Kan en psykopat selv gøre for det?
»Beklager, at jeg lige tæver dig med denne her kølle, men det ligger altså i mine gener.« Er psykopater i virkeligheden uskyldige ofre for deres gener eller miserable opvækst? Og i så fald; kan man så bebrejde dem den afvigende adfærd? Vi leder efter svar i videnskabens verden.

En psykopat kan godt sætte sig ind i andres følelser, men han bliver ikke påvirket af det. (Foto: <a href="http://www.shutterstock.com/pic-160121111/stock-photo-cruel-psychopath-w...)

 

De er selvcentrerede, voldelige vaneforbrydere. De snyder og bedrager udelukkende for egen vinding, og de er fuldstændig ligeglade med andre mennesker. Sådan kunne en meget kort karakteristik på en god gammeldags psykopat lyde.

Men hvorfor bliver nogen mennesker psykopater, og hvis det skyldes arv og miljø, kan de så i virkeligheden ikke gøre for det? Det spørgsmål har Karin V. Sørensen stillet til Spørg Videnskaben.

Videnskab.dk har ladet spørgsmålet gå videre til Lars Bjerggaard Pedersen, klinisk psykolog og specialist i psykopatologi på Retspsykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital og Tine Wøbbe, ledende psykolog på Sct. Hans Retspsykiatrisk Afdeling.

De møder begge psykopater i deres daglige arbejde.

»Det korte svar er nej. Han er ikke herre over sin genetik, og hvilke forhold han blev sat i verden under. Det kan ikke bebrejdes ham, at han er, som han er. Men han kan stadig godt stilles til ansvar for sine handlinger,« siger Lars Bjerggaard Pedersen.

Udviklingsniveau som en 2-årig

I sit arbejde på retspsykiatrisk afdeling møder Lars Bjerggaard Pedersen nogle af de »rigtigt tunge drenge«.

Og mens den almene psykiatri faktisk har forladt psykopatidiagnosen til fordel for det mindre velklingende begreb 'dyssocial personlighedsstruktur', så bruger man stadig psykopatidiagnosen til de tungeste patienter med dyssocial personlighedsstruktur i retspsykiatrien.

»De skiller sig ud på to punkter: De er ekstremt narcissistiske, og deres følelser er flygtige og usocialiserede. Det skaber en følelsesmæssig afstumpethed, som blandt andet betyder, at de hurtigt bliver meget krænkede, når de ikke får deres vilje,« fortæller Lars Bjerggaard Pedersen.

De fleste af os har sikkert oplevet et lille barn blive hysterisk i køen i Netto. Måske fordi det har det for varmt eller er træt eller vil have noget slik.

Barnet skriger og sparker og ruller rundt på gulvet. Øjeblikket efter har barnet opdaget en sjov dims på indkøbsvognen og sidder roligt og leger med den.

På samme måde fungerer en psykopats følelsesliv. Han lever og føler kun nuet og bekymrer sig ikke om, hvad omgivelserne tænker.

»Der er noget markant galt med deres følelsesmæssige udviklingsniveau. De har et niveau som et barn på 2-3 år. Det er svært at forstå, også for os der har at gøre med dem til hverdag. De kan være rasende det ene øjeblik og sekundet efter have glemt det igen. Præcis som et lille barn. Deres følelser er meget umiddelbare, og de handler på deres impulser,« forklarer Lars Bjerggaard Pedersen.

Dårlige gener og voldeligt miljø

Men hvorfor stopper nogle menneskers følelsesmæssige udviklingsniveau ved 2-3 års alderen? Det er der delte meninger om.

Faktisk er der fire forskellige skoler inden for psykiatrien med hver deres forklaringsmodel:

  • Arv – der er noget galt med psykopatens gener fra fødslen. De er simpelthen født grænsesøgende og ufølsomme.
     
  • Hjerneskade – i slutningen af graviditeten går noget galt, og barnet får en hjerneskade i frontallapperne, som gør det til psykopat. Denne tilgang forklarer, hvorfor velfungerende familier kan fostre en psykopat.
     
  • Miljø – psykopaten fødes som alle os andre, men på grund af en forfærdelig opvækst med voldelige misbrugsforældre, udvikler barnet sig til psykopat for at kunne klare at leve i den utrygge og voldelige verden, det er født ind i.
     
  • Gadens parlament – psykopatien er et resultat af, at barnet overlades til sig selv og andre børn gennem opvæksten. I en gruppe hvor børn bestemmer over børn, vil de primitive idealer herske, og den stærkeste vil overleve.

Virkeligheden er et miks af alle forklaringerne

Sådan ser forklaringsmodellerne ud. Men hvad med virkeligheden?

Ifølge chefpsykolog Tine Wøbbe kan det påvises, at psykopati løber i bestemte familier. Men om det skyldes arv eller miljø er svært at sige:

»Er det, fordi børnene er arveligt disponeret for det, eller er det, fordi de tillærer adfærden fra typisk deres far. Det ved vi ikke.« I parantes bemærket skal det her tilføjes, at de fleste psykopater er mænd.

