelse fra livet og ned, der ved hjælp af elektrisk simulation på rygraden, bliver i stand til at stå og gå selvstændigt. Det skriver The Guardian.

Til forskel fra studierne, der udkom i sidste måned, behøver de to mænd i det nye studie ikke elektroderne længere, efter behandlingen sluttede. De kan nu stå og gå udelukkende ved hjælp af rollator, men bruger også kørestol til dagligt, ligesom i de tidligere studier.

»Dette er et vigtigt første skridt, men nøglen er nu at bruge dette meget tidligt, efter at skaden er sket, hvor potentialet for at komme sig er meget større,« siger Grégoire Courtine, neurolog ved Swiss Federal Institute of Technology i Lausanne, Schweiz, til The Guardian.

Elektroderne placeres det sted på rygraden, som er skadet, og som dermed forhindrer signaler fra hjernen i at nå ned til benene.

Når patienterne gik på et løbebånd, sendte hjernen stadig signaler til benene, og her hjalp de elektriske stimulationer signalerne med at nå forbi skaden og helt ned til musklerne i benene.

»Når du stimulerer nerverne på den måde, udløses cellernes plasticitet. Hjernen forsøger at stimulere, og vi stimulerer på samme tid, og vi tror, at det sætter gang i udviklingen af nye nerveforbindelser,« siger Grégoire Courtine til The Guardian.

Annonce:

Resultaterne er beskrevet i hele to videnskabelige artikler, der begge er udgivet i de anerkendte tidsskrifter Nature og Nature Neuroscience.

Ifølge The Guardian, fortæller Chet Moritz, der er lektor ved University of Washington, i artiklen i Nature Neuroscience, at resultaterne fra de seneste studier samlet set peger på et videnskabeligt gennembrud:

»Vi skal betragte de her resultater på tværs af alle tre uafhængige forskningsgrupper som et gennembrud indenfor behandlingen af lammelser. Rygmarvsskade-feltet er klar til at tage et kæmpe spring fremad i behandlingen af, hvad der indtil for meget nyligt blev betragtet som uhelbredeligt: Lammelse.«

lpi