Forskerne på University of Washington var lige ved at give op. De havde en halvdårlig 3D-model af M-PMV enzymet, som bl.a. er centralt i udbredelsen af virusser lig HIV, men kunne ikke få de sidste detaljer til at falde på plads.
Deres model var ganske enkelt for klodset - naturen ville aldrig indrette sig på dén måde. Til sidst sendte de modellen til videnskabscomputerspillet FoldIt, og på bare 10 dage havde spillerne løst problemet, som forskerne havde brugt 10 år på.
Spillere træder til hvor computere giver op
Historien er faktisk et par år gammel, men FoldIts succes har inspireret videnskabsfolk over hele verden til at forsøge sig med at at outsource problemer til gamernes snurrige hjerner.
Nogle problemers natur gør simpelthen, at en computer ikke kan håndtere dem uden menneskehjernes mellemkomst - f.eks. når det kommer til at genkende visse ting på et fotografi.
Amazons 'Mechanical Turk' tilbyder små pengebeløb for at hjælpe med den slags småopgaver, men spil som FoldIt (3D proteinfoldning), Cerebrus (kortlægning af detaljer på Mars' overflade) og danske Quantum Moves (flytning af ustabile molekyler i kvanterummet) viser at mange videnskabsudfordringer faktisk er sjove!
Miraklet 'FoldIt'
FoldIt er egentligt bare et lille 3D-værktøj til at simulere proteiners fysiske egenskaber.
Naturen indretter sig kløgtigt, så spillerne prøver at folde og dreje effektive modeller af enzymer i 3D-rum, og spillet giver point efter nogle parametre, som forskere ved er vigtige i virkelighedens verden. Når tilpas mange spillere har forsøgt at bygge om på den samme model, er der en chance for at de til sidst når til en optimalposition, der svarer til evolutionens slutversion.
FoldIt har løst mange mikrobiologiske problemer a'la Washingtonforskernes på rekorttid. Som en fejring af den fælles indsats blev forskernes mest berømte paper udgivet med alle FoldIt spillere som officielle bidragydere.
Danske forskere er med på noderne
Vores naturlige fascination af puslespil, boosted af direkte feedback og konkurrence, får hundredevis af spillere til at kaste sig ind i kampen på små men vigtige videnskabsområder.
'Games with a purpose' som FoldIt er frontlinjen i en ny demokratisering af videnskaben: Og forskere på Aarhus Universitets Centre for Community Driven Research (CODER) er med på barrikaderne.
I fysikspillet Quantum Moves hjælper spillere fra hele verden med at knække rumlige problemer, som vores computere ikke kan klare alene (advarsel - de avancerede levels er djævelsk svære!) , og med tiden kan de engagere sig i både spildesign og udformningen af forskningsspørgsmål.
FoldIt var kun den første ensomme brosten, der sejlede over de støvede elfenbenstårnes skjoldmur. Længe leve citizen science revolutionen!
Prøv Quantum Moves, og giv os din ærlige mening på www.scienceathome.org.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
































