Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Forskere laver børste, der fungerer som en kattetunge

Annonce:

En kat kan bruge op til en fjerdedel af sine vågne timer på at holde pelsen ren, og den karakteristiske ru kattetunge er supereffektiv til at fjerne skidt og utøj.

Nu har forskere fra Georgia Institute of Technology i Atlanta foretaget en grundig analyse af kattens tunge. De har fundet flere grunde til, hvorfor tungen er så god til at give fugt og glans til pelsen og udviklet en hårbørste efter tungens principper. Det skriver Science Alert.

Børsten hedder TIGR (forkortelse af tongue-inspired grooming), den kræver ganske få kræfter at bruge, og så er den nem at rengøre.

Men inden du ønsker dig den i julegave, skal du vide, at den (desværre) er lavet til katte.

Det er godt nyt til katteejerne, men det kan også være en rigtig god nyhed for katteallergikere.

Forskerne har undersøgt en særlig type af de små 'knopper', papiller, der er på kattens tunge. Disse er bittesmå, lavet af keratin og formet som en slags små skeer.

Videooptagelser i højhastighed og CT-skanninger, blandt andet, har vist, hvordan papilerne på kattetungen kan føre 4,1 mikroliter spyt fra munden og ud i papillernes ender.

Annonce:

Halvdelen af denne spytmængde ender i pelsen ved hvert enkelt slik.

Oven i købet kan papillerne variere i længde, alt efter hvad katten bruger sin tunge til, og under pelspleje kan de blive så lange, at de når gennem pelsen og helt ned til kattens hud.

I studiet har man undersøgt kattetunger hos seks forskellige kattearter, fra huskat til løve, og identificeret fire stadier, der udgør et slik i kattens pelspleje:
  1. Tungeforlængelse
  2. Tungeudvidelse og vævsafstivning
  3. Et 'fej' gennem pelsen
  4. Tilbagetrækning af tunge

Forskerne har ganske enkelt 3D-printet kunstige papiller, der er forstørret fire gange op, og placeret dem på et stykke fleksibel silikone.

Papillerne kan rotere, så man undgår, at pelsen sammenfiltrer.

Det er forskernes håb, at børsten kan bruges til at behandle katte med rensecremer og medicin - optimalt set vil den kunne fjerne allergener fra kattepels.

Proteinet Fel d 1, der findes i store mængder i kattens spyt, er tidligere blevet forbundet med allergier. Med en større viden om, hvordan det spredes, kan man måske reducere allergiske reaktioner i fremtiden.

ele