Lars Bjerggaard Pedersen oplever det, som en meget dårlig cocktail af alle elementerne:

Psykopater får et kick ud af at være i kamp med andre mennesker. Blandt andet derfor ryger de ofte ind og ud af fængsler gennem hele livet. (Foto: <a>Shutterstock</a>)

»I virkelighedens verden, min verden, der må vi sige, at det er en kombination af alle faktorer. Opvæksten ser ikke god ud. Det kombineret med et voldsomt temperament, udsat livsførelse med vold og misbrug af stoffer og en barndom i 'gadens parlament' skaber de psykopater, jeg møder i mit arbejde,« fortæller han.

 

Psykopater kan lære at reagere mere hensigtsmæssigt

En psykopat kan godt sætte sig ind i, hvordan andre har det. De er gode til at regne andre mennesker ud, men det påvirker dem ikke.

»Det er forskellen på dem og almindelige mennesker som dig og mig. Vi oplever andres sindsstilstande, som var de vores egne. Hvis vi ser en, som bliver ked af det eller har ondt, så får vi også den følelse. Det gør en psykopat ikke. De bliver ikke smittet af følelsen, og det gør dem i stand til at gøre ting, som vi andre ikke ville kunne gøre,« forklarer Lars Bjerggaard Pedersen.

Nu kunne man måske foranlediges til at tænke, at hvis psykopati skyldes opvæksten, så må en psykopat vel kunne lære ikke at være psykopat.

Desværre har hverken Tine Wøbbe eller Lars Bjerggaard Pedersen set eksempler på, at det kan lade sig gøre - uanset om årsagen er problematiske gener eller en dårlig opvækst.

»Hvis de bliver opmærksomme på, at de mangler denne her indfølingsevne, så kan de godt selv se, at de er anderledes. Jeg har haft psykopater i terapi, som har beskrevet situationer, hvor de burde reagere følelsesmæssigt, for eksempel hvis der er sket noget forfærdeligt med nogen i deres familie. De kan se, at alle andre reagerer, men det er umuligt for dem selv at få følelserne frem,« fortæller Tine Wøbbe.

Hvis de selv synes, det er et problem, at de ikke reagerer som andre, så kan der dog være grundlag for at arbejde med det.

Samme problematik oplever Lars Bjerggaard Pedersen i sit arbejde.

»Vi kan ikke give dem en empati, som de ikke har. Vi prøver at give dem et 'plaster på såret' ved at lære dem en mindre destruktiv adfærd. Strategien er at lære dem, hvordan en mindre destruktiv adfærd kan gavne dem. Rent narcissistisk. For eksempel hvordan de undgår at havne i fængsel igen og igen. Hvordan kan du opnå adrenalinsuset uden at skade andre?«

 

Psykopati betaler sig i den virkelige verden

Udfordringen er, at der skal ret meget til at give denne type mennesker et adrenalinsus. Og forskellige former for ekstrem sport vil ikke nødvendigvis give den ønskede effekt.

»Vi sigter på, at de skal have en uddannelse og et arbejde kombineret med forskellige former for sport, som kan give spænding, men det er op ad bakke. Problemet er, at de har et kampbehov, og det skal gerne være noget, der involverer mødet/kampen med et andet menneske. De er i kamp med andre,« forklarer Lars Bjerggaard Pedersen.

Han er derfor meget pessimistisk i forhold til, om sådan et plaster overhovedet hjælper på såret.

»Jeg vil have maksimal mistillid til min egen behandling af en sådan person. Når vi har gjort vores bedste for at socialisere dem, så kommer de tilbage i en verden, hvor det betaler sig at være, som de er, og så vil de falde tilbage i den gamle adfærd.«

 

Ryger ofte ind og ud af fængslet

Tine Wøbbe har samme bekymring i forhold til psykopaternes chancer for at komme til at leve et normalt liv:

»Selv efter at jeg har haft en person med psykopati i terapi i mange år, kan jeg ikke være fuldstændig sikker på, at jeg ikke bliver manipuleret. Behandlingsudsigterne er generelt dårlige.«

Derfor vil mange af disse psykopater også opleve et liv, hvor de ryger ind og ud af fængsel. Ifølge Lars Bjerggaard Pedersen vil en forvaringsdom være den bedste løsning for psykopater, som gentagne gange begår alvorlig personfarlig kriminalitet.

»Fængsel vil ikke hjælpe dem, men de vil være opbevaret og ikke kunne skade andre. Vi har ingen institutioner herhjemme, der kan rumme dem. Og det hænger nok sammen med, at udsynet er så pessimistisk. Fordi de ikke kan behandles, men kun opbevares, og det er meget dyrt for samfundet.«

Tak for spørgsmålet til Karin V. Sørensen. Vi kvitterer med en T-shirt, som vi sender med posten. Også et stort tak til psykologerne for de spændende indsigter i det psykopatiske sind. Du kan læse mange flere spørgsmål og svar i Spørg Videnskaben her på sitet.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